Alternativet: ”Humaniora er en bærende del af fundamentet”

Af Carolina Magdalene Maier (ALT)

Forsknings- og uddannelsesordfører

Jeg vil på baggrund af professor Peter Lauritsens svar på og kritik af mit indlæg om at opprioritere humaniora, både komme med nogle svar på hans kritik – og med en nuancering af mine pointer.

Først og fremmest er jeg glad for at møde kritik fra Lauritsen. Jeg mener, det er en vigtig debat at tage, og det er derfor positivt at få den nuanceret gennem kritik.
Jeg mener dog, at Lauritsen kommer til at skyde nogle holdninger i skoene på mig, som jeg i mit indlæg ikke giver udtryk for.

Systemkritikere kommer ikke kun fra humaniora
Som jeg har skrevet flere steder på de sociale medier, og som jeg gerne vil starte med at slå helt fast, er jeg ærgerlig over, at Altinget har ændret min titel på indlægget.

Det er nemlig ikke min holdning, at vi uden humaniora ikke ville have systemkritikere. Min oprindelige overskrift var derimod: ”Humaniora er en bærende del af fundamentet”.

Den ændrede overskrift har på den måde givet grund til mange tilfælde af misforståelser angående min pointe om systemkritikere.

Dermed har jeg ikke sagt, at jeg ikke anerkender eller værdsætter dannelse uden for den humanistiske tradition – det gør jeg! Det er bare en anden slags dannelse, vi taler om.

Carolina Magdalene Maier, forsknings- og uddannelsesordfører for Alternativet

Det, jeg skriver i mit indlæg, er: ”For det første uddanner humaniora systemkritikere.” Dermed aldrig sagt, at systemkritikere ikke kan komme fra alle mulige forskellige uddannelser og faglige baggrunde. Deri er jeg nemlig helt enig med Lauritsen.

Pointen er, at humaniora skaber en dyb indsigt i blandt andet kultur, historie, religion, litteratur, kunst, sprog og filosofi, der skaber et vigtigt fundament for kritisk refleksion. Det betyder ikke, at man ikke kan være systemkritiker fra en anden videnskabelig tradition.

Det betyder, at vi uden humaniora ville mangle nogle vigtige indsigter for eksempel i den måde vores sprog påvirker vores samfund, hvordan ideer om det gode samfund har udviklet sig og ændret sig gennem tiden, eller betydningen af kultur og kunst for samfundet og mennesket – bare for at nævne nogle få.

Det har betydning for alle i samfundet, fordi alle starter deres uddannelse med folkeskolen og for manges vedkommende efterfølgende med gymnasiet. Og uden humaniora ville disse uddannelsesinstitutioner mangle et vigtigt fundament.

Humanioras relative proportion
Lauritsen skriver også: ”aldrig har de humanistiske forsknings- og uddannelsesmiljøer været større”.

Her glemmer Lauritsen at betragte uddannelsernes proportioner relativt. For sammenligner vi humaniora med de andre fakulteter, så er humaniora kun blevet mindre og mindre. Så selvom humaniora i sig selv er større, end det nogensinde har været, er det ingenting i forhold til, hvor meget de andre uddannelser er vokset.

Lauritsens pointe om humanioras dyrkelse af det konservative, og Dansk Folkepartis særlige forkærlighed herfor, står for mig lidt uklart. For er der tale om, at Dansk Folkeparti viser kærlighed til humaniora generelt eller er det mere specifikt for nogle kristne og nationale værdier?

Hvis Dansk Folkeparti virkelig har en kærlighed til humaniora på et overordnet plan, kunne man i den forbindelse med rette spørge, hvor etikken i Dansk Folkepartis flygtningepolitik i så fald er at finde?

Humanioras betydning for en grundlæggende dannelse
Jeg holder fortsat fast i, at humaniora spiller en meget vigtig rolle for dannelsen. Og når Lauritsen skriver: ”Ret beset er det vel toparrogant, at man på den måde udnævner humanisterne til de dannede og resten til de halvdannede”, så overser han for det første, at humaniora bidrager til dannelse af os alle sammen – blandt andet gennem folkeskolen og gymnasiet, og for det andet skelner han ikke mellem forskellige former for dannelse.

Den humanistiske dannelse handler for mig i meget bred forstand om at blive menneske i og gennem samfundet. Altså at forholde sig til sig selv, til andre og til sine omgivelser.

Denne brede forståelse af dannelse fordrer, at vi gennem uddannelse lærer vores unge mennesker at reflektere over netop disse forhold. Den refleksion kan de klassiske humanistiske discipliner som eksempelvis etikken og filosofien hjælpe os med at udføre.

Det helt væsentlige her er, at den læring, der ligger i at blive menneske i og gennem samfundet, ikke har et andet formål end sig selv – der er ingen nytte forbundet med disse refleksioner. Jeg reflekterer ikke over, hvem jeg er, fordi jeg skal bruge det til noget konkret.

Når man bygger et hus, eller programmerer en computer, har det en konkret nytteværdi: at bygge huset færdigt eller at få lavet en programmering, der virker.

Derfor er der forskel på den dannelse, der ligger i den humanistiske tradition og eksempelvis den naturvidenskabelige.

Dermed har jeg ikke sagt, at jeg ikke anerkender eller værdsætter dannelse uden for den humanistiske tradition – det gør jeg! Det er bare en anden slags dannelse, vi taler om.

Humaniora er til for os alle sammen
Så for lige at slå det helt fast, har det på intet tidspunkt været min hensigt at fremstå arrogant eller at udnævne humanister til de dannede og resten til de halvdannede. Men som argumenteret er der tale om forskellige former for dannelse.

Netop derfor ønsker vi også i Alternativet, at den brede dannelse – altså at lære at blive menneske i og gennem samfundet – spiller en meget større rolle i hele uddannelsessystemet. Det gælder både i folkeskolen, på alle ungdomsuddannelser og på alle videregående uddannelser.

Konkret er vi i gang med at udvikle vores politik på uddannelsesområdet, og en af de ideer, vi leger med, er at genindføre en mindre grunduddannelse inspireret af det gamle filosofikum på samtlige videregående uddannelser.

Det handler ikke om arrogance, men om at tage vare på det samfund, vi alle holder af. Et samfund, hvis fremkomst er et resultat af en lang tradition, hvor entreprenante og solidariske ideer som eksempelvis højskole- og andelsbevægelsen har været med til at bære et velfærdssamfund frem.

Et samfund som i helt særegen grad er båret af humanistiske værdier som medmenneskelighed, etik, empati og meningsfuldhed. I Alternativet er vi bekymrede for, at den opadgående kurve i vores velfærdssamfund er i gang med at dykke.

Derfor er det så vigtigt for os, at vi ikke glemmer, hvad det egentlig er, der giver mening og værdi til vores liv, både som individer og som samfund.

Det kan humaniora hjælpe os med.