Lektor: Universitetsreformen er i strid med arbejdstidslovgivning

ECTS er en fælles EU-angivelse for den arbejdsbelastning, et fag eller en uddannelse kræver.

I Danmark regner man med, at én ECTS svarer til omkring 28 arbejdstimer. 75 ECTS svarer således til 2100 timer.

Fratrukket weekender, fridage og 30 dages ferie er der i 2024 220 arbejdsdage tilbage. 2100 divideret med 220 og ganget med fem giver en arbejdsuge på små 48 timer.

Vil føre til fiflerier

En yderligere problematik er, at tre ud af fire af universiteternes kandidatstuderende i dag har et studiejob. Både fordi de ved, at det er vigtigt for deres karriere og fordi de færreste kan leve af SU.

Lægger man studiearbejdet oveni den normerede arbejdsuge på 48 timer, ja, så er det jo åbenlyst urealistisk at forvente, at de studerende kan bruge 48 timer om ugen på deres studie.

Med en etårig 75 ECTS kandidatuddannelse bliver mulighederne for studiejobs forringet.

Morten Knudsen
Ph.d., lektor på Intstitut for Organisation, CBS

Det er værd at bemærke, at studiejobs i dag skaber en smidig sammenhæng mellem studier og arbejdsmarked.

Med en etårig 75 ECTS kandidatuddannelse bliver mulighederne for studiejobs forringet – og dermed sammenhængen mellem uddannelse og arbejdsmarked.

Man kan indvende, at arbejdstidslov og ferielov ikke gælder studerende.

Men arbejdstidsloven er lavet for at sikre folk en rimelig arbejdsuge, og der er ingen grund til, at det hensyn ikke også skal gælde studerende. Det samme gælder ferie.

Holder man fast i planen om den etårige kandidatuddannelse på 75 ECTS, vil det uundgåeligt resultere i uigennemskuelige fiflerier, når de enkelte studieledere skal tilrettelægge studierne, så de faktisk kan gennemføres af de studerende.

Arbejdsmarkedets aftagere skal således ikke kun kunne skelne mellem etårige og toårige kandidater. De skal også vide, at de etårige ikke har studeret så meget, som planerne hævder.

Færre ressourcer til uddannelse

Angående den manglende realisme kan man også nævne aftalepræmissen om, at 20 procent af de kandidatstuderende skal være såkaldt fleksible erhvervskandidater, som ikke får SU, men til gengæld skal arbejde og studere samtidig.

Her har universiteterne foreløbig meldt pas med henvisning til, at de nye erhvervskandidatuddannelser er baserede på en uforsvarlig arbejdsbelastning.

De foreløbige planer for udmøntningen af reformen peger også på, at vi i de kommende år får en mere uigennemskuelig universitetssektor.

Her skal mange ressourcer trækkes fra undervisning og forskning, og i stedet bruges på bureaukrati i form af reformer og administration.

Og for at få de nye kabaler til at gå op økonomisk, er det planen, at kandidater, der har taget en etårig kandidatuddannelse, får ret til livslang efteruddannelse på universiteter. En mulighed, der er lukket land for de toårige kandidater.

Det virker vilkårligt og ude af trit med ambitionen om at få skabt livslang læring for alle.

Det har på intet tidspunkt stået klart, hvilket problem universitetsreformen har skullet løse. Til gengæld står det lysende klart, at den skaber mange problemer.

Spørgsmålet er, om der er politisk mod til at se problemerne i øjnene og sætte foden ned. Ellers risikerer vi at ende med en reform, som ingen længere kan se fornuften i.

Til oktober kommer kandidatudvalget med sin sidste rapport, så det er nu, der skal handles.