Militæranalytiker: Fremtidens forsvar skal ikke indrettes bag lukkede døre

Debatten om Forsvarets fremtid skal startes blandt politikere, befolkning og allervigtigst dem, der selv er i aktiv tjeneste og ved, hvor skoen trykker, skriver militæranalytiker Jens Wenzel Kristoffersen.

Debatten om fremtidens forsvar skal tages offentligt med inddragelse af dem, der lige nu er i aktiv tjeneste, skriver Jens Wenzel Kristoffersen.Foto: Line Fjordside / Forsvarsgalleriet

Jens Wenzel Kristoffersen

Orlogskaptajn, militæranalytiker, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Efter et veloverstået Nato-topmøde, hvor de fleste glæder sig over, at Finland og Sverige nu er inviteret ind i alliancen, og med udmeldingerne om en styrkelse af Natos reaktionstyrker på op til 300.000 mand, er det blevet tid for alliancen til at trække i arbejdstøjet for at få omsat det nye strategiske koncept til virkelighed.

Dette gælder også for Danmark. Særligt i forhold til opgaven med at få indrettet forsvaret, så vi for det første kan leve op til vores nuværende og kommende forpligtelser overfor Nato (det, man kalder for Natos styrkemål til nationerne). For det andet, så vi er i stand til at varetage forsvaret af Danmark i samarbejde med allierede venner og forstærkninger. Og her er der nok at tage fat på.

En god begyndelse kunne være at starte debatten op i bred forstand. En debat, der inkluderer befolkningen og især Forsvarets folk. Her menes de eksperter, der er i Forsvaret, fra bund til top. De, som ved, hvor det gør ondt, og som er uddannet til netop at varetage forsvaret af Danmark.

Hvis man ikke i tide får (re)defineret de opgaver, som Forsvaret skal løse, vil vi igen se tidligere tiders forligsprocesser og resultat om indretningen af dansk forsvar blive præsenteret ved en "skåltale i Forsvarsministeriet".

Rent forsvarsmæssigt har man endnu ikke gjort sig klart, hvad den nye sikkerhedspolitiske situation betyder for Danmark
Jens Wenzel Kristoffersen
Militæranalytiker, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Færdig og politisk klappet af – men uden den fornødne forankring i befolkningen og i Forsvaret. Med det nu indgåede nationale kompromis og løftet om at nå Natos fastsatte to procent af BNP bør dette denne gang være anderledes. Ikke kun på grund af den lange tidshorisont på et kommende forlig, men især, fordi det er afgørende for varetagelsen af Forsvarets politisk bestemte opgaver.

Giv forsvarsloven et serviceeftersyn

Med et Nato, hvor hovedfjenden er defineret som Rusland, og hvor afskrækkelse og kollektivt forsvar står højst på dagsordenen, er det på tide at spørge: "Hvad nu, Danmark?".

For hvordan indretter vi bedst et dansk forsvar forankret i de sikkerhedspolitiske udfordringer, den indenrigspolitiske økonomiske virkelighed og den danske befolkning – baseret på en forsvarsmæssig anbefaling, som holder vand, og som er velfunderet og forankret i den allerbedste militærfaglige indstilling?

Det gøres bedst gennem en tydelig og gennemskuelig debat.

For rent forsvarsmæssigt har man endnu ikke gjort sig klart, hverken fra politisk hold eller fra Forsvarets side, hvad den nye sikkerhedspolitiske situation betyder for Danmark, og den efterfølgende "her og nu".

Det er den debat, som vi skal være parate til at tage, både i befolkningen og navnlig i Forsvaret. Derfor vil en god start ville være, at politikerne med involvering af Forsvaret gav forsvarsloven et "serviceeftersyn".

Her bør de spørge sig selv, om loven stadig holder? Lever den fortsat op til en forandret sikkerhedspolitisk virkelighed? Når det er afklaret, og eventuelt nye opgaver er defineret, er tiden til at vende sig mod Forsvaret.

Læs også

Forskere: Natos vigtigste topmøde siden Den Kolde krig får stor betydning for dansk forsvarspolitik

Debat

Forsvaret ved selv, hvor skoen trykker

Men først efter at en grundig debat har skabt klarhed over, hvilke opgaver man fra politisk hold ønsker, at Forsvaret skal løse, eksempelvis i Arktis, inden for Rigsfællesskabet, i det høje nord, i det varme syd, i øst mod Baltikum og i vest ude i Atlanten i forhold til alliancepartnere, i forhold til migration eller i EU-regi.

Og når jeg skriver "med Forsvaret”, menes der med de, der er i aktiv tjeneste i Forsvaret – de, som ved, hvor skoen trykker. Debatten skal altså føres med dem, som reelt set ved, hvad et forsvar drejer sig om. Som har prøvet det, har ført kommando, har mærket det at have ansvar for andre i skarpe situationer. Dem, som har haft ansvaret for en bataljon, et kompagni, skib eller fly og som har bidraget med utallige missioner i verdens brændpunkter.

Debatten skal føres med dem, som reelt set ved, hvad et forsvar drejer sig om
Jens Wenzel Kristoffersen
Militæranalytiker, Center for Militære Studier, Københavns Universitet

Dem, som ved, hvordan man forsvarer et land, hvordan man fører krig i alle tre værn. Med dem, som er uddannet til forsvar, dem, som gør tjeneste i beredskabsstyrelse og hjemmeværn på alle niveauer – lav som høj.

Først dér indfinder fagligheden sig og vender tilbage til indretningen af dansk forsvar. Og først dér vil der være basis for at indrette et forsvar, som kan indgå i alliancesammenhæng og samtidig forsvare Danmark, i en ny version to komma nul. Som samtidig er en attraktiv arbejdsplads, hvor man ønsker at gøre tjeneste, måske endda i mange år, med alle de fantastiske udfordringer, det byder på.

Først dér vil vi kunne tiltrække de unge, de værnepligtige ligestillede kvinder og mænd, som ønsker at være med til at forsvare Danmark, som ønsker at tage et samfundsansvar, og hvor samfundet og forsvaret heraf er sat højere end individet selv.

Forligsforhandlinger skal ikke være en lukket boks

Denne debat, som er så nødvendig at tage, bør startes af de politikere, som ønsker at tage ansvar.

I forhold til Forsvaret skal opfordringen være, at man fra ledelsesniveauet i et parallelt forløb igangsætter sine overvejelser og den interne debat, ledet og drevet af dygtige ledere. Og at man fra medarbejderside, fagforeninger, med flere kan give udtryk for, hvordan indretningen af dansk forsvar bør være.

Dette vil i langt højere grad sikre en 360-graders forankring i Forsvaret, som er så vigtig, fordi det i sidste ende er Forsvaret selv, der skal implementere de politisk trufne beslutninger.

Ovenstående kræver politisk mod og ledelse. Især i forhold til de kommende forligsforhandlinger. Denne gang ikke som en lukket boks, hvor kun inderkredsen har adgang til diskussionerne, men i et åbent forløb, hvor såvel politikere, befolkningen og forsvaret har bidraget.

Og når så det næste forlig så begynder at forme sig som resultat af åbne processer og gennemskuelighed forankret i en politisk, befolkningsmæssig og ikke mindst forsvarsmæssig debat fra bund til top, bør spørgsmålet rejses:

Er grundlaget for fremtidens forsvar nu skabt? Kan skuden holde tæt de næste ti år? Og kan Forsvaret løbende forandres til at være relevant i forhold til den altid skiftende forsvars- og sikkerhedspolitiske situation?

Politik har aldrig været vigtigere