Ellemanns usentimentale problemknuser trives bedst i skyggen og magtens inderste cirkler

Da Danmarks nye økonomiminister og Jakob Ellemann-Jensen vigtigste politiske wingman, Troels Lunds Poulsen, skulle beskrive sin rolle i Venstre og dansk politik, brugte han engang en metafor fra fodboldbanen.

I et interview med Altinget fra 2016 fortalte han, at han mest af alt ser sig selv som en vigtig midtbanespiller:

"Jeg er ikke den, der høster æren for at score en masse mål. Men qua et stort løbearbejde er jeg i stand til at bringe vores politik i mål," sagde han dengang.

Selvom Troels Lund Poulsen efterhånden er blevet en rutineret spiller i dansk politik med erfaring som minister for både miljø, undervisning, skat, beskæftigelse og erhverv, står han med sit nye job overfor en af de vigtigste udfordringer i karrieren.

I de næste fire år handler det nemlig først og fremmest om at genrejse Venstre og gøre formand Jakob Ellemann-Jensen til en superstjerne på den politiske fodboldbane.

Men – det er måske det vigtigste – han skal også sørge for, at alle de indrømmelser, som Venstre fik i regeringsforhandlingerne, overlever, når julefreden er ovre, og hverdagen melder sig.

Som ny økonomiminister med fast plads i både Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget kan den 46-årige østjyde se frem til en tid, hvor han skal bruge en stor del af sine vågne timer på at lægge arm med den socialdemokratiske finansminister, Nicolai Wammen, og sikre tydelig borgerlige og liberale aftryk på alt det, der kommer ud af regeringen.

Ikke meget tyder på, at Venstre og Trols Lund Poulsen kan se frem til en nem sæson. I dele af baglandet og vælgerkorpset hersker der nemlig en udbredt frustration over, at formanden brød sit løfte fra valgkampen og gik i regering med den socialdemokratiske hovedfjende.

Ifølge en række kilder, der kender Venstre og Troels Lund Poulsen, og som Altinget har talt med i forbindelse med udarbejdelsen af dette portræt, kunne Ellemann dog næppe ønske sig en bedre holdkammerat i kampen for at overbeviserne skeptikerne om, at det var rigtigt at blive ved forhandlingsbordet.

Det skyldes først og fremmest, at han på Christiansborg er kendt som en politiker, der altid læser alle papirerne, og som kender alle sine sager ned i den mindste detalje. Men også at han er en dreven og kynisk magtpolitiker, der ikke er bange for at tage hårde midler i brug, hvis det er i partiets interesse.

Eller som Simon Emil Amtizbøll-Bille, der har en fortid som økonomiminister i den daværende VLAK-regering, siger det til Altinget:

"Ellemann kunne ikke finde nogen, der var bedre til jobbet. Troels er flittig, han er dygtig, han er pragmatisk, og han er god til at fjerne problemer, inden de når op til formanden."

Troels Lund Poulsen har takket nej til at deltage i et interview med Altinget. I en sms skriver han, at han først vil sige noget om sin nye post efter jul.

Bliver jeg ikke valgt, må det jo være sådan

Troels Lund Poulsen (V)
Økonomiminister

I Vestager og Bendtsens fodspor

Selve udnævnelsen af Danmarks nye økonomiminister gik i høj grad under radaren i de store medier. Symptomatisk for Troels Lund Poulsen var der andre ministre, der løb med overskrifterne.

For eksempel vakte det en del furore og kritik, at Jakob Ellemann-Jensen ikke satte sig på et tungt økonomisk ministerium.

Den ære tilfaldt i stedet Troels Lund Poulsen.

Ifølge kilder i Venstre blev beslutningen taget ud fra en fælles erkendelse af, at Troels Lund Poulsen slet og ret er Ellemann overlegen, når det kommer til viden om økonomi og den praktiske indretning af det danske velfærdssamfund.

Hans nye arbejdsplads, Økonomiministeriet, har været lagt i dvale under den forrige S-regering. Men nu er det genopstået som en central og selvstændig førerbunker, hvor Venstre med et sekretariat af embedsmænd med store regnemaskiner kan støbe egne kugler i den økonomiske politik.

Formelt har ministeriet fået sin portefølje fra Finansministeriet. Troels Lund Poulsen skal blandt andet bruge sin tid på konjunkturovervågning, statistik og den årlige økonomiske redegørelse. Samtidig skal han repræsentere regeringen i det såkaldte Ecofin-udvalg i Bruxelles, hvor EU-regeringernes finans- og økonomiministre mødes.

På den måde går han i fodsporene på en række markante politikere. Både Marianne Jelved (R), Bendt Bendtsen (K), Margrethe Vestager (R), Morten Østergaard (R) og Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) har haft titlen som økonomiminister, mens de har været topfigur i et mindre regeringsparti.

Med posten kan man agere som en slags skyggefinansminister overfor det store, dominerede regeringsparti, fortæller Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

"Posten er reelt en form for skyggefinansminister. Derfor er det ikke ressortet og de formelle opgaver, der er det væsentlige. Det handler om at have en minister, der er inde over alle større udspil og økonomiske forhandlinger," siger han.

Selvom Venstre med regeringsgrundlaget er kommet igennem med en række borgerlige mærkesager i form af skattelettelser i top og bund, lavere skat på generationsskifte i virksomheder og mere udenlandsk arbejdskraft, kan der hurtigt opstå gnidninger i samarbejdet, hvor der er brug for Troels Lund Poulsens erfaring og evner.

Det skyldes, at formuleringerne om den økonomiske politik er op til politisk fortolkning. På den ene side står der, at regeringen vil "føre en aktiv finanspolitik", hvis Danmark "rammes af et alvorligt tilbageslag i økonomien".

På den anden side står der også, at "udfordringer på den korte bane" ikke må "skygge for, at Danmark udvikles gennem ansvarlige og ambitiøse strukturreformer".

Når tingene spidser til, er det derfor langtfra sikkert, at Niciolai Wammen og Troels Lund Poulsen har den samme opfattelse af, hvad et "alvorligt tilbageslag" og "udfordringer på den korte bane" konkret betyder.

På samme måde har regeringen kun anvist vejen til at skaffe 31.500 af de 45.000 lovede ekstra fuldtidspersoner til arbejdsmarkedet. Hvordan de resterende 13.500 skal skaffes er dermed også stadig noget, der skal afgøres i interne forhandlinger.

På den baggrund forventes det, at Troels Lund Poulsen vil opbygge et økonomisk og politisk sekretariat, der kan krydse klinger med Wammens ministerium.

"Han lader sig i hvert fald ikke tromle af Finansministeriet, det er helt sikkert," siger en kilde, der både kender Venstre og Troels Lund Poulsen.

L-banden og overfrakken

Selvom han hverken er kendt som folkeforfører eller ølkassetaler, tyder meget på, at Troels Lund Poulsen er castet godt i rollen som Wammens nemesis.

Når man taler med kilder, der kender ham, får man nemlig et indtryk indtryk af en politiker med en veludviklet sans for magt. Men også en loyal partisoldat, der altid har udvist absolut hengivenhed overfor den til enhver tid siddende formand i Venstre.

I hvert fald har både Fogh, Løkke og Ellemann med tiden nået frem til konklusionen om, at Troels Lund Poulsens var enten uundværlig eller uomgængelig i toppen af partiet.

Mest central var han for Lars Løkke Rasmussen i hans sidste periode som statsminister. Ikke bare som topminister med fast sæde i Økonomiudvalget - men også som en betroet væbner i Venstres mangeårige magtkampe.

I 2014, da sædet brændte under Lars Løkke Rasmussen, agerede Troels Lund Poulsen og Lars Christian Lilleholt et slags telefonisk tæskehold, der ringede rundt til folk i partiet for at sikre, at de ikke også greb ud efter høtyven og deltog i Kristian Jensens revolte.

"Troels kæmper altid for den siddende formand. I en sådan situation er det krig, og der gælder det om at vinde. Han giver ikke op. Han bliver ved," siger en kilde, der kender ham personligt.

Da Lars Løkke Ramussen i 2019 gik af som formand for Venstre efter et dramatisk forretningsudvalgsmøde i Brejning, tog han hjem til Lars Christian Lilleholt i Odense for at drikke gin og tonic. Med om bordet i baghaven var også Troels Lund Poulsen.

Da Ellemann overtog formandsposten, var han dog ikke fanget af fortiden. Tværtimod var han hurtig til at tilbyde sin arbejdskraft og fuldtonede loyalitet i bytte for en plads i toppen af partiet.

Sammen med Sophie Løhde og Karsten Lauritzen udgjorde han den såkaldte L-bande, der kørte folketingsgruppen med hård hånd.

Ifølge Ekstra Bladets Venstre-kilder var bandens taktik "at banke løs på regeringen i alle sager. Også mere end hvad sherif Ellemann til tider bryder sig om".

På samme måde vakte det frustration i partiet, at fagordførerne ikke kunne gå til forhandlinger på deres områder uden have "overfrakken" med.

I Jyllands-Posten kunne man læse, at det var Bertel Haarder, der fandt på betegnelsen i frustration over, at Troels Lund Poulsen, der var finansordfører, indtog en magtfuld rolle som chefforhandler "i både store og små forhandlinger under Ellemann".

I visse tilfælde følte ordførerne sig endda "modsagt eller kørt ud på et sidespor" af Troels Lund Poulsen.

Det billede blev underbygget i løbet af valgkampen, hvor Troels Lund Poulsen deltog i lanceringen af samtlige politiske udspil. Mest bemærkelsesværdigt var det, da han på et pressemøde afbrød Ellemann og udlagde Venstres linje i spørgsmålet om, hvorvidt den rigsretsdømte Inger Støjberg kunne blive minister i Venstre-ledet regering.

"Nu kan Venstres formand jo så korrekse mig. Nu går jeg langt ud på planken," lød det dengang fra Troels Lund Poulsen.

Ifølge en Venstre-kilde viser eksemplerne, at Troels Lund Poulsen besidder den "nødvendige kombination af faglighed og kynisme", det kræver at være i toppolitik. Men også, at han er klar til at tackle igennem og gå på kompromis med de personlige relationer, hvis det er det, der skal til.

Bliver jeg ikke valgt, må det jo være sådan

Troels Lund Poulsen (V)
Økonomiminister

Møder klokken seks

Ifølge en anden kilde med stort kendskab til Venstre, kan man ikke "overvurdere den rolle, han har spillet for Ellemann i de første par år".

Nogle mener sågar, at han i det store hele har overtaget Claus Hjort Frederiksens mangeårige rolle som partistrateg. Derfor var han også dybt involveret i forhandlingerne og den endelige beslutning om at droppe det borgerlige sammenhold og gå med i SMV-regeringen.

Det er en kendt sag, at Troels Lund Poulsen oprindeligt drømte om at blive finansminister. Men den post formåede Venstre ikke at hapse fra Socialdemokratiet i den store kabale.

Men når det ikke kunne være, er økonomiministerposten faktisk lidt af en ønskeposition for Troels Lund Poulsen.

Han trives nemlig bedst, når han sidder "midt i spindelvævet", hvorfra han kan påvirke enhver beslutning, lyder det fra en kilde.

Det store ansvar har dog sin pris. Som minister var han nemlig kendt for at møde ind klokken seks hver morgen. Samtidig er det også en kendt sag, at han altid læser alle papirer og alle bilag. Efter sigende skulle det være både respektindgydende og intimiderende, når han på møder udspurgte sine embedsmænd om sagerne.

Selvom han kan være hård og krævende overfor sine medarbejdere, slipper han dog oftest afsted med det. Mest af alt, fordi de fleste har stor respekt for hans kapacitet og evne til at knokle igennem.

Det er også derfor, han selv sætter pris på politiske modstandere, der mestrer forhandlingens kunst og det politiske håndværk.

For eksempel var han på grænsen til det euforiske, da han som beskæftigelsesminister i 2017 spillede en afgørende rolle i forhandlingerne om en stor trepartsaftale mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.

"Han lever og ånder for at lave store aftaler, som alle kan se sig selv i. Der er han virkelig i sit es," siger en kilde.

Trolex og skattesag

Den politiske karriere har dog ingenlunde kun været en dans på roser for Troels Lund Poulsen. I 2007 fik han som nyudpeget miljøminister til opgave at realisere Anders Fogh Rasmussens nye, grønnere kurs.

Det var dog noget, der gjorde ondt i landbruget og i hjembyen Hedensted, hvor han har været valgt og opstillet siden 2001. Men Troels Lund Poulsen var og er partiets mand, og derfor tog han tæskene uden at kny.

Tæsk kom der også, da han under Lars Løkke Rasmussen blev udpeget som først skatteminister og senere undervisningsminister. Først kom han i fedtefadet for at have modtaget et 68.000 kroner dyrt Rolex-ur fra en oliesheik fra Qatar. Efter kritik fra Ombudsmanden endte han med at aflevere uret til Skatteministeriet. I visse kredse hænger øgenavnet ’Trolex’ dog stadig ved.

Endnu værre blev det, da han i forbindelse med valget i 2011 blev involveret i Helle Thorning-Schmidts skattesag. Han var mistænkt for at blande sig i SKAT Københavns afgørelse om Thornings mands personlige skatteforhold.

Sagen gav Troels Lund Poulsen en ordentlig tur i mediemøllen, og han blev senere en central figur i den kommission, der skulle granske, hvordan den nu forhenværende statsministers fortrolige skattepapirer kunne havne på forsiden af B.T.

Selvom han afviste alt kendskab til sagen, var Troels Lund Poulsen i en periode så langt nede i kulkælderen, at han måtte tage orlov fra Folketinget. Kommissionen fandt aldrig ud af præcis, hvem der stod bag lækagen.

Ingen formandsdrømme

Koblet med en manglende evne til at slå igennem i medierne og i befolkningen har sagerne betydet, at Troels Lund Poulsen aldrig er blevet en stor stemmesluger. Snarere tværtimod.

Frem mod valget i november viste prognoser sågar, at hans mandat i Hedensted i Østjyllands Storkreds var i fare, og derfor fik han af partiledelsen tilbudt en sikrere kreds.

Men, som han sagde det i et interview med Politiken op til valget:

"De var med til at vælge mig i 2001 og har været hos mig i de tider, hvor jeg havde det svært i dansk politik. Derfor har jeg ikke villet give slip, og bliver jeg ikke valgt, må det jo være sådan."

I stedet for at tækkes brede vælgergrupper, dyrker han sit bonderøvs-image med fuld styrke.

Weekenderne og fritiden bruger han på at passe sit fritidslandbrug i Tølløse, og i valgkampene turnerer han med en pølsevogn bag på den blå Berlingo.

På Instagram, hvor han hedder stadig hedder Traktor-Troels, poserer han ofte foran traktorer af favoritmærket John Deere.

Han er da også for længst – måske takket være en udbredt mangel på sentimentalitet – nået frem til, at han trods sine åbenlyse kvaliteter som politiker aldrig kommer helt til tops i Venstre.

"Jeg har aldrig nogensinde set mig selv som formand for Venstre," sagde han til Altinget i 2016.

"Det er jeg ikke den rette til. Jeg er langt bedre til at skabe og formulere den politiske platform, som Venstre skal have. Det er min styrke."