Christian E. Skov: Stormen på Capitol Hill afslører en politisk kultur i forfald

Shamanen på senatets talerstol bringer på den måde mindelser om Det fjerde korstog, da korsridderne erobrede Konstantinopel og satte en skøge på patriarkens trone, som spruttede med vulgariteter, mens der blev drukket vin af alterbægerne. Profanering (at krænke ved at udvise utilbørlig mangel på religiøs ærefrygt, red.) er et meget virkelig og meget konkret historisk fænomen.

Så der er forskel, og dette øjebliks alvor hænger i høj grad på den symbolske profanering af en institutionel og værdimæssig ordens ydre udtryk.

Men afviser man på forhånd det åbenlyst apologetiske i trumpisternes argumentation, er det alligevel rigtig stilfærdig at konstatere, at der naturligvis også er paralleller mellem de to former for optøjer.

Det drejer sig i begge tilfælde om reduktionen af politisk uoverensstemmelse til rå dominans. Begge optøjer indikerer en demokratisk samtale, som er forstummet med det forudsigelige resultat, at de mobiliserede masser er i færd med at bemægtige sig den politiske scene.

Og det er netop dette vi skal frygte. Ikke et kup fra den ene eller den anden side. Der er vi slet ikke. Ikke endnu. Men vi er ved at bevæge os i retning af en kultur, hvor vi behandler politiske modstandere som fjender, der skal besejres og helst ydmyges.

På den måde er volden på gadeplan en forlængelse af det betændte debatmiljø på de sociale medier. Vi skal da heller ikke være spor overraskede over, at det netop er støtter af SoMe-præsidenten per excellence, som står bag vanhelligelsen af det amerikanske demokratis tempelbjerg.

Man skal ikke gøre sig illusioner om mennesket. Det er et tyndt lag fernis, der afholder det fra barbariet. Skræller man en stærk politisk kultur af, bliver folket til pøbel, og så kan ingen institutioner stå imod. Det er ikke forfatninger, men derimod den politiske kultur, som er folkestyrets egentlige grundlov.

Et fungerende folkestyre er kort sagt afhængig af at have løst massens problem. Det troede vi, at vi havde i Vesten indtil ikke for længe siden.

Det havde vi ikke.

Og her er vi ved populismens grundlæggende problem. På den ene side er det helt rigtig, at populismen har demokratisk værdi fordi den kan kanalisere politisk energi ind i institutionerne. En succesfuld populisme kan genbekræfte og revitalisere de demokratiske institutioner og den demokratiske kultur.

På den anden side – som Trump viser – foregår appellen til de populistiske strømninger ofte ikke ved at forsøge en sådan kanalisering, men ved at tappe direkte ind i en folkelig vrede mod de bestående institutioner. Populisme handler i vidt omfang om anerkendelse. Demagoger som Trump har fundet ud af, at ”den glemte mands” anerkendelsestrang nemmest tilfredsstilles ved at tale hans vrede efter munden.

De taler massen og pøblen frem i folket. Stormen på Capitol Hill rummer netop dette perspektiv. Demokratiets symbolske og reelle forvandling til pøbelvælde.

-----

Christian Egander Skov (født 1985) er cand.mag. i historie og religionsvidenskab og har en ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er redaktør ved Årsskriftet Critique og forfatter til bogen 'Konservatisme i mellemkrigstiden'. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.