Seniorforsker: Natos styrkemål spænder ben for dansk oprustning i Arktis

Ingen arktiske Nato-lande har isforstærkede fregatter med både antiluft- og antiubådsudrustning. Derfor kan russiske ubåde i dag sejle ud fra Barentshavet gennem Bear Gap mellem norske Svalbard og Skandinavien og under den drivende polaris langs den østgrønlandske kyst og rundt om Uummarnnarsuaq igennem Greenland-Iceland-UK (GIUK) gap uden at blive opdaget. Derfra har ubådene adgang til Altanterhavet, hvor USA har svært ved at opspore dem.

De store huller i Natos forsvar af Nordamerika og forsyningslinjerne til Europa betyder, at USA med jævne mellemrum gør Norge og Danmark opmærksomme på behovet for at kunne blokere russisk adgang til Bear og GIUK Gap.

Små Nato-lande som Norge og Danmark med begrænsede forsvarsstyrker og legitime patruljerings- og overvågningsopgaver i de arktiske områder, hvor Natos forsvar er svagest, har nemlig de bedste muligheder for at afskrække Rusland uden at udløse et modsvar, der virker eskalerende.

Grønlandske forventninger til dansk forsvar

Danmark har ifølge Grundloven ansvaret for Grønlands sikkerhed og forsvar. Ikke desto mindre er Grønland og Danmark enige om at integrere Grønland i beslutningsprocesser vedrørende udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik. Herunder har Grønland siden 2023 haft sin egen Nato-repræsentation i Bruxelles. Grønland sidder også med ved bordet, når der forhandles med USA om øget overvågning af landets luftrum.

Ingen arktiske Nato-lande har isforstærkede fregatter med både antiluft- og antiubådsudrustning.

Liselotte Odgaard
Senior Fellow, Hudson Institute

I februar 2024 offentliggjorde Grønland sin første udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske strategi. I tråd med Danmarks strategi forpligter den grønlandske version landet på at arbejde for, at Arktis forbliver et lavspændingsområde.

Af den årsag er Grønlands krav til Danmark, at de fire inspektionsskibe af Thetis-klassen afløses af skibe, der er designet til at løse kystvagtsrelaterede opgaver med henblik på beskyttelse af befolkningen og kritisk infrastruktur.

Amerikanske og grønlandske krav til fornyelse af den danske flådes kapaciteter i Østersøen og Arktis udsætter Danmark for et krydspres vedrørende den del af forsvarsbudgettet, der går til sømilitære formål i årene, der kommer.

Hvordan kan Danmark håndtere de sømilitære krav

Den danske regering kan selvfølgelig vælge at stikke hovedet i busken i forhold til nogle af kravene og henvise til, at der lige nu kun er budgetteret med krigsskibe til Østersøen og desuden forsøge at imødekomme de grønlandske krav om styrkelse af kystvagtrelaterede opgaver.

Den grønlandske befolkning giver ikke point for omkostningstung isforstærkning af krigsskibe, eftersom Grønland ikke efterspørger militær oprustning i nærområdet.

Mere bekymrende er der heller ikke point at hente i Natos styrkemål. Med det enorme fokus på at imødekomme Natos krav om, at medlemslande spenderer to procent af BNP på forsvaret, giver det ikke de store incitamenter for Danmark til at bruge penge på isforstærkning.

Den realistiske løsning synes at være, at Danmark udover krigsskibe i Østersøen imødekommer det grønlandske krav og samtidig samarbejder med Norge om at revidere Natos styrkemål, således at medlemslandene får point for de investeringer, som Nato rent faktisk har brug for.

Der kommer nye styrkemål i 2025, og målene evalueres hvert andet år, så der er gode muligheder for at tage disse spørgsmål op. Nato har behov for at identificere de kapabiliteter, alliancen skal bruge for at kunne gennemføre sin operative planlægning.

Danmark og Norge har suverænitetshåndhævelsesrettigheder og -pligter samt patruljeringsforpligtelser i henholdsvis GIUK og Bear Gap. Derfor er det oplagt at tænke fremad og prøve at sikre, at Nato anerkender, at der er behov for nye styrkemål, der indtænker behovet for troværdig afskrækkelse uden unødig eskalerende effekt. I Arktis indebærer det isforstærkede krigsskibe med luftforsvar og antiubådskapabiliteter.