Universiteter vil samarbejde om arktisk forskning
FORSKNING: Tre danske universiteter er onsdag og torsdag værter for en konference, der skal sætte fokus på øget samarbejde mellem danske institutioner om arktisk forskning.
![Aarhus Universitets forskningsstation Villum Research Station i Nordøstgrønland.](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=2560,f=jpeg/https://legacy.altinget.dk/images/article/167438/40409.jpg)
![Andreas Krog](https://www.altinget.dk/cdn-cgi/image/q=80,fit=crop,w=64/https://legacy.altinget.dk/images/Writers/5060-andreas-krog-2-48.jpg)
Andreas Krog
RedaktørDTU, Københavns Universitet og Aarhus Universitet har onsdag og torsdag sat knap 140 forskere, undervisere, og myndigheder samt repræsentanter for Færøerne og Grønland stævne på Hindsgavl Slot i Middelfart. På dagsordenen står en diskussion af, hvordan danske forskningsinstitutioner kan styrke samarbejdet i Arktis.
”Nye isfri ruter, eftersøgning af mineraler og olie i undergrunden og stigende interesse fra stormagterne om Arktis' fremtid og placering i det geopolitiske spil. Det er nogle af de udfordringer, som vi står overfor i blandt andet Grønland, hvor klimaforandringer, gnidninger om rigsfællesskabet og sociale udfordringer heller ikke gør hverdagen lettere,” skriver arrangørerne i en pressemeddelelse og fortsætter:
”Derfor skal der tænkes utraditionelt og på tværs af den gængse opdeling af forskningen i det arktiske område, hvor Danmark i forvejen har en lang tradition og dermed et forspring i forhold til de mange aktører og lande, som forsøger at få indflydelse på det kæmpemæssige store område, hvor alene Grønland udgør to millioner kvadratkilometer – cirka 50 gange større end Danmark.”