Pårørende til soldat: Jeg har ikke brug for jeres medlidenhed

Min mand har været udsendt mange gange. Det er ude i verden, at han gør en forskel – måske det i fremtiden er herhjemme eller i hvert fald tættere på Danmark, at han skal gøre en forskel.

Når min mand igennem de sidste 15 år har været udsendt, har jeg herhjemme haft mange besynderlige oplevelser med dem, vi kunne kalde 'de almindelige danskere'. Mennesker jeg møder på min vej, i foreningslivet, på arbejde og sågar i familie og vennekredsen.

Det er som om, at ingen forstår min stolthed over min mands villighed til ultimativt at ofre sig selv for den frihed og de værdier, vi sætter højt, men måske tager det for givet og som en selvfølgelighed.

Så længe der findes mænd som Putin og organisationer som Taliban, er der behov for soldater, der tør gå forrest

Vinnie Højmark
Formand, Familienetværket

I stedet er jeg blevet mødt med mange andre reaktioner som for eksempel spørgsmålet: "Hvad laver vores soldater der?" og hvad skal jeg som hustru svare til det? Spørg politikerne – jeg er ikke ekspert i international politik.

Men gennem mit frivillige arbejde for pårørende til udsendte soldater har jeg mødt en del politikere, og jeg ved, at beslutninger om at sende vores soldater i krig er noget, de tager meget alvorligt. Og jeg må derfor stole på, at de ved bedre end jeg og rådgives af nogle, der ved endnu mere.

Er jeg blåøjet naiv – nej! Krig er i bund og grund en fejl, men så længe der findes mænd som Putin og organisationer som Taliban, er der behov for politikere, der har modet, og soldater, der tør gå forrest! Har vi noget alternativ?

Den klassiske reaktion

Et andet spørgsmål kan være "Hvordan kunne du lade ham tage af sted." Der er virkelig langt fra min stolthed til at svare nogenlunde imødekommende på det spørgsmål. Jeg får lyst til at svare med et modspørgsmål – hvis en du holder meget af drømmer om at rejse verden rundt med rygsæk – ville du så forbyde dem det?