Lars Findsen: DR-dokumentar er en misvisende forsimpling af dansk krigsdeltagelse

Danmark stillede op til de svære opgaver. Og belært af blandt andet de snærende FN-mandater på Balkan og en erkendelse af, hvad det kræver at levere en robust indsats, var de danske styrkebidrag ikke underlagt alle mulige operativt begrænsende forudsætninger.

Der er talrige eksempler på nationer, hvis styrkebidrag var pålagt sådanne begrænsninger. Soldaterne skulle være tilbage i lejren inden mørkets frembrud, flyene måtte kun fotografere og ikke smide bomber og så videre.

Sådan er det ikke med danske bidrag. Og dét kombineret med soldaternes dygtighed og selvstændighed gjorde vores styrkebidrag endog særdeles værdsatte hos vores mest betydningsfulde alliancepartnere.

Og så havde vi en efter alle standarder bred folkelig opbakning til de danske engagementer.

Dét kan være svært at kommunikere politisk, men det hele betød noget for Danmarks positionering i de år. Vi var med i inderkredsen, når der skulle træffes beslutninger, også i bredere internationale anliggender.

Vi fik adgang og indgik i operative konstellationer på et niveau, som ville efterlade mange af vores andre partnere misundelige.

Lars Findsen

Vores bidrag havde således en klar positiv udenrigspolitisk effekt.

Og på det mere diskrete plan tør jeg, som tidligere chef for PET og FE, også godt sige, at det betød noget for vores position i efterretningsmiljøet. Det gjaldt især i forhold til vores største og vigtigste samarbejdspartnere på efterretningsområdet.

"Samtalerne" med mine internationale chef-kolleger startede simpelthen bare et andet sted, og vi fik adgang og indgik i operative konstellationer på et niveau, som ville efterlade mange af vores andre partnere misundelige – hvis de vidste det. Og dét havde betydning for Danmarks sikkerhed.

Og på den store strategiske klinge så betød vores styrkebidrag, at vi blev betragtet og behandlet som et kerne-Nato-medlemsland på trods af, at vi lå pænt under to-procent-målsætningen.

Vi leverede langt mere output per krone end de fleste andre lande. Og de midler, vi dér sparede, kunne bruges ude i samfundet generelt.

Samtidig betød deltagelsen i de internationale missioner, at dansk forsvar gennemgik en enorm udvikling og blev prøvet i kamp.

Soldaterne ude i den spidse ende leverede i den grad varen, og den hjemlige struktur gjorde alt, hvad den kunne for at kanalisere forsvarets sparsomme midler (og de var og blev stadig mere sparsomme i de år) ud til soldaterne i form af ordentligt udstyr, våben og ammunition.

Det betød så, at der var kaserner, der led under et vedligeholdelsesefterslæb herhjemme. Men det var resultatet af informerede beslutninger, der blev truffet, og som de ansvarlige politikere var en del af, og som grundlæggende handlede om at sætte de kæmpende soldater i centrum.

Og så gør øvelser det altså ikke alene. Udsendelser i internationale missioner fremmer ikke bare Danmarks interesser på forskellig vis. Det er med til at holde forsvaret skarpt.

Dansk forsvar havde ikke i dag haft den erfaring og genereret den viden, vi har, hvis det ikke var for den – sammenholdt med de fleste sammenlignelige lande – meget aktive deltagelse i internationale missioner.

Og det gælder alle tre værn, der hver for sig og til tider sammen leverede imponerende bidrag. Og dén erfaring og viden skal vi bruge til at styrke og udvikle forsvaret til at møde nuværende og fremtidige trusselsbilleder.

Det, jeg her har nævnt og mere til, skyldes, at Danmark deltager i internationale missioner og danske soldaters indsats, og det skal vi takke dem for.

Det gør vi altså ikke med 'Frontlinjens' narrativ.

Ingen faldt forgæves, og vi skylder dem, der faldt, deres efterladte og de sårede på krop og sjæl, vores dybeste respekt og taknemmelighed.