EU godkender plan om ny fredsstyrke - regeringen vil have Danmark med
Vi skal af med forsvarsforbeholdet, så danske soldater kan deltage i en fremtidig europæisk udrykningsstyrke på i alt op til 5.000 mand, siger forsvarsministeren og udenrigsministeren. Men nogen EU-hær bliver det ikke, forsikrer de.
Thomas Lauritzen
Europa-analytikerBRUXELLES: Regeringen ønsker at se dansk deltagelse i en ny europæisk fredsstyrke, der er et af hovedelementerne i Den Europæiske Unions netop vedtagne forsvars- og sikkerhedspolitiske strategi.
”Vi skal ikke være det eneste af de 27 medlemslande, der står udenfor. Vi skal være med, når vi former fremtidens sikkerhed,” sagde udenrigsminister Jeppe Kofod (S), da de europæiske udenrigs- og forsvarsministre mandag vedtog EU’s nye militære handlingsplan kaldet Det Strategiske Kompas.
Der findes ikke nogen Nato-hær eller nogen EU-hær, det er jo en myte. Det, der findes, er samarbejde mellem selvstændige lande.
Jeppe Kofod (S)
Udenrigsminister