Danmark har fået nyt statsoverhoved: "Mit håb er at blive en samlende konge af i morgen"

Kongekroner, campingstole og dannebrogsflag gjorde søndag Christiansborg Slotsplads mere farverig end normalt. De fremmødte fra hele landet stod klar til at modtage Danmarks nye konge og høre hans tale til folket.  

"Det er en opgave, jeg har nærmet mig hele mit liv. Det er et ansvar, jeg tager på mig med respekt, stolthed og stor glæde. Det er en gerning, jeg vil gøre mig umage med og bære den tillid, jeg møder,” lød det i talen fra Kong Frederik 10. 
"Det er en opgave, jeg har nærmet mig hele mit liv. Det er et ansvar, jeg tager på mig med respekt, stolthed og stor glæde. Det er en gerning, jeg vil gøre mig umage med og bære den tillid, jeg møder,” lød det i talen fra Kong Frederik 10. Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Christina HoulindFrida Flinch

Folkemængden på Christiansborg Slotsplads brød ud i jubel, da kong Frederik 10. søndag eftermiddag trådte ud på balkonen på Christiansborg.

Folk var kommet fra hele landet og flere havde ventet i mange timer for at se proklamationen af den nye konge.  

For som det lød fra mange af de fremmødte: hvornår får man lov til at opleve sådan noget igen?

Det bliver nok ikke i min levetid, tilføjede flere med varierende grad af glimt i øjet.

Campingstole, madpakker og termokander

Hvor nogle af de fremmødte havde taget metroen M2 fra Amager, var søstrene Ruth Krogsgaard og Else Melgaard hoppet på en arrangeret bus klokken seks søndag morgen fra Thy mod hovedstaden.

De lidt over fem timer i bussen var blandt andet blevet brugt på at gætte den nye konges valgsprog.

"Løb for livet," var det bedste bud, grinede Ruth Krogsgaard.

Jeg ved ikke, om han tager gud med. Han vælger måske noget mere moderne.

Henrik Langgaard Lystbæk

Netop valgsproget var der flere, som fordrev ventetiden med at gætte på, og ventetiden var lang. Flere var nemlig kommet mange timer før.

"Jeg ved ikke, om han tager gud med. Han vælger måske noget mere moderne," sagde Henrik Langgaard Lystbæk, der allerede ankom til slotspladsen om formiddagen. Ligesom mange andre var han bevæbnet med campingstol, madpakke og termokande.

 

Henrik Langgaard Lystbæk og Henrik Gullestrup sad klar på medbragte stole og var velforberedte med rygsækken fyldt med mad, Underberg og andre godter. 
Henrik Langgaard Lystbæk og Henrik Gullestrup sad klar på medbragte stole og var velforberedte med rygsækken fyldt med mad, Underberg og andre godter. 
Foto: Arthur J . Cammelbeeck

Forbundene, forpligtet, for kongeriget Danmark

Præcis klokken 15.00 trådte kong Frederik som planlagt ud på balkonen, og kort efter fulgte statsminister Mette Frederiksen (S). Hun tog ordet og meddelte officielt, at dronning Margrethe var abdiceret.

"Jeg vil på vegne af kongeriget sige dronning Margrethe en dybtfølt og hengiven tak," lød det fra statsministeren, hvilket medførte høje bifaldsråb fra pladsen. Hun fremhævede, at Danmarks nye regent er en konge, som danskerne kender, holder af og stoler på, hvorefter hun proklamerede kong Frederik 10. med det officielle udråb: 

"Hendes majestæt dronning Margrethe 2. er abdiceret. Længe leve hans majestæt kong Frederik 10."

Læs også

Kong Frederik 10. kunne fra balkonen på Christiansborg Slotsplads vinke til den store folkemængde, der viftede  med dannebrogsflag lige så langt øjet rakte. 
Kong Frederik 10. kunne fra balkonen på Christiansborg Slotsplads vinke til den store folkemængde, der viftede  med dannebrogsflag lige så langt øjet rakte.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Derefter gik den nye konge frem og holdt sin første tale som konge.

"I dag går tronen videre. Mit håb er at blive en samlende konge af i morgen. Det er en opgave, jeg har nærmet mig hele mit liv. Det er et ansvar, jeg tager på mig med respekt, stolthed og stor glæde. Det er en gerning, jeg vil gøre mig umage med og bære den tillid, jeg møder," sagde han blandt andet og afslørede til slut sit valgsprog, som er: forbundene, forpligtet, for kongeriget Danmark.

Det fik igen pladsen til at bryde ud i jubel.

Herefter fik han selskab af først sin hustru, dronning Mary, og kort efter sine børn kronprins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine, der alle kom ud på balkonen.

Pludselig udbrød der sang blandt folkemængden og snart sang store dele af pladsen med på "Der er et yndigt land".  

Da kongefamilien forlod balkonen, og menneskemængden langsomt begyndte at sive væk fra pladsen – nogle hjem for at varme de frosne tæer og andre mod Amalienborg for at se overførslen af de kongelige faner fra dronning Margrethes residens til kong Frederiks – var der en, der sagde: "Det var det hele værd".

Læs hele kong Frederiks tale fra proklamationen her.

Læs hele statsministerens tale fra proklamationen her

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

H.M. Dronning Mary Elizabeth

Dronning af Danmark, grevinde af Monpezat, formand, Mary Fonden
BA i handel og jura (University of Tasmania 1994)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024