Om  
Christian Frigast
Jeppe Druedahl
Astrid Simonsen Joos

Her er ekspertgruppen, der skal hjælpe med at skære 3,5 milliarder af erhvervsstøtten

En ekspertgruppe bestående af økonomer, bestyrelsesmedlemmer og en administrerende direktør skal give sit bud på, hvor 3,5 milliarder skal skæres fra over 200 danske erhvervsstøtteordninger. Ekspertgruppen forventes at komme med sine anbefalinger i starten af oktober.

Christian Frigast kommer til at stå i spidsen for Erhvervsministeriets ekspertgruppe, der skal pege på, hvor 3,5 milliarder skal skæres i erhvervsstøtten.
Christian Frigast kommer til at stå i spidsen for Erhvervsministeriets ekspertgruppe, der skal pege på, hvor 3,5 milliarder skal skæres i erhvervsstøtten.Foto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix
Mathilde BrieghelChristoffer Lund-Hansen

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er klar med den ekspertgruppe, der skal give sine anbefalinger til, hvor erhvervsstøtten skal blive 3,5 milliarder kroner mindre. 

Erhvervsministeriet skriver i en pressemeddelelse, at Christian Frigast kommer til at stå i spidsen for ekspertgruppen. Han er professionelt bestyrelsesmedlem og er formand Axcel og Danmarks Skibskredit og næstformand i Pandora og PostNord.

Christian Frigast vil i ekspertgruppen blive flankeret af økonomilektor Jeppe Druedahl, økonomiprofessor Niels Johannesen, bestyrelsesmedlem Astrid Simonsen Joos og Lise Kaae, der er administrerende direktør i Heartland.

"Nu lyder startskuddet til, at vi kan få set erhvervsstøtten efter i sømmene. Vi har nedsat en kompetent ekspertgruppe med deltagere fra både erhvervslivet og forskningsverdenen," udtaler erhvervsminister Simon Kollerup (S) i pressemeddelelsen.

Erhvervsministeriet oplyser til Altinget, at ekspertgruppen forventes at komme med sine anbefalinger i starten af oktober.

Sådan bruges erhvervsstøtten

Regeringen og aftalepartierne SF, Radikale, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne har vedtaget, at erhvervsstøtten skal skæres med 3,5 milliarder kroner i den seneste reformaftale. 

Erhvervsstøtten er fordelt på over 200 forskellige støtteordninger og udgjorde 42 milliarder kroner i 2021. 

Støtteordningerne er inddelt  seks overordnede kategorier: 

1. Grøn omstilling
Ordninger rettet mod miljø, klima og natur – eksempelvis ordninger under energiaftalen fra 2018 (herunder ny havvindmøllepark og geotermi), økologisk arealtilskud, tilskud til miljøvenlig elproduktion samt afgiftsfritagelse af vedvarende energi fra biomasse.

2. Innovation og iværksætteri med videre
Ordninger med fokus på at styrke forskning, innovation samt iværksætteri bl.a. gennem uddannelse, herunder ordninger på forskningsrammen (eksempelvis Danmarks Innovationsfond).

3. Almennyttige og kulturelle formål
Ordninger målrettet almennyttige fonde – eksempelvis fradrag for fondes almennyttige bevillinger og hensættelser samt ordninger på kulturområdet med et kommercielt sigte – eksempelvis filmtilskud, tilskud til udgivelse af dagblade og nulmoms for trykte aviser og blade.

4. Global markedsføring og internationale rammevilkår med videre
Ordninger rettet mod eksportfremme, turisme og skatteordninger begrundet i ensartet behandling mellem virksomheder i Danmark og virksomheder i udlandet – f.eks. generel eksportfremme, Visit Denmark, proceslempelser og DIS-ordningen.

5. Partnerskabsinstrumenter under udviklingssamarbejde
Erhvervsrettede ordninger på udlandsrammen – eksempelvis Danida Business Finance.

6. Øvrig erhvervsfremme
Ordninger til at fremme enkelte brancher og aktiviteter – f.eks. lempelig beskatning af landbrugets produktionsjord, promilleafgiftsfonde og lavere afgifter i forbindelse med transport.


Kilde: Erhvervsministeriet

Skal finansiere grønne investeringer

De 3,5 milliarder, som ekspertgruppen skal finde i støtteordningerne, skal finansiere investeringer i forskning, uddannelse, grøn omstilling og skattelettelser.

Mindst 1,8 milliarder kroner skal som led i reformaftalen afsættes årligt til investeringer i forskning og grøn omstilling, hvoraf cirka 0,8 milliarder skal sikre en permanentgørelse af virksomhedernes fradrag til udgifter til forskning og udvikling. Fradragssatsen vil således fra 2023 fortsat udgøre 130 procent med et loft over skatteværdien af fradraget på 50 millioner kroner.

Læs også

Erhvervsministeren har tidligere sagt til Altinget, at han ikke vil fastlægge en frist for, hvornår og hvor besparelserne endeligt skal vedtages. Han tør ikke love, at det sker inden næste folketingsvalg, der senest skal afholdes i juni 2023. 

"Den politiske proces kan blive kort, hvis man tager anbefalingerne til sig og vedtager dem en-til-en," fortæller Simon Kollerup (S) til Altinget. "Den kan også tage lidt eller meget længere tid, hvis anbefalingerne ikke rimer på de politiske interesser, som partierne åbenlyst repræsenterer hver især. Det tør jeg ikke give et endeligt bud på."

"Jeg har været i politik længe nok til ikke at sætte tidsfrister op, medmindre jeg har en fornemmelse af, at jeg kan holde dem," tilføjer han.

Aftalen om at skære 3,5 milliarder kroner er indgået mellem regeringen og SF, Radikale, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne. Midlerne skal findes blandt over 200 erhvervsstøtteordninger. Det samlede beløb i støtteordningerne var omkring 42 milliarder kroner i 2021.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Frigast

Formand, Axcel, Danmarks Skibskredit og Aktive Ejere, næstformand, PostNord, Pandora, Axcel Advisory Board, bestyrelsesmedlem, EIFO
cand.polit. (Københavns Uni. 1976)

Jeppe Druedahl

Lektor, Center for Økonomisk Adfærd og Ulighed, Københavns Universitet
ph.d., polit. (København Uni. 2016)

Astrid Simonsen Joos

Adm. direktør, Glamox
master of science in Business and Economics

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024