Bo Lidegaard svarer anmelder: Jeg vedgår min hang til den afgørende scene

Af Bo Lidegaard
Historiker, forfatter og tidligere ansvarshavende chefredaktør for Politiken

Historien er en uundværlig erfaring, når vi prøver at forstå de forandringer, der sker i verden. Med ujævne mellemrum forandrer de store globale parametre sig, og vi er som land og folk tvunget til at gentænke, hvem vi er, og hvordan vi orienterer og placerer os i en ny verdensorden, som vi ikke kender, men som vi indser er på vej.

Vi er midt i en sådan opbrudstid nu, og selv om vi ikke kan se præcist, hvor det bærer hen, er vi klar over, at de grundbetingelser, vi kender, og som i de helt store træk har været uforanderlige siden begyndelsen af Den Kolde Krig, er i hastigt opbrud.

Vi historikere er håbløst bagefter
Sidst, vi stod over for en lige så altomfattende omkalfatring af den kendte verden, var i årene efter Anden Verdenskrig.

Især 1947-49, hvor Danmark gik fra at skulle manøvrere mellem Europas stormagter med USA som en fjern fætter, til at finde fodfæste i en bipolær verden med USA som den altdominerende magt og vores nære alliancepartner.

Derfor vender vi nu tilbage til de år med fornyet interesse – og derfor giver det også mening, at Wium kaster kritisk lys på netop dét spørgsmål.

Det er først, når historien bliver levende, at den også bliver vedkommende.

Bo Lidegaard
Historiker, dr.phil. og tidligere ansvarshavende chefredaktør for Politiken

Som historikere er vi håbløst bagefter i forhold til datidens aktører. De vidste så uendeligt meget, vi ikke ved, og de forstod deres egen tid på en måde, vi aldrig kan komme til.

Hvad vi ser, er kun fragmenter, som vi stykker sammen til en historie, der uvægerligt præges mere af vores eget perspektiv og vores egen tid, end af deres. Kun på ét punkt kan vi trumfe: Vi ved, hvordan det gik. Det er historikerens afgørende fordel, fordi det gør det muligt at forstå historien baglæns og at trævle den op, uden at skulle følge uendeligt mange vildspor og fejltrin.

Vi må spille den trumf, vi har
Vi kan koncentrere os om det i historisk perspektiv væsentlige, selv om der i samtiden måske var andre ting, der fyldte meget mere. Vores viden om, hvordan det videre gik, er naturligvis også en vældig fejlkilde. Fordi vi kender facit, forfalder vi let til forestillingen om, at det var det eneste mulige, og at datidens beslutningstagere tænkte mere strategisk frem mod målet, end de gjorde.

Ikke desto mindre må vi spille den trumf, vi har, også fordi det konkret og i dagens aktuelle situation er intenst interessant at sætte sig ind i og prøve at forstå, hvordan ledende politikere og embedsmænd – og på forbløffende kort tid befolkningens store flertal – på et par år kom fra en fast overbevisning om, at "ikke-blok" var helt afgørende vigtigt, til at blive medstifter af Atlantpagten, vestblokkens dåbsattest.

Hvordan kom vi fra den ene overbevisning til den andet? Hvordan forstod vi de forandringer, der skete i verden, og hvordan fik vi overbevist os selv om, at det, der havde stået som urokkelige grundpiller i dansk udenrigspolitik, nu pludselig ændredes på få måneder?

De væsentlige spørgsmål om alliancebeslutningen
Selvom historikere kan være lige så passioneret uenige om udlægningen af historien, som vi kan være om politiske spørgsmål i nutiden, tror jeg, at der er nogenlunde enighed om de grundlæggende svar på de væsentlige spørgsmål i forbindelse med alliancebeslutningen 1947-49:

Danmark var af både økonomiske, sikkerhedspolitiske og strategiske grunde tvunget til at finde et nyt ståsted, og i takt med, at alle andre muligheder af forskellige grunde viste sig enten uønskelige eller uopnåelige, endte vi af alle tre grunde med at søge medlemskab af Atlantpagten, oven i købet som medstifter i april 1949.

Fra Marshallhjælpen i 1947 over Grønland og opfattelsen af truslen fra øst gik der en snoet men dog klar linje frem mod Nato-medlemskabet, som på forbløffende kort tid gik fra at være både politisk og folkeligt uønsket, til at blive vedtaget med bredt flertal og så solid folkelig opbakning, at vi siden har taget alliancen for givet. I hvert fald indtil nu.

Både Wium og jeg har – ligesom utallige andre historikere og historisk interesserede – kredset om spørgsmålet: Hvad og hvem gjorde udslaget?

Var det Marshallhjælpen og økonomien? Sikkerheden? Grønland? Henrik Kauffmanns dramatiske dobbeltspil i Washington? Atombomben? Den nordiske løsnings skibbrud? Eller måske opfattelsen af en konkret og direkte trussel om et sovjetisk fremstød og en ny 9. april?

Kauffmann og Grønlands afgørende betydning
Der er gode argumenter for alle de nævnte grunde og flere til, og de fleste vil være enige om, at det var samspillet mellem dem, der fremtvang bruddet med neutralitetspolitikken og Danmarks nyorientering i verden.

Men hvis det hele spillede ind, hvordan skal vi så udrede, hvad der var afgørende? Hvordan udleder vi erfaringen? Og hvordan fortæller vi historien? Det er her, vandene skilles. Og det er her, Wium Olesen sætter kniven ind.

Hen påpeger, at jeg i 'Uden Mandat' tillægger Kauffmann – og Grønland – afgørende betydning for alliancebeslutningen, mens jeg i min bog om Jens Otto Krag fokuserer på andre hjemlige forløb, der blev afgørende for omsvinget i den socialdemokratiske ledelse.

En lejlighedsargumentation, mener Wium Olesen, der alt efter sammenhængen fremhæver snart det ene snart det andet element, og som derfor bliver mindre overbevisende som samlet forklaring.

Biografi som historisk genre
Kritikken er ikke uden brod, og Wium kobler den til valget af biografi som historisk genre: Når man vælger at bruge en Jens Otto Krag eller en Henrik Kauffmann som omdrejningspunkt, får man forskellige perspektiver, som på hver sin måde skævvrider historien.

Det er der noget om, og det er en af grundene til, at det er vigtigt med forskellige tilgange og genrer, hvor fokus og vinkling er forskellig. Forløbet var ikke entydigt, og historien er det heller ikke.

Det er derfor, vi bliver ved med at fortælle og genfortælle den, og det har været en særlig oplevelse for mig efter 25 år at vende tilbage til historien om Henrik Kauffmann og til trekantsdramaet mellem USA, Grønland og Danmark.