Forskere: Publiceringspres på universiteterne øger uligheden og undergraver den frie forskning

En anden lektor, Joachim, tilføjer: "Hvis man skal være en lille smule kræmmeragtig og interessere sig for, hvad der giver 'tax payer value', så er det jo ikke de amerikanske artikler."

Kronikken tager afsæt i et flerårigt forskningsprojekt om, hvordan man i dag gør karriere på danske universiteter.

Netværksarbejde fremmer karrieren

Vi har netop udgivet bogen 'Køn og karriere i akademia: Bag facaden', som er baseret på 173 kvalitative interviews med lektorer og professorer, der arbejder inden for økonomi, politologi og sociologi. 85 procent af de forskere, vi inviterede, takkede ja til at deltage.

Bogen beskriver en række karrierestrategier ("gaming") på universiteterne og de kønsforskelle, der karakteriserer dem.

Det er nemlig i højere grad mænd, der formår at udnytte systemet til egen fordel, mens kvinder er mindre fokuseret på at markedsføre deres forskning og er mindre systematiske, når det kommer til strategisk netværksarbejde. Det gælder naturligvis ikke alle mænd og alle kvinder i undersøgelsen, men kønsforskellene er iøjnefaldende.

I dag ligger der en betydelig netværksinvestering i det, hvis man vil ind i de bedste tidsskrifter. I dag er vi alle sammen både forskere og sælgere.

Margaretha Järvinen og Nanna Mik-Meyer
Hhv. professor, KU, og professor, CBS

"Måske var det en gang lettere at klare sig som forsker, selvom man ikke var en del af cirklen," siger Aksel, og fortsætter: "Hvis det var god forskning, så fik man sine artikler publiceret. I dag ligger der en betydelig netværksinvestering i det, hvis man vil ind i de bedste tidsskrifter. I dag er vi alle sammen både forskere og sælgere."

Aksels oplevelser er langt fra enestående.

Stort set samtlige deltagere i vores undersøgelse er enige om én ting: Netværksarbejde fremmer karrieren.  

Etablering og vedligeholdelse af relationer

Gaming hænger sammen med de tidsskriftslister, som de fleste institutter i vores undersøgelse opererer med. Listerne definerer et begrænset antal tidsskrifter, primært amerikanske, som "toptidsskrifter", og som de steder, hvor forskerne helst skal publicere, hvis de skal opfylde kriterierne for ansættelse som lektor eller professor.

Publicering i de tidsskrifter bygger i princippet på et objektivt bedømmelsessystem, hvor kun de bedste (måske fem procent) af de indsendte manuskripter bliver publiceret efter en lang reviewproces, hvor forskerne bedømmer hinandens arbejde.

I praksis fortæller vores interviewpersoner dog om et netværksafhængigt system, hvor det at kende tidsskriftsredaktører og reviewere spiller en afgørende rolle for, om man får sine artikler optaget eller ej.

En vigtig form for gaming er derfor at etablere og vedligeholde relationer til nøglepersoner på tidsskrifterne. Det gør man gennem at opsøge redaktører på konferencer, invitere dem til seminarer i Danmark eller kontakte potentielle reviewere på forhånd og få gjort dem opmærksomme på ens forskning.

Som Klaus beskriver sine kontakter til internationale kolleger, som senere kan komme til at fungere som reviewerere: "Du roser dem, men det skal være på den rigtige måde. Du smigrer dem, fortæller hvor inspireret du er af deres arbejde, du citerer dem rigeligt, og håber, at de vil være en del af reviewprocessen."

Piggy backing gør publicering lettere

En anden form for gaming er at etablere kontakter til anerkendte forskere fra andre lande, især amerikanere, og få dem som medforfattere på ens artikler.

Ulrik kalder det for "piggy backing," det vil sige at ride på ryggen af en anden person, og forklarer: "Du får en af de store navne ombord, for så er det meget lettere at få din artikel publiceret."

Preben beskriver også "piggy backing": ”Da jeg publicerede med en topforsker fra USA, var det som at køre på en firesporet motorvej, når man tænker på, hvordan jeg ellers kæmper med mine artikler, når det bare er mig, en almindelig fyr fra Danmark, der sender dem ind."

Gaming indebærer også at forme sin forskning efter, hvad man tror, de mest prestigefyldte amerikanske tidsskrifter ønsker. Det kan betyde, at man nedtoner nationale forhold eller kun forsker i emner og med metoder, som amerikanere finder relevante.

Samuel fortæller: "Det bedste er, hvis man kan bruge amerikanske data. Det øger publiceringschancerne. Danske data er ofte af god kvalitet, men de skal bruges på en måde, så det interesserer amerikanerne. Mine artikler er jo ikke adresseret til det danske samfund."

Det er ikke alle, der er lige gode til – eller ønsker – at deltage i gaming.

Vores forskning viser, at mænd i højere grad end kvinder engagerer sig i det strategiske netværksarbejde og bruger det som et systematisk værktøj til at øge deres chancer for publicering.

"Det handler om at 'pushe'," bemærker Sonja, og fortsætter: "Du bliver simpelthen nødt til at lære det. Du skal finde frem til de rigtige personer, opsøge mennesker som kan hjælpe dig. Jeg er ikke specielt strategisk på den måde, men mine mandlige kolleger ved præcis, hvordan det skal gøres."  

Administrative opgaver nedprioriteres 

Universiteternes ensidige fokus på "toppubliceringer" skaber et tunnelsyn blandt forskerne, hvor andre aktiviteter såsom undervisning og specielt administrative opgaver nedprioriteres. Det gælder for eksempel udvalgsarbejde, koordinatorroller og redaktionelle funktioner.

De mest strategiske deltagere i vores undersøgelse – mange flere mænd end kvinder – bruger derfor også strategier til at mindske deres undervisningsbyrde. De forhandler sig frem til kurser, der ligger så tæt på deres forskning som muligt, de underviser på det samme kursus år efter år, og de undgår kurser med tidskrævende eksamensformer.

En strategi i forhold til organisatoriske opgaver, som flere mænd (og ingen kvinder) i vores undersøgelse bruger er, at præsentere sig selv som "dårlig til administration." Torsten siger: "Når organisatoriske opgaver en sjældent gang lander hos mig, siger jeg til institutlederen: 'Er du sikker på, du har den rigtige? Administration er ikke min stærke side'."

En anden strategi, som andre mænd fortæller om, er at bruge så lidt tid som muligt på de organisatoriske opgaver, man bliver inddraget i. Klaus forklarer: "Du kan bruge en masse energi og tid på udvalgsarbejde, men du kan også bare engagere dig minimalt. Vores institutleder holder ikke øje med, hvem der gør hvad i et udvalg."

Vores undersøgelse viser, at kvinder er langt mere involveret i udvalgsarbejde, koordinatorroller og redaktionelle funktioner end mænd. Ligeledes forventes det, at kvinder også udviser et større organisatorisk engagement end mænd.

De kønsmæssige uligheder på universiteterne ser ud til at blive forstærket af det ensidige fokus på publiceringer i ganske få tidsskrifter.  

Margaretha Järvinen og Nanna Mik-Meyer
Hhv. professor, KU, og professor, CBS

Olivia sammenligner sig selv med sine mandlige kolleger: "Det ville være lettere at være en eller anden mand, der sad og var lidt uvenner med alle og aldrig kom i betragtning til de ting. Man burde ikke sige ja til opgaver, fordi man er sød."

Kvindernes store andel af det organisatoriske arbejde kan ikke undgå at have karrieremæssige konsekvenser.

Den frie forskning undergraves

Administrative erfaringer har minimal betydning, når institutledere og dekaner skal afgøre, hvem der skal ansættes eller forfremmes til en lektor- eller professorstilling. Det vigtigste bedømmelseskriterie er forskningsmeritter – i stigende grad defineret på basis af tidsskriftslister.

De kønsmæssige uligheder på universiteterne, som forskningen i efterhånden mange år har dokumenteret, ser ud til at blive forstærket af det ensidige fokus på publiceringer i ganske få tidsskrifter.

Vores forskning rejser en række fundamentale spørgsmål om udviklingen i akademia. Det er ikke blot spørgsmål, der handler om, hvordan vi kan sikre kvaliteten og relevansen af den forskning, vi producerer – og hvordan man kan forhindre, at tidsskriftslisterne har uheldige ligestillingseffekter.

Hvis vi fortsat tillader, at publiceringspresset og det strategiske netværksarbejde dominerer, risikerer vi også at undergrave den frie forskning, der er så afgørende for akademias bidrag til samfundet.

Universiteterne må tage stilling til, om de ønsker at fortsætte ad denne vej, eller om de vil arbejde for at skabe en mindre snæver akademisk kultur, hvor forskning vurderes på dens faglige værdi og ikke kun på, hvorvidt den er udgivet i specifikke amerikanske tidsskrifter.