Snart skal regeringens prestigeprojekt blive til virkelighed, men usikkerheden om kulturpasset er stor

Altinget har talt med en række aktører, og blandt dem hersker der udpræget usikkerhed om, hvilken rolle de skal spille i regeringens projekt, som trak stor opmærksomhed efter regeringsdannelsen. 

Det lyder, at en snarlig afklaring er nødvendig, hvis aktørerne faktisk skal kunne hjælpe de unge ud i kulturlivet via kulturpasset næste år. Samtidig betoner flere, at de bestemt ikke misunder den opgave, regeringstoppen har sat sine embedsmænd på.

Det er nemlig ingen let opgave at ramme de unge udenfor arbejds- og uddannelsesfællesskaberne, og hvis de konkrete initiativer lader vente på sig for længe, rejser det ikke blot tvivl om kulturpasset.

Den udprægede tøven skaber også usikkerhed om, hvorvidt SVM-regeringens nye politiske vej til at nå de unge er farbar eller ender blindt.

Flere aktører peger på, at man altså først og fremmest opstille klare pejlemærker for, hvad målet med kulturpasset skal være, så det også er muligt at evaluere inden for overskuelig fremtid. Og kulturpasset skal formentlig udrulles forskelligt, alt efter hvad der er den bærende politiske intension. 

Er målet først og fremmest at øge trivslen hos den i øvrigt mangfoldige målgruppe via kulturoplevelser? Eller skal initiativet også trække dem tættere på job og uddannelse - eller måske begge dele? 

Mange løsninger i spil

Kulturpasset kan siges at være et barn af S og M.

Det var Lars Løkke Rasmussen og Jon Stephensen, der højstemt lancerede idéen om et kulturpas i en kronik i Politiken i april 2022. Altså før valget. Dengang var ideen, at alle danske unge skulle udstyres med 2000 kroner til kulturtilbud, når de fyldte 15 år.

I mødet med Socialdemokratiet på Marienborg fik kulturpasset tilført den sociale dimension, at målgruppen skulle være de udsatte unge. En gruppe, Mette Frederiksen gentagende gange har udråbt til det politisk prioritet. Allerede i 2021 kaldte hun det en ”kæmpe katastrofe”,  at så mange er uden arbejde og uddannelse.

Kulturpasset blev nu en del af den kamp, med 140 millioner til følge, men siden er den politiske klarhed om indsatsens virkemidler ikke blevet større.

Det har forlydt, at kulturpasset var tænkt som en app-løsning, de unge kunne sikre sig adgang til tilbud gennem. Den idé affærdigede en række aktører dog på et stormøde i Slots- og Kulturstyrelsen 7. februar i år.

Indsatsen bliver nødt til at være mere håndholdt, hvis de unge skal nås, var holdningen fra mange, og det har blandt andre kulturordfører for Socialdemokratiet Mogens Jensen erklæret sig enig i overfor Altinget.

Siden har det været i spil, at kulturpasset kun skulle udrulles i en række udvalgte kommuner, hvor erfaringer skulle samles. Det ville kunne legitimeres politisk ved, at kulturpasset netop er blevet kaldt en forsøgsordning.

En anden mulighed, der stadig lader til at være i spil, er, at de 140 millioner skal fordels bredt mellem landets 98 kommuner, der selv bliver ansvarlige for at tænke kulturpasset ind i de mange eksisterende tilbud, som allerede findes i kommunerne.

Den løsning vil betyde, at pengene let kommer ud og leve og forhindrer bureaukratiske manøvre fra regeringen. Men den efterlader også en åben flanke til oppositionen og andre kritikere.

For vil det overhovedet kunne kaldes et kulturpas, hvis hver kommune blot får tilført et undseligt millionbeløb, der kan smøres ud over eksisterende indsatser? Og hvad betyder det for erfaringsgrundlaget, hvis kulturpasset tager flere forskellige former rundtom i landet?

Kan blive en fuser

Og blandt aktørerne er én af de væsentlige bekymringer, at de stadig ikke ved, hvad kulturpassets egentlige mål og succeskriterium er.

De ved blot, at Jakob Engel-Schmidt (der aktuelt er på barsel og midlertidigt erstattet af Christina Egelund (M)) og regeringstoppen vil ramme den såkaldte restgruppe. Men her er indvendingen, at den er så broget, at det er umuligt at finde konkrete løsninger, hvis det ikke præciseres politisk, hvem i gruppen man faktisk vil nå med kulturpasset.

Nogle af de 43.000 unge, der i 2024 blev opgjort til at være uden job og uddannelse, befinder sig kun kortvarigt i gruppen, andre lider med svære psykiske udfordringer og atter andre har været dømt for kriminalitet.

Hvis man vil gribe ud efter alle, når man ingen, lyder det fra aktørerne, der derfor frygter, at kulturpasset bliver en dyr fuser.

På Christiansborg holder Kulturudvalget møde 10. oktober, hvor kulturpasset er sat på dagsordenen uden yderligere bemærkninger, og medlemmerne er, ifølge Altingets oplysninger, heller ikke på forhånd bredt blevet informeret om, hvad de skal diskutere på mødet.

En del af beskæftigelsesindsats

Det kan dog også meget vel være, at kulturpasset i sidste ende ikke kun bliver en opgave for kulturudvalget, kulturministeren og kulturens aktører.

I regeringens finanslovsforslag for 2025 afsatte man nemlig yderligere 325 millioner kroner, der skal gå til indsatser målrettet de selvsamme unge, kulturpasset vil ramme. I udspillet stod det beskrevet, at regeringen ønsker ”at samle ansvarlige kræfter i samfundet om at finde nye veje og løsninger.”

Under sloganet ”Ungeløftet” har beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) endvidere fortalt i Avisen Danmark 25. september, at regeringen er på trapperne med en plan for de unge uden job og uddannelse. Det vil derfor ikke være en overraskelse, hvis kulturpasset bliver en integreret del af den plan, og således ikke længere skal stå for sig selv.  

Da beskæftigelsesministeren forleden var på besøg i Parken for at høre om Danmarks Idrætsforbunds indsats ”Startblokken”, der også retter sig mod de unge, lød det fra ministeren:

”Vi kan ikke flytte dem med politiske initiativer. Det skal være et samfundsløft. Vi bliver nødt til at tænke bredere,” og samme budskab lagde hun for dagen i interviewet i Avisen Danmark, hvor hun betonede behovet for brede partnerskaber med det omgivende samfund.

Spørgsmålet er nu, hvornår Ane Halsboe-Jørgensens plan kommer, og ikke mindst hvor konkret den bliver?

En foreløbig lære af kulturpasset er, at ånden fra Marienborg ikke altid nemt materialiserer sig til konkret politik.

Men når noget bliver konkret, bliver det også lettere at være utilfreds.