Lars Struwe: Verdens brændpunkter er forbundne og forandrer dynamikken i Nato

Nato-partnerskabet med Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand er i høj grad i amerikansk interesse. Koblingen af Rusland, Kina og Nordkorea er derfor en måde, hvorpå de amerikanske prioriteringer imødekommes.

Franske, tyske, italienske og britiske flådestyrker har været eller er på vej til farvandene i Asien. Danmark bliver helt sikkert også spurgt om en fregat. Det er en ny global sikkerhedspolitik, som USA's allierede i Nato bakker op om. Det står klart efter Nato-topmødet. Til stor frustration for både Rusland og Kina.

Vladimir Putin kobler selv regionerne sammen i hans sikkerhedspolitik. Siden 2007 har han lagt op til et opgør med den internationale verdensorden og fået støtte fra Kina og til en vis grad de andre stater i Brics.

Ny geopolitisk dynamik

Rusland troede, at det kunne vælte det ukrainske styrer på få dage, men 900 dage efter invasionen er Rusland tvunget til at søge hjælp hos partnere og allierede. Det skaber en ny dynamik geopolitisk.

Den muslimske verden er splittet og kan ikke ses som et samlet hele.

Lars Bangert Struwe
Generalsekretær, Atlantsammenslutningen

Rusland søger hjælp hos Kina, Iran og Nordkorea. Alle fire stater forenes i ønsket om, at USA og den liberale verdensorden med dens regelbaserede orden skal væltes.

Rusland betaler ved at give adgang til særligt billig energi og råstoffer. Det giver indtægter til Rusland, og samtidigt kan Rusland købe våben til krigen hos Nordkorea, Iran og nok også Kina. Rusland står her som den svage part, der er helt afhængig af særligt handlen med Kina.

I Iran har man udslettelsen af Israel som en af de vigtigste sikkerhedspolitiske dagsordenpunkter. Dette kunne måske holdes inden for en boble, der kun involverer de to stater, men Iran får hjælp af en række grupperinger i Libanon, de palæstinensiske selvstyreområder og Yemen.

Nu sender USA forstærkninger til området, og Nato skriver direkte, at det ser Iran som en destabiliserende faktor for Euro-Atlantisk sikkerhed.

Det iransk-russiske samarbejde

Nato ser med dyb bekymring på det iransk-russiske samarbejde.

I slutkommunikeet fra Nato-topmødet peges der direkte på, at iranske ballistiske missiler til hjælp for Rusland i Ukraine vil kunne eskalere situationen. Efter Nato-topmødet har Iran anmodet Rusland om luftforsvarssystemer.

Samlet set er det ikke kun et spørgsmål om handel med våben, men om en række konflikter, der ikke er indkapslet, og som på tværs af regioner påvirker sikkerhedspolitikken.

I Yemen har houthierne, der er allierede med Iran, angrebet ikke kun Israel med missiler, men også den internationale skibstrafik. De har holdt russiske og kinesiske skibe ude af disse angreb.

Modsvaret har været vestlige og arabiske stater, der har forsvaret ikke kun Israel men også den internationale skibstrafik. Jordan og Saudi-Arabien har i denne konflikt valgt side, og det er Vestens. Så den muslimske verden er splittet og kan ikke ses som et samlet hele.

Sikkerhedspolitiske prioriteringer

Samarbejdet imellem Nordkorea og Rusland udfordrer i høj grad tanken om regionale sikkerhedskomplekser, og at disse er adskilt. Derved bliver for eksempel konflikten på den koreanske halvø lige pludselig en del af en europæisk konflikt, og Sydkorea åbner for at sælge militært udstyr til Ukraine.

I USA har Nordkorea og Ruslands samarbejde udløst vrede og en ny kobling hos dele af tænketankmiljøet i USA, Europa og Asien. Tænketankene er lige nu i gang med at flytte disse tanker ind i det republikanske parti, hvilket jeg oplevede i forbindelse med Nato-topmødet i Washington i juli i år.

Det afgørende de næste par år bliver sikkerhedspolitiske prioriteringer. Det gælder for politikere, militær og erhvervsliv.

I Europa bliver vi nødt til at agere i den koblede verden ved at være til stede, der hvor vores største allierede USA er – ellers så kan vi ikke regne med, at USA prioriterer os. Det er det, der vil få Nato til at hænge sammen, både med Trump eller Harris som præsident i USA.