Mindeord: Annemarie Outze holdt mindet om besættelsen i live

Annemarie Outze blev min gode ven, da jeg sammen med Erik Lund skrev en bog om hendes far for fjorten år siden.
Pudsigt nok havde hun og Erik Lund fødselsdag samme dag - 14. marts - og det havde vores researcher på bogen, Trine Wehnert, i øvrigt også. Det var fødselsdagsbanden, og i nogle år fejrede vi dagen med en frokost.

Men for Erik og Annemarie var det en anden dato, der for alvor bandt dem sammen. Det var 4. maj - årsdagen for den berømte besked i radioen om, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig.

Hvert år ved skumringstid på det tidspunkt, hvor frihedsbudskabet havde lydt, ville Erik ringe til Annemarie, og de ville tale lidt om befrielsen og om Annemaries far, der jo selvfølgelig var Børge Outze, Informations grundlægger.

Besættelsen blev et livsprojekt

Måske talte de også lidt om det, der skete ude på Amager 1. maj 1945 - da Annemarie var knap to år. Den aften var Børge Outze vendt tilbage fra Sverige i en lille båd og gået i land ved Amager Strand, ikke langt fra familiens villa på Amager Strandvej 164.

Familie-legenden fortæller, at Børges kone Ruth besvimede, da hendes mand pludselig stod der i villaen. Det var første gang, Børge Outze så sin anden datter, Eva, der var blevet født juleaften 1944.

Erik, der var født 1939, og Annemarie var generationen af krigsbørn, og vi andre kan næppe nogensinde forstå, hvad og hvor meget besættelsen betød for dem. Derfor blev det også for dem begge to et livsprojekt at holde mindet om besættelsen - og om Børge Outze - i live.

Båndet imellem dem blev for alvor knyttet, da Børge Outze døde i 1980, og de to sammen tømte kælderen under villaen på Amager Strandvej med alle Outzes gamle arkiver. Meget af det i en grum stank af kattepis - men intet, der kunne bevares, blev smidt ud. Det gjaldt for eksempel en gammel bibel, der ikke kunne åbnes, fordi siderne var våde og klistrede sammen.

Da Erik mange år senere genfandt biblen under oprydning i sit eget arkiv, var den tør, og da han bladrede i den, faldt der et par dokumenter ud: nogle af de breve, som Outze havde skrevet til sin familie på groft toiletpapir i Vestre Fængsel og fået smuglet ud.

Kæmpede imod stofmisbrug

Annemarie Outze blev aldrig nogen offentlig person som sin far. I nogle år var hun dog et ansigt i den offentlige debat som formand for Landsforeningen af Pårørende til Stofmisbrugere.

Hendes egen søn var narkoman, og hun kæmpede en hård kamp for at skåne andre børn og unge for at ende samme sted. Hendes mærkesag var modstand mod lægeordineret herion - fordi det indebar en erkendelse af, at ens barn eller kære aldrig ville blive stoffri, og at tilbagefald til misbrug altid ville lure lige under overfladen. Sådan gik det også med hendes søn, der døde ung.

Annemarie levede de sidste år med kræft, og i denne uge døde hun på hospitalet med datteren Maria ved sin side. Maria Outze bor - lige som hendes egne børn og børnebørn - i Sydsverige, og med Annemaries død er hele Børge Outzes slægt nu bosiddende på den anden side af Øresund. Det ville sikkert glæde den gamle redaktør.

I et af de digte, som han skrev under krigen, og som hans datter omhyggeligt sørgede for at opbevare til eftertiden, skrev han følsomt om den svenske kyst og redningen af de danske jøder, som han deltog aktivt i at organisere:

De meldte fra Lund og fra Höganäs 
Mørk var den danske Kyst 
Myldrende Både ved hvert et Næs 
landed så snart det blev lyst 
Moses som skabte en Vej i Vand 
brolagt med Tanggro'de Sten 
Skænk os din Stav til at skabe Land 
hver Aften fra Vedbæk til Hven!

Vi kan takke Annemarie Outze (og Erik Lund) for, at vi andre fortsat har den slags brikker, når vi skal samle historien om Danmark under Anden Verdenskrig, og når vi skal fortælle om de mennesker, der var der og oplevede det.

Sidste år nåede Annemarie heldigvis at være med, da Frederiksberg Kommune sammen med dagbladet Information indviede den lille Børge Outzes plads ved N.J. Fjords Allé (hvor Informations illegale redaktion havde hjemme i et stykke tid under besættelsen).

Annemarie og hendes familie var lykkelige over at være med til indvielsen af pladsen. Og til Information sagde Annemarie, at hun håbede, folk ville sætte sig på pladsen og tænke på frihed.

Vi skylder alle Annemarie en stor tak for hendes indsats for frihed. Hvil i fred.