Nyrup i NATO
Ingen forfatter
Ingen forfatter
Ingen forfatter
Køligt vurderet har Nyrup ikke på forhånd de største chancer. For at blive daglig chef for NATO skal to betingelser opfyldes: For det første forudsættes det, at USA går varmt ind for kandidaten. For det andet er det et krav, at Frankrig ikke er imod kandidaten.
Det var sandt, da tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen kandiderede, og faldt på fransk modstand. Poul Nyrup Rasmussens aktion mod de franske atomprøvesprængninger i Stillehavet for nogle år siden sidder formentlig dybt i præsident Chiracs hukommelse, og det er nemt at forestille sig, at Frankrig vil foretrække en anden kandidat end den tidligere danske statsminister, som cyklede med for lille cykelhjelm i atomprotest og desuden hindrede Livgarden i at optræde i Frankrig dén sommer.
Der er et tredje handicap for en dansk kandidat. Nemlig landets størrelse. Selv om Danmark, også i Nyrups tid, optrådte som et trofast NATO-land og en stærk støtte til USA, vil en egnet kandidat fra et stort NATO-land blive foretrukket, hvis en sådan kandidat melder sig. Det var den skæbne, der overgik tidligere forsvarsminister Hans Hækkerup for fire år siden. Han stod til at få jobbet, lige indtil Storbritannien sent i forløbet sendte sin forsvarsminister, George Robertson, på banen. (...)
Men uanset de vanskelige odds, som Nyrup er oppe imod, skal han have fuld støtte fra Danmark. Han har en international erfaring og et kontaktnet, som kvalificerer ham. For Danmark vil det have stor betydning at have den tidligere statsminister placeret i toppen af en betydningsfuld organisation – og set med regeringens øjne må det have betydning, at netop en socialdemokrat tegner NATO. Det vil gøre det vanskeligere for hjemlige socialdemokrater at falde tilbage til fortidens misbrug af fodnote-politik til hjemlige formål. (...)
Poul Nyrup Rasmussens aktion mod de franske atomprøvesprængninger i Stillehavet for nogle år siden sidder formentlig dybt i præsident Chiracs hukommelse, og det er nemt at forestille sig, at Frankrig vil foretrække en anden kandidat end den tidligere danske statsminister
Berlingskes leder
Om Nyrups chancer i NATO