Debat

Klimaskovfonden: Det er ikke vores opgave at sætte krav til kommunerne

Som fond skal vi give støtte til kommunernes egne dagsordner. Derfor er det ikke vores opgave at kræve, at de formulerer nye udviklingsmål eller gøre noget, de ellers ikke ville have gjort, skriver Poul Erik Lauridsen.

Kommunerne står ofte forrest, når nye initiativer skal implementeres lokalt. Som fond skal vi arbejde med på de dagsordner og give kommunerne redskaber og midler. Det gælder eksempelvis, når de lokale DK2020-planer om ny skov skal realiseres, skriver Poul Erik Lauridsen.
Kommunerne står ofte forrest, når nye initiativer skal implementeres lokalt. Som fond skal vi arbejde med på de dagsordner og give kommunerne redskaber og midler. Det gælder eksempelvis, når de lokale DK2020-planer om ny skov skal realiseres, skriver Poul Erik Lauridsen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Poul Erik Lauridsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis midler fra fonde skal skabe mest mulig handling i kommunerne, giver det ofte mening at udvikle konkrete redskaber eller finansieringsmodeller, der kan understøtte de mål, kommunerne allerede har formuleret.

Det er i hvert fald den erfaring, der ligger bag den tilgang, vi har til samarbejdet med kommunerne i Klimaskovfonden. 

Med de lokale DK2020-klimahandlingsplaner har kommunerne sat mål for, hvor meget ny skov, der skal etableres inden for kommunegrænsen, og hvor mange hektar lavbundsjorder, der skal udtages.

En lille del af de arealer, hvor sådanne projekterne skal gennemføres, ejer kommunerne selv. Men de står også over for en opsøgende indsats over for lodsejere, der kunne have interesse i skov- og lavbundsprojekter på deres arealer.

Selv har kommunerne begrænsede midler til at finansiere de arealbaserede klimaprojekter over deres driftsbudgetter, men klimamålene skal jo nås alligevel, og det er til gavn for os alle. 

Læs også

Inden længe står kommunerne også over for en stor opgave med at levere på ambitionerne i den grønne trepart.

Der skal findes plads til meget mere skov, natur og biodiversitet. Vandmiljøet skal forbedres, der skal sikres rent drikkevand, og der skal i det hele taget skabes attraktive lokalsamfund med gode rekreative muligheder.

Kommuner sætter kursen for projekter

Kommunerne har rigeligt med opgaver, og de spiller en central rolle i at samtænke de mange projekter og hensyn – og i øvrigt sikre en smidig myndighedsbehandling.

Den opgave kalder både på finansiering, lokalt samarbejde og dialog og nogle konkrete værktøjer, der kan indfri målene. Så hvordan spiller man med som fond i de store opgaver, som kommunerne står overfor? 

I Klimaskovfonden har vi valgt ikke at se det som vores opgave at stille krav til kommunerne om at formulere nye udviklingsmål eller gøre noget, de ikke ellers ville have gjort.

Poul Erik Lauridsen
Direktør, Klimaskovfonden

I Klimaskovfonden har vi valgt ikke at se det som vores opgave at stille krav til kommunerne om at formulere nye udviklingsmål eller gøre noget, de ikke ellers ville have gjort.

Vi har i højere grad set det som vores opgave at udvikle en model, der kan sætte handling bag ordene og give dem nogle redskaber til at nå de fælles klimamål, som vi sammen kan levere langt bedre på, end vi kan hver for sig.

Vi skal sammen se, hvordan vi kan levere mest muligt og sikre, at det ikke bliver små løsrevne indsatser, men faktisk noget, der har en samlet effekt og leverer på de overordnede mål. 

Det betyder helt konkret, at kommunerne kan byde ind med projekter i Klimaskovfondens ansøgningsrunder på lige vilkår med øvrige lodsejere og få støtte til skovrejsning som ejer af et areal. Men de kan også samarbejde om at mobilisere arealer og få finansiering til projekter på andres arealer. Begge dele er projekter, der udspringer af de klimahandlingsplaner, som alle kommuner har vedtaget.

Men så er der til gengæld også et stort potentiale for at kommunerne kan skabe forudsætningerne for gode og multifunktionelle projekter, der ikke kun har en klimaeffekt, men også leverer på andre vigtige samfundsdagsordener som eksempelvis rent drikkevand, biodiversitet og vandmiljø. 

Fonde kan hjælpe kommuner i mål 

Klimaskovfonden tilbyder derfor også kommuner at indgå et såkaldt Klima+-partnerskab, der hjælper kommunerne med at nå deres arealbaserede klimamål.

Den samarbejdsmodel har vi udviklet for at understøtte kommunernes opgave med at omsætte nationale klimamålsætninger til lokal handling gennem Klimaskovfondens mulighed for at finansiere de konkrete projekter.

Samarbejdsmodellen er et eksempel på, hvordan fonde kan bidrage til at finansiere de konkrete opgaver, som kommunerne står overfor.

Temadebat

Skal fondene være med til at finansiere velfærdssamfundet?

Altinget Fonde ser nærmere på fondenes samfundsrolle i en ny temadebat.

Debatten spørger, om fondenes fokus på udviklingsprojekter i kommunerne er en tiltrængt håndsrækning eller nærmere bidrager til en øget driftsudgift.

Hvis du vil deltage i debatten, er du velkommen til at kontakte Sophie Bavnhøj.

Et helt aktuelt eksempel på, hvordan Klima+-modellen bringer lodsejere og virksomheder, borgere og organisationer i en kommune sammen om konkret klimahandling er Aarhus-festivalen NorthSide.

Som en del af festivalens klimainitiativer finansierer den knapt ni hektar skov i et større naturområde gennem klimabidrag. De planter selv de første 1.000 træer om et par uger og inviterer borgere til at være med.

Indtil videre har vi et samarbejde om konkrete projekter med 28 kommuner, mens ti kommuner er i gang med at udfolde Klima+-partnerskabet i mange hjørner af kommunen. De mobiliserer lokale lodsejere, der vil rejse skov eller udtage lavbundsjorder.

Det arbejde kan Klimaskovfonden understøtte ved at finansiere projekterne enten i ansøgningsrunder eller gennem faciliterede partnerskaber. Som i eksemplet med NorthSide, der giver et stykke skov til hjemkommunen, er mange virksomheder interesseret i at give klimabidrag til skovrejsning, hvis det er skov, der plantes tæt på virksomheden og i den kommune, hvor medarbejderne bor.

Det giver et Klima+-partnerskab også mulighed for, og på den måde får kommunerne en værktøjskasse til at sætte fart på de mål, de skal nå. 

Læs også

Kommunerne er ofte dem, der står forrest, når nye initiativer skal implementeres lokalt. Derfor skal vi som fond arbejde med på de dagsordner og give kommunerne redskaber og midler.

Vi får samlet set størst effekt, hvis vi sikrer handling på de mål, der i forvejen er vedtaget som vigtige samfundsmæssige mål, for eksempel klimamålene. Til gengæld kan kommunerne sikre sammenhæng, synergier og koordinering mellem de enkeltstående projekter, vi som arealfond også gennemfører ude i kommunerne. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Poul Erik Lauridsen

Direktør, Den Danske Klimaskovfond

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024