Analytikere: Invester i forsvar, da fremmede magter har frit spil i luftrummet over Arktis

Forsvarsforligskredsen besluttede i februar at styrke Forsvarets kapaciteter i Arktis ved tilførsel af 1,5 milliarder kroner. Beløbet skal blandet andet anvendes til satellitovervågning, to langtrækkende droner, kommunikation samt en radar på Færøerne.

Men dette kan kun være en begyndelse. For pakken indeholder ingen styrkelse af luftrumsovervågningen over Grønland. Her har fremmede magter fortsat frit spil. Derfor bør der senest i forbindelse med de kommende forsvarsforligsforhandlinger laves en arktis kapacitetspakke II.

Denne pakke må som minimum indeholde luftrumsovervågning med radarer, skibe og eller fly, og i et luftforsvarsperspektiv, mulighed for at operere med danske kampfly over Grønland i samarbejde med USA og andre allierede i området.

Den netop vedtagne kapacitetspakke giver god mulighed for overvågning af det enorme område, både på land og til vands. Men uden luftrumsovervågning over Grønland vil Rusland eller andre fremmed magter stadig have frit spil.

Når den planlagte radar på Færøerne er i drift, stopper Natos luftrumsovervågningskæde ved Island, og fremmede fly vil kunne flyve direkte ind i Grønlands luftrum på vej mod allieret luftrum, uden at Danmark eller andre er i stand til at opdage dette. Dette udgør en trussel mod ikke kun Danmark og Grønland, men også vores allierede i det Arktiske.

Russiske bombefly i Nato-territorium på få timer
Denne trussel kan manifestere sig på flere måder. Med langtrækkende russiske bombefly fra Kola halvøen eller med fly med langtrækkende missiler ombord fra Ruslands nye arktiske base Nagurskoya i Franz Josefland.

Uden luftrumsovervågning over Grønland vil Rusland eller andre fremmed magter stadig have frit spil.

Jens Wenzel Kristoffersen, Hans Peter Michaelsen
Forsvarsanalytiker ved hhv. KU og uafhængig

På få timer kan disse fly nå Nato-territorium og ikke mindst amerikansk og canadisk territorium, hvor disse først meget sent detekteres, når de når den radarkæde, som administreres af North American Aerospace Defence Command (NORAD).

Men sådan har det ikke altid været. Fra 1961 til 1993 var Grønland en del af den 3.000 kilometer lange Distant Early Warning (DEW) kæde med i alt 63 radarstationer. Fire af disse radarstationer stod på Grønland og bidrog til overvågningen af Grønlandsk luftrum.

DEW kæden blev officielt nedlagt i 1993 efter afslutningen af den kolde krig. NORAD-kæden er en efterfølger for DEW-kæden.

Den er forsat aktiv og består af 11 langt- og 36 kortrækkende radar over en 4.800 kilometer lang og 320 kilometer bred strækning, som dækker amerikansk og canadisk luftrum og maritime territorium, med det mål at beskytte Canada og USA mod angreb fra luften og til overvågning af det maritime territorium.

Kæden dækker ikke det grønlandske territorium. Nu er den forsvars- og sikkerhedspolitiske situationen i det arktiske område imidlertid en ganske anden. Rusland udfordrer den arktiske lavspænding med såvel militær magt som med efterretnings- og forskningsmæssig tilstedeværelse. Desuden opererer Kina i området primært med civil forskningsmæssig aktivitet som en selverklæret "nær-arktisk" stat.

Danmark burde bidrage til kollektiv sikkerhed
USA og Canada erkendte i februar 2021, at såvel amerikansk som canadisk territorium potentiel kan være truet. Landene blev derfor enige om at modernisere NORAD for at sikre landenes territorier mod de trusler, der er begyndt at manifestere sig.

Fremmede fly vil kunne flyve direkte ind i Grønlands luftrum på vej mod allieret luftrum, uden at Danmark eller andre er i stand til at opdage dette.

Jens Wenzel Kristoffersen, Hans Peter Michaelsen
Forsvarsanalytiker ved hhv. KU og uafhængig

Danmark deltager for nuværende ikke i dette samarbejde. Det giver derfor god mening at se på, hvordan Danmark kan bidrage til den kollektive sikkerhed i Arktis ved at overveje flere muligheder for forstærket overvågning af luftrummet.

Til lands kan der etableres et antal radarstationer på strategisk vigtige steder, hvor der i forvejen er en eksisterende infrastruktur. Radarerne skal naturligvis placeres på passende lokationer, hvor dækningen sikres bedst muligt og hvor man vil kunne opnå en cirka 400 kilometer cirkulær dækning ind over grønlandsk luftrum for hver af de etablerede radarstationer.

Til søs kan det ske ved at udskifte de nuværende radarer på søværnets tre luftforsvarsfregatter til langtrækkende luftrumsovervågningsradarer, som både kan sikre dækningen i forhold til fly samt moderne missiler.

Disse enheder kan så placeres på udvalgte strategiske positioner på udvalgte tidspunkter på året og samtidig indgå i et langtrækkende missilforsvar, når disse enheder samtidig udstyres med den rette missilpakke til nedskydning af missiler.

Danmark bør hævde suverænitet i grønlandsk luftrum
Dette ville samtidig betyde, at Danmark vil råde over strategisk vigtige platforme, som samtidig efter behov kan indgå i Natos ballistiske missilforsvar. Desuden kan man overveje, at de nye isforstærkede patruljeskibe, der i løbet af de næste cirka ti år skal afløse de aldrende inspektionsskibe af Thetis-klassen, udstyres med en moderne luftrumsovervågningsradar.

Og i luften vil Danmark kunne overveje at indkøbe særlige luftovervågningsfly som eksempelvis det svenskproducerede Global-Eye. Sådanne fly vil i perioder kunne sikre samme luftrumsovervågning som land- eller søbaserede radarer og desuden overvåge skibstrafik i deres område.

Sådanne fly kan hurtigt indsættes fleksibelt i områderne over samt omkring Grønland, og de vil også være særdeles velegnet til brug i forskellige Nato-operationer og til international indsats.

Når Danmark bliver i stand til at overvåge det grønlandske luftrum, bør vi også være i stand til at hævde suveræniteten i grønlandsk luftrum, på samme måde som dansk forsvar hævder denne til vands og til lands herhjemme i Danmark.

Dette vil kræve, at der periodevis deployeres danske kampfly til strategisk udvalgte baser i området. Det kunne være Kangerlussuaq, Thule eller eventuelt Keflavik på Island, hvor Nato-landene på skift indsætter kampfly flere gange årligt. Kampfly vil med kort varsel kunne beordres i luften og imødegå en eventuel trussel, i lighed med hvad der sker herhjemme, når dansk luftrum krænkes.

En dyr investering
Skal ovenstående realiseres, koster dette mange penge. I runde tal vil hver af de nævnte radarløsninger til lands og/eller til søs koste i omegnen af mellem 400 og 500 millioner kroner stykket. Hertil kommer driftsomkostninger, som vil være forskelligt, afhængigt om det bliver en landbaseret eller maritim løsning eller en kombination heraf.

Radarløsninger er en dyr investering, men en investering, som Danmark sandsynligvis må gøre sig, hvis vi vil leve fuldt op til vores forsvars- og sikkerhedspolitiske ansvar i Arktis og Nordatlanten.

Jens Wenzel Kristoffersen, Hans Peter Michaelsen
Forsvarsanalytiker ved hhv. KU og uafhængig

Omkostningerne ved en maritim løsning er nok mindst, da det primært er en engangsinvestering, men det kræver til gengæld, at mindst én af luftforsvarsfregatterne altid opererer i området. En landbaseret løsning vil kræve etablering af infrastruktur (radartårn, elforsyning og kommunikation) i et ofte uvenligt, koldt og ufremkommeligt terræn samt permanent tilstedeværelse af driftspersonel.

Tilsvarende vil en luftbåren løsning være omkostningstung i form af daglige driftsomkostninger, fly- og jordpersonale, hangar og basefaciliteter udover selve indkøbet af det pågældende fly. Omkostninger som forsvaret skal medregne.

Samlet set er en skibsbaseret luftrumsovervågning sandsynligvis den billigste, men den er begrænset af de aktuelle skibes placering på havet. En landbaseret overvågning giver permanent dækning, men begrænses af geografi samt mulighed for infrastruktur. En flybaseret overvågning er den mest fleksible, men det kræver mindst tre fly at etablere permanent dækning i et område.

Når politikerne i den kommende forsvarsforligskreds sætter sig til bordet for at forhandle det næste forsvarsforlig, vil det være naturligt også at drøfte ovenstående, og hvad en eventuel Arktisk kapacitetspakke II vil kunne indeholde.

Det er en dyr investering, men en investering, som Danmark sandsynligvis må gøre sig, hvis vi vil leve fuldt op til vores forsvars- og sikkerhedspolitiske ansvar i Arktis og Nordatlanten. Samtidig må vi afsøge mulighederne for at finde løsninger i samarbejde med vores nordamerikanske allierede USA og Canada i et fælles forsvar af det Arktiske område.