Radikale på rådhuset vil af med deres chef. Her er den eneste oplagte afløser

Lagde sig fladt ned 

Sagerne om dårligt arbejdsmiljø og store udskiftninger i det sekretariat, der arbejder tættest på Mia Nyegaard på Københavns Rådhus har også hældt kul på den dårlige stemning mellem kulturborgmesteren og hendes radikale kolleger. 

Mia Nyegaard har tidligere lagt sig fladt ned i sagen og undskyldt overfor de medarbejdere, der har følt sig dårligt behandlet af hende.

Ifølge Altingets oplysninger er medarbejderudskiftningen dog fortsat langt ind i 2024, og senest er administrerende direktør i Kultur og Fritidsforvaltningen Søren Tegen Pedersen, fratrådt sin stilling til fordel for et job i Wonderful Copenhagen. 

Utilfredsheden med Nyegaard rækker også ind i partiets københavnske bagland. Det kom til udtryk, da hun sidste år officielt blev valgt som spidskandidat ved et delegeretmøde i partiforeningen uden modkandidat. 

Her stemte næsten 40 procent af de stemmeberettigede blankt, hvilket i en radikal sammenhæng bliver set som et klart udtryk for utilfredshed med valget af kultur- og fritidsborgmesteren som kandidat.  

Iskoldt

Samtidig er det velkendt på rådhuset, at forholdet mellem kultur- og fritidsborgmesteren og det radikale medlem Kashif Ahmad i lang tid har været iskoldt.

Dét i en grad, der for få måneder siden var tæt på at få alvorlige politiske konsekvenser:

Da Konservative forlod årets budgetforhandlingerne i 11. time og derved efterlod partierne i forhandlingslokalet med blot ét mandats flertal for deres aftale, var der reel frygt for, at Ahmad ville hive tæppet væk under aftalen ved at skifte parti. 

Af samme årsag blev Enhedslisten meget sent i processen inviteret ind i forhandlingslokalet for at gardere mod, at det skete.  

Én arvtager 

Tidligere på ugen nåede den dårlige stemning i den radikale gruppe et kritisk niveau, og derfor er partiorganisationen i København nu i gang med at undersøge, om der kan indkaldes til et ekstraordinært årsmøde. 

Her vil det eneste punkt på dagsordenen være Mia Nyegaards fremtidige kandidatur. Det regnes mere eller mindre som en formsag, at det sker, og vil åbne for, at andre kandidater officielt kan melde sig på banen.

Det store spørgsmål er, hvem der skal tage stafetten op, hvis der er flertal for at fratage Nyegaard titlen som spidskandidat.

Ifølge centralt placerede kilder i det københavnsk-radikale bagland er den eneste alvorlige udfordrer Christopher Røhl, der siden 2020 har været partiets gruppeformand på rådhuset, og medlem af Borgerrepræsentationen siden 2017.

Han ses som en kompetent og driftsikker politiker, der ved flere lejligheder har flankeret Mia Nyegaard ved de budgetforhandlinger, der hvert år sætter rammen om alt politisk liv på Københavns Rådhus.

Røhl ses dog også som en mere venstreorienteret politiker end Mia Nyegaard på eksempelvis spørgsmål om klima og parkering.

Dermed er det usikkert, om Radikale kan fortsætte sit særligt gode forhold til rådhusets borgerlige partier med ham som leder. 

Skulle Røhl melde sit kandidatur, vil han kunne trække på sin erfaring med interne radikale magtkampe. I 2020 blev han udpeget som gruppeformand på bekostning af Mette Annelie Rasmussen, der siden har forladt politik.

Ingen faldskærm 

Flere har også spekuleret i, om Radikale kunne finde på at følge socialdemokratisk eksempel og sende en landskendt kandidat ned med faldskærm til at styrke partiets position i København, der traditionelt har været en radikal højborg.

Ingen af de spekulerende kan dog nævne seriøse bud på, hvem det skulle være.

Et mere eller mindre fantasifuldt forslag er Kristina Ammitzbøll-Bille, der har meldt sig som kandidat til kommunalvalget i 2025, men ellers ingen erfaring har med politik, hverken københavnsk eller nationalt. 

Drømmen om hjørnekontoret 

Den radikale gruppes åbne erklæring om mistillid til Mia Nyegaard ses afhængig af sympati og tilhørsforhold som enten et kupforsøg eller den eneste logiske udgang på et arbejdsforhold, der i længere tid har været dysfunktionelt og tillidsforladt. 

Uanset hvordan man ser på den seneste uges begivenheder står én ting klart: Hvis det radikale bagland beslutter sig for at udskifte Mia Nyegaard med en anden spidskandidat, vil partiets chancer for at erobre overborgmesterposten efter valget i 2025 være så godt som slukkede. 

På trods af de åbenlyst problematiske arbejdsmiljøsager, der har præget Mia Nyegaards tid som kultur- og fritidsborgmester, bliver hun internt på rådhuset set som en politiker, der i den grad kan sit håndværk og forstår at smede en politisk aftale sammen. 

Det var ifølge flere kilder den radikale leder, der var en af hovedarkitekterne bag den principaftale, som alle partier pånær Enhedslisten og Alternativet indgik i sommeren 2022. 

Med udviklingen af den københavnske metro og Lynetteholmen som fundament skabte den grundlaget for de næste to års københavnske budgetaftaler.

Kompromiskandidat 

Af blandt andet den årsag blev Nyegaard set som en spiselig kompromiskandidat for særligt de borgerlige partier, når spillet om overborgmesterposten for alvor går i gang på konstitueringsnatten om lidt mere end et år. 

Som radikal leder har Nyegaard stået for en økonomisk liberal linje, og har både foreslået og været med til at sikre, at der i de seneste tre års budgetforlig blev aftalt lempelser af den københavnske kommuneskat.

Samtidig har hun også været med til at forhindre, at forhandlingerne blev trukket for langt til venstre på spørgsmål om parkering og klimainitiativer, og derved afværget mulige kollaps i forhandlingslokalet. 

På rådhusets venstrefløj har man forståeligt nok ikke travlt med at gøre Mia Nyegaard til overborgmester.

Men Radikales størrelse målt i mandater betyder, at partiet ikke for alvor er en trussel for rådhusets største parti Enhedslisten, eller SF og Socialdemokratiet, afhængig af hvem af de to, der har størst held med at erobre de tilbageværende venstrefløjs-vælgere. 

Derfor blev Nyegaard set som en mulig nødløsning, hvis forhandlingerne går i hårdknude på valgnatten, og ingen af de røde partier kan blive enige om, hvem der skal indtage hjørnekontoret på rådhusets 2. sal. 

Groft sagt kan man sige, at Mia Nyegaard er lykkedes med at gøre det, som hendes kollega Martin Lidegaard har fejlet med i nationalpolitisk sammenhæng: 

At placere partiet i magtens centrum og sikre radikal indflydelse på de afgørende politiske aftaler trods en mandatmæssig svag hånd. 

Færdig i politik

Selvom Mia Nyegaard formelt set stadig er sit partis spidskandidat er der ingen tvivl om, at tirsdagens mistillidsmelding har øget chancerne gevaldigt for, at hun er færdig i københavnsk politik efter november 2025. 

Spørgsmålet er, hvor det efterlader resten af den radikale gruppe. 

For det er langt fra givet, at en ny radikal spidskandidat vil kunne indtage den samme position som Nyegaard, og træde ind som en mulig joker, når overborgmesterspillet for alvor går i gang. 

Den position har kultur- og fritidsborgmesteren tilegnet sig efter mange års relationopbygning og politisk erfaring som borgmester i flere forvaltninger.

Derfor gambler de radikale i København også gevaldigt med deres fremtidige politiske indflydelse på Københavns Rådhus, hvis de bliver enige med sig selv om, at partiets spidskandidat til kommunalvalget i 2025 ikke længere skal hedde Mia Nyegaard. 

Omvendt er det i sagens natur utænkeligt, at partiets politiske ambitioner kan indfries med en leder, som hverken gruppen eller baglandet har tillid til. 

Én ting står dog klart:

Uanset hvad de næste uger ender med, har de Radikale i København gjort vejen frem mod kommunalvalget markant sværere for dem selv.