Veteran og folketingskandidat: Læg ikke forsvaret i hænderne på EU

Af Klaus Kroll
Veteran, spidskandidat og forsvarsordfører for Nye Borgerlige

Kaffepletten er næppe duppet væk fra skjorten efter læsning af nyheden om Løkkes omfavnelse af ideen om ophævelsen af forsvarsforbeholdet. Udmeldingen kom umiddelbart inden den franske Præsident Macrons besøg i Danmark, hvor der samtidig er lagt i ovnen til et udvidet strategisk samarbejde med Frankrig på sikkerhedsområdet.

Ideen om et stadigt tættere samarbejde og en fælles EU-hær og fælles forsvar er ikke ny, og tanken har fået ny næring i takt med, at USA´s Trump har formastet sig til at bede europæerne bidrage med deres del til den fælles alliance – en vilje, der i størstedelen af de europæiske lande er fraværende.

Danmarks bedste allierede er ikke EU-lande
Fra Løkkes kontor, og ikke mindst forsvarsministerens, må det være besnærende at lade tankerne flyde i retning af et udvidet samarbejde med lande som Tyskland og Frankrig, hvor kravet om en markant styrkelse af landets væbnede styrker næppe vil være lige så bastant som det, der kommer fra den anden side af Atlanten.

Løkkes udmelding kommer ligeledes samtidig med udsigten til et Brexit. Det betyder, at det fortrinlige dansk-engelske samarbejde næppe kommer til at udvikle sig i rammen af EU, og at fremtidige samarbejder efter Løkkes overbevisning skal fokuseres omkring landene i det kontinentale Europa.

Men nej, det danske forbehold skal ikke ophæves. Vi skal ikke knyttes tættere til lande som Frankrig, men derimod styrke vores forhold til lande i Nato, herunder USA, der siden anden verdenskrig har været vores sikkerhedsgaranti og den paraply, vi kunne gå i læ under (hvis det skulle begynde at regne med raketter).

Vi mangler ikke flere projekter, hvor der hældes milliarder i opbygningen af en ny sikkerhedssøjle, og resultatet i bunden er endnu færre soldater. 

Klaus Kroll
Veteran og forsvarsordfører for Nye Borgerlige

I stedet for at finde på nye alliancer skal vi hurtigst muligt opfylde vores forpligtelse på 2 procent af vores BNP og sikre, at vi igen bliver en partner i alliancen, der bidrager med det aftalte.

EU-fnidder under Balkan-krigen blev fatal
For de af os, der i starten og midten af halvfemserne enten var udsendt af FN eller Nato på Balkan, står det rimeligt klart, at FN ikke evnede at lukke konflikten, og at EU-landene var internt uenige og til dels handlingslammede. Det var USA, der trådte i karakter og gennemtrumfede den fred, der kom som følge af Dayton-aftalen.

Skulle en lignende konflikt dukke op igen i vores nærområde, er det på ingen måde betryggende at lade en løsning ligge i hænderne på en Federica Mogherini-type eller en Jean-Claude Juncker, hvorimod Nato-strukturen netop er gearet til opgaver af den slags.

En fælles udvikling af materiel og styrkeproduktion kan vi sagtens gennemføre i rammen af Nato, og her behøver vi ikke kaste os over endnu en struktur, hvor væsentlige dele af budgettet skal bruges på stabe og hovedkvarterer.

Vi mangler hænder og fødder, kapaciteter i form af kampvogne, landbaseret jord til luft systemer og skibe til både dansk suverænitetshævdelse og en forøget kapacitet til at støtte danske rederier i de områder, hvor pirattruslen er størst.

Dyre projekter udhuler forsvarsstyrken 
Vi mangler ikke flere projekter, hvor der hældes milliarder i opbygningen af en ny sikkerhedssøjle, og resultatet i bunden er endnu færre soldater. EU er en kolos på lerfødder, og det vil være et hasardspil at udvide et samarbejde på forsvarssiden, hvor EU på mange måder er i konflikt med sig selv og allerede nu kører i forskellige hastigheder og i flere retninger.

Vi bør derimod gå i en anden retning, trække beslutninger om alt, der vedrører suveræniteten, hjem til Christiansborg og glemme den konstante overimplementering af EU’s licitationsregler, der forhindrer dansk forsvarsindustri i at udvikle sig herhjemme. Nuvel, vi kommer næppe til at bygge fremtidens fly selv, men vi kunne måske bare starte med at bygge flertallet af skibe på danske værfter.

Tanken om at skulle til endnu en afstemning, hvor resultatet igen bliver et nej og at skulle igennem den sædvanlige mølle af skrækscenarier, hvis vi ikke stemmer ja, er hverken i overensstemmelse med befolkningen eller respekt for de nej-afstemninger, der tidligere har været. Mon ideen er, at vi bare skal stemme tilpas mange gange til, at vi giver efter?

Kunne det ikke være en behagelig forandring at respektere et nej?

Danmark har historisk været sikkerhedsgaranteret af Nato og i særdeleshed USA, og den eneste årsag til at vi, og resten af Europa, er udfordret af en manglende amerikansk velvilje, er det simple faktum, at vi hellere vil tale om den nære velfærd end om krudt og kugler.

Soldater ofret i stedet 
Der er ikke stemmer i at måtte spare i den offentlige sektor for at bruge det på fly og skibe, men det var netop der, man kunne ønske lidt statsmandskab.

Når vi om lidt skal sende vores tanker på flagdagen – til de tidligere udsendte, der ikke kom levende hjem og de der er kommet hjem med fysiske og psykiske mén – kan vi samtidig reflektere lidt over, netop indsatserne i Irak og Afghanistan. De er resultat af, at vi har kompenseret med en hyppigere udsendelsesfrekvens som følge af ikke at have levet op til målet om de to procent.

Det lyder godt, at vi bidrager procentuelt mest målt i forhold til vores størrelse, men det er drengene og pigerne på jorden, der betaler prisen, når de bliver slæbt med på alle mulige og umulige missioner som kompensation.

Med andre ord kan vi med rette tænke lidt over, at nedslidningen af materiel og personel er et produkt af årtier med manglende vilje til at føre en selvstændig sikkerhedspolitik.

------------------------

Klaus Kroll er tidligere professionel soldat og efterretningsofficer. Han har været udstationeret blandt andet i Irak og på Balkan. Han er forfatteren bag romanen "Den hellige kriger", som udkom i 2008 på Forlaget BIOS. Klaus Kroll er spidskandidat for Nye Borgerlige på Fyn.