Blå partier i fælles front inden armlægning med Wammen: "Vi kommer og går sammen. Det har vi aftalt"

De fire partier i den borgerlige opposition går til finanslovsforhandlingerne med fem fælles forslag og et løfte om at stå last og brast til det sidste. Finansminister Nicolai Wammen (S) kalder udspillet "ukonkret" og opfordrer de blå partier til at bruge efterårsferien "på at lave lektier".

"Vi præsenterer det her sammen. Vi brænder for det her sammen. Hvis vi ikke kan få nok i forhold til vores fælles ønsker, så kommer vi også til at forlade forhandlingslokalet sammen," lød det fra Ole Birk Olesen (LA), da han fredag middag ankom til et såkaldt sættemøde i Finansministeriet.
"Vi præsenterer det her sammen. Vi brænder for det her sammen. Hvis vi ikke kan få nok i forhold til vores fælles ønsker, så kommer vi også til at forlade forhandlingslokalet sammen," lød det fra Ole Birk Olesen (LA), da han fredag middag ankom til et såkaldt sættemøde i Finansministeriet.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Malte Bruhn

Den borgerlige opposition har dannet fælles front mod SVM-regeringen i forhandlingerne om næste års finanslov.

Med til armlægningen med finansminister Nicolai Wammen (S) har Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Konservative og Dansk Folkeparti fem konkrete krav om blandt andet skattelettelser og et løft af Forsvaret og Kriminalforsorgen. 

I Dumas' roman er der tre musketerer og D'Artagnan. Hvem der er D'Artagnan, det ved jeg ikke. Men at vi er fire, der har en ubrydelig ed, det står klart.

Morten Messerschmidt (DF)
Formand, Dansk Folkeparti

De fire partier understreger, at de står last og brast med hinanden i forhandlingerne. Det betyder konkret, at partierne kun vil være med i den endelige aftale om finansloven, hvis alle partier er med.

"Vi præsenterer det her sammen. Vi brænder for det her sammen. Hvis vi ikke kan få nok i forhold til vores fælles ønsker, så kommer vi også til at forlade forhandlingslokalet sammen," lød det fra Liberal Alliances finansordfører Ole Birk Olesen, da han fredag middag ankom til et såkaldt sættemøde i Finansministeriet.

Ved sin side side havde han sine blå kolleger Rasmus Jarlov (K), Dennis Flytkjær (DD) og Morten Messerschmidt (DF).

"Vi kommer og går sammen. Det har vi aftalt. Det er den måde, vi forhandler på i år. Det er sådan, vi får mest indflydelse," sagde Rasmus Jarlov, da han fik ordet.

"I Dumas' roman er der tre musketerer og D'Artagnan. Hvem der er D'Artagnan, det ved jeg ikke. Men at vi er fire, der har en ubrydelig ed, det står klart," supplerede Morten Messerschmidt.

Dennis Flytkjær tilføjede:

"Vi forhandler sammen, men vi går også sammen, hvis vi ikke har fået nok i forhandlingerne". 

Læs også

Vil skære 2900 årsværk

Altinget har tidligere beskrevet, at partierne i den borgerlige opposition i en periode har været "i dialog" om et muligt samarbejde i forhandlingerne.

Fredag morgen kunne den nye alliance så fremlægge resultatet af drøftelserne.

Udover et forslag om et tilskud til hjemmepasning af alle børn i landets kommuner, vil den borgerlige opposition skrue ned for tinglysningsafgiften og fremrykke stigningen i seniorpræmien. 

Det her ikke vores færdige bud på, hvordan en finanslov ville se ud, hvis der var borgerligt flertal.

Rasmus Jarlov (K)
Finansordfører, Konservative

Den blå alliance ønsker også at afsætte 200 millioner kroner til Forsvaret og en pose penge til Kriminalforsorgen.

Om alle kravene skal indfris, hvis partierne skal ende med at gå med i aftalen, kom der ikke et klart svar på.

"Vi lægger nogle ønsker frem, og så må det jo netop være en forhandling, hvor regeringen giver og tager. Vi skal ikke stå her og slå de røde streger. Men man skal kunne mærke, at det gør en forskel, at det borgerlige Danmark er med i en finanslov," sagde Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt.

Partierne vil finansiere deres fem forslag ved at tilbagerulle antallet af både statsligt ansatte og særlige rådgivere, så det lander på niveauet fra før SVM-regeringen blev dannet.

Det svarer – ifølge de blå partier – til 2.900 årsværk. Forslaget vil frigive "lige godt en milliard kroner," vurderer de.

Regeringen har i finanslovsforslaget foreslået at spare 1.000 årsværk. 

Læs også

Ikke et borgerligt visionspapir

Det blå udspil kommer efter en årrække, hvor der mildest talt har været knaster og uenigheder internt i den borgerlige lejr, hvilket blandt andet er blevet udstillet ved de seneste års finanslovsforhandlinger.

Ifølge Morten Messerschmidt skal udspillet vise, at der findes et slagkraftigt alternativ til SVM-regeringen.

"Der er ingen tvivl om, at regeringen kører Danmark i sænk både værdipolitisk, økonomisk og på snart sagt alle områder. I dag står vi sammen om en fælles prioritering for, hvordan fremtidens Danmark kan se ud," siger han. 

Vi håber, at de vil bruge efterårsferien på at lave lektier, så de bliver lidt bedre til at forklare, hvad de gerne vil, når vi ser dem næste gang.

Nicolai Wammen (S)
Finansminister

Det var dog et argument, der blev udfordret, da journalisterne fik mulighed for at stille spørgsmål til det nye blå forhandlingsfællesskab.

Der er ingen store skattelettelser eller reformer, der øger arbejdsudbuddet i jeres udspil. Er det ikke lidt uambitiøst for et borgerligt finanslovsudspil at være?

"Det er ambitiøst nok i forhold til den måde, Nicolai Wammen laver finanslove på," lød det fra Ole Birk Olesen, der fortsatte:

"Han har ikke de store ambitioner, og det er vi nødt til at tage bestik af. Vi spiller ud med noget, der er meget mere ambitiøst ud end det, han tidligere har lavet. Men det er ikke så meget, som vi kunne have lavet, hvis vi havde 90 mandater i Folketinget".

Hvorfor benytter I ikke lejligheden til at lave et økonomisk udspil med alle de reformer og skattelettelser, I gerne vil have?

"Det her ikke vores færdige bud på, hvordan en finanslov ville se ud, hvis der var borgerligt flertal. Det her er vores ønsker til forhandlingerne, og vi har taget udgangspunkt i det, de har lagt frem. Og så har vi lagt noget frem, der er meget ydmygt, beskedent og realistisk," svarede Rasmus Jarlov.

Men hvis man gerne vil vise vælgerne, at der er et reelt alternativ, så kunne det være en oplagt måde at gøre det på?

"Vi er glade for, at I efterspørger det, og det kan være, vi laver det på et tidspunkt. Men nu skal vi ind og forhandle med finansministeren. Det forholder vi os til, fremfor at fremlægge et visionspapir for det borgerlige Danmark".

Men er det ikke fordi, at den borgerlige fællesmængde er ret lille, når det kommer til stykket?

"Hvis vi var kommet med et udspil, der laver om på skattesystemet og har alle mulige reformer, så ville I kritisere os for at melde os ud af forhandlingerne med det samme," lød det fra Dennis Flytkjær, der fortsatte:

"Det her er realistiske og gode borgerlige initiativer. Der vil helt klart komme noget andet politik efterfølgende. Men det bliver ikke i den her omgang". 

Læs også

Lektier i efterårsferien

Finansminister Nicolai Wammen er ikke imponeret over det borgerlige udspil.

Det fortalte han til de ventende journalister i frokostpausen mellem hans forhandlingsmøder.

"Jeg kan forstå, at det er mest trygt for de blå partier at komme med hinanden i hånden. Vi sagde, at det var fint her til sættemødet. Men hvert parti må jo gøre op med sig selv, om man vil lade andre have vetoret over ens beslutning. Det kan vi ikke bestemme".

De blå forslag var "meget ukonkrete," lød det fra finansministeren.

"Vi håber, at de vil bruge efterårsferien på at lave lektier, så de bliver lidt bedre til at forklare, hvad de gerne vil, når vi ser dem næste gang. Det virkede som noget, der var lavet meget hurtigt, lad mig sige det på den måde," sagde Nicolai Wammen.

Han pegede især på den blå finansiering som et sted, hvor der er plads til forbedring.

"Vi har lagt frem, hvordan man finder 1.000 administrative medarbejdere. Jeg kan forstå, at de kan finde tre gange så mange. Derfor kunne det være fint, hvis de sagde, hvor de skal findes".

Nicolai Wammen og SVM-regeringen har afsat 500 millioner kroner til den pulje, som partierne kan forhandle om.

Han forsikrede om, at han ingen planer har om at udvide den.

"Det er mange penge. Og så er partierne også velkomne til at komme med forslag til, hvordan man kan skaffe og ikke bare bruge pengene. Men det kan ikke bare være forslag, man kan skrive på bagsiden af en serviet".

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

Rasmus Jarlov

MF (K), formand for Folketingets Forsvarsudvalg
cand.merc. (Handelshøjskolen i København 2003)









Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024