Ellemann førte an i minksagen – nu står han selv med et forklaringsproblem
Forsvarsministeriets redegørelse for, hvad der egentlig skete, da man hasteindkøbte israelske kanoner, bliver spændende at læse. Vi mangler nemlig svar på, hvor de fejlagtige oplysninger om tilbuddets udløbsdato stammer fra – Ellemann-Jensen selv eller Forsvaret.
Esben Schjørring
Politisk redaktørEn forceret beslutningsproces, uklare og måske endda slet og ret vildledende oplysninger til Folketinget og forhalede svar til pressen, når vi spørger på vegne af den demokratiske offentlighed.
Sagen om forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensens hasteindkøb af et nyt artillerisystem fra den israelske våbenfabrikant Elbit udviser alle sygdomstegnene fra de senere år i dansk politik.
Altinget afdækkede op til weekenden, hvordan Finansudvalget i slutningen af januar fik blot to timer til at behandle tilbud på nye kanoner til 1,7 milliarder kroner, med den begrundelse at det ellers ville udløbe ved månedens udgang.
Sagen om forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensens hasteindkøb af et nyt artillerisystem fra den israelske våbenfabrikant, Elbit, udviser alle sygdomstegnene fra de senere år i dansk politik.
Sandheden er, at tilbuddet stadig gælder i skrivende stund, faktisk frem til 30. juni i år.
Det var som nævnt i januar, og Jakob Ellemann-Jensen havde ikke været ny forsvars- og vicestatsminister i mange uger. Paradoksalt nok – og måske meget sigende for det forjagede liv på Slotsholmen, som den her sag også vidner om – stresssygemeldte Ellemann-Jensen sig få uger senere.
Derfor har det været fungerende forsvarsminister og medlem af regeringsledelsen Troels Lund Poulsens lod at svare på regeringens vegne.
Til Altinget og i et brev til ordførerkredsen lød forklaringen, at Finansudvalget og dermed Folketinget kun fik 120 minutter til at træffe så stor en beslutning, fordi Danmark med hurtigt svar kunne komme forrest i køen hos producenten Elbit. Altså ikke at selve tilbuddet ville falde.
"Det var således ikke den kontraktuelle mulighed for anskaffelse inden for den opgivne pris, men derimod muligheden for prioritering af en dansk ordre på produktionslinjen som forudsætning for hurtige leverancer, der omtaltes," hedder det.
Hvorfor man så ikke bare oplyste det til Finansudvalget i første omgang, fortæller forsvarsministeren ikke. Derfor fortsætter ordførerkredsen selvsagt med at forfølge sagen i et kommende samråd.
"Det var ikke det, der blev lagt vægt på dengang i de informationer, som vi fik. Det virker, som om man skifter forklaring efter jeres afsløring," som Enhedslistens Pelle Dragsted sagde til Altinget.
Placerede Lund Poulsen aben hos Ellemann?
Under tirsdagens præsentation af regeringens udspil til nyt forsvarsforlig meddelte Troels Lund Poulsen så, at han har bedt ministeriet om en redegørelse i sagen. Og modsat tonen i ordførerbrevet ser han nu på sagen "med største alvor".
Der skal findes en ny balance mellem warfare og welfare, der rækker generationer frem. Som den regering, der skal træde de første vigtige skridt i den balancegang, påhviler der SVM-regeringen et særligt ansvar for, at det bliver forankret institutionelt og parlamentarisk på en ordentlig måde.
Redegørelsen bliver spændende at læse. Særligt spændende, hvis den afdækker, hvor de fejlagtige oplysninger om det israelske tilbuds udløbsdato stammer fra; Ellemann-Jensen selv eller Forsvaret, som har indhentet tilbuddet.
Interessant nok i den sammenhæng understregede Lund Poulsen på føromtalte pressemøde, at han personligt ikke har et direkte ministeransvar:
"Nu er det vigtigt at sondre mellem mig og Jakob Ellemann-Jensen. Jeg er ikke Jakob Ellemann. Jeg er Troels Lund Poulsen."
Alt efter temperament kan læse det som et forsøg på at opstille to stole, mellem hvilke ansvaret kan falde ned. Eller hænge selvsamme om halsen på partiformanden.
Men perspektivet rækker videre end det.
Tilliden til Forsvaret
Danmark befinder sig – ligesom det øvrige Europa – i et sikkerheds- og forsvarspolitisk tidehverv. Territorium, geografi, militarisering og nære fjender er efter Ruslands invasion af Ukraine tilbage som realiteter, man må forholde sig til – og det har allerede ført til en beslutning om historiske milliardinvesteringer i dansk forsvar.
Der skal findes en ny balance mellem warfare og welfare, der rækker generationer frem.
Som den regering, der skal træde de første vigtige skridt i den balancegang, påhviler der SVM-regeringen et særligt ansvar for, at det bliver forankret institutionelt og parlamentarisk på en ordentlig måde.
Åbenhed og ærlighed er også her uomgængelige dyder.
I forvejen lider Forsvaret og dermed forsvarspolitikken under massive troværdighedsproblemer, efter Rigsrevisionen har påpeget svært forståelige vanskeligheder med økonomistyringen, som har efterladt en regning på 38 milliarder kroner.
Ukrainechokket
Så ja, Ukrainekrigen har påført os og resten af Europa et chok. Den verden, vi troede, vi levede i, viste sig at være en kulisse foran en langt mere brutal og blodig virkelighed.
Og når man er chokeret, har man en tendens til akut handling. Men god ledelse – også politisk ledelse – består i bevare roen i pressede omstændigheder og træffe sine beslutninger på et ordentligt grundlag.
Under minksagen var det ét af angrebspunkterne for Ellemann-Jensen i kritikken af Mette Frederiksen. Den måtte han siden hen sluge for at bringe Venstre i regering.
Det er ironisk, at han nu befinder sig i et lignende problem.