KandidattestenEU-valg 2024

Asser Mortensen

forSocialdemokratiet

45 år

Kandidat-/masteruddannelse

Derfor stiller jeg op

Jeg er vokset op på Sjælland, men har de sidste 15 år boet i Nordjylland med min familie. Siden min ungdom har jeg haft en passion for europæisk og internationalt samarbejde. Jeg tror på, at vi sammen kan forbedre vores miljø og natur i Europa. Jeg kæmper for et trygt og sikkert Europa, hvor fællesskabet styrker vores uafhængighed og beskyttelse mod diktatoriske lande.

Politiske mærkesager

Sikkerhed og tryghed igennem et stærkt fællesskab

EU er et værdifællesskab, der bygger på frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne. Disse værdier skal EU forsvare både i Europa og ude i verden. Vi skal støtte Ukraines frihedskamp, og vi skal gøre os uafhængige af diktaturskater som Kina og Rusland. Fred, demokrati og frihed må vi aldrig tage for givet.

Klima, miljø og biodiversitet.

Vores planet står over for en alvorlig trussel. Klimaforandringerne er ikke kun virkelige, de er også akutte. De forårsager ødelæggende skovbrande, hungersnød og tvinger millioner til at flygte. Biodiversiteten er under stort pres og insekter, der er essentielle for livet på jorden, uddør i stadig stigende tempo. Vi er nødt til at handle nu, og skabe en bedre verden for vores børn og børnebørn.

Arbejdspladser til hele Danmark

Nogle områder i Danmark er meget afhængige af enkelte store arbejdspladser. Når et slagteri i Ringsted eller Sæby lukker, er konsekvenserne uoverskuelige både for de ansatte og for hele lokalområdet. Vi skal arbejde for at sikre gode arbejdspladser og sund økonomisk vækst i hele landet, også uden for de store byer.

Personlige spørgsmål

Hvilken politisk gruppe i Europa-Parlamentet vil dit parti sidde i?

Gruppen Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet

Nævn en bog, der har gjort særligt indtryk på dig.

Jeg elsker at læse, og min bogreol er fyldt med alt fra faglitteratur og skønlitteratur til kogebøger og opslagsværker. Den seneste bog, der virkelig gjorde indtryk på mig, var bogen: "Storm på vej" af Steffen Kretz. Den handler om angrebet på kongressen i USA d. 6. januar, og den har efterladt mig med en motivation for at kæmpe imod ulighed og polarisering i Europa.

Er der en fritidsaktivitet, der er særlig vigtig for dig?

Jeg elsker at gå lange ture med min familie i den nordjyske natur og tage på fisketure med mine to drenge. Samværet med min familie er for mig afslapning, og det giver en følelse af tryghed. Derudover nyder jeg at sidde i min have med en kop kaffe og en god bog.

Er der en kunstner eller musiker, du sætter særlig pris på?

Jeg har siden min barndom været vild med Flemming Jensen. Hans selvironiske tørre og underspillede facon understreger nogle vigtige ting om vores samfund. Hans beretninger fra Grønland hører til mine favoritter og igennem dem, genoplever jeg den del af kongeriget. Skal jeg sætte en film på, er Dirch Passer altid en sikker vinder. Jeg bliver aldrig træt af at se hans film.

Hvilken podcast lytter du altid til?

Jeg lytter til mange forskellige podcasts, men hvis jeg skal vælge én bestemt, så må det være ’Kongerækken’. I podcasten fortæller værterne historien om vores land, og hvordan vi har udviklet os som samfund. Kongerækken er en vigtig podcast, fordi det er vigtig, at vi kende vores fortid, hvis vi skal kunne forbedre vores fremtid. Derfor lytter jeg til 'Kongerækken'.

Hvilket andet EU-land rejser du helst til?

Rejser for mig handler om at skabe uforglemmelige minder med min familie, hvad enten vi udforsker Berlins puls, vandrer i de svenske skove eller oplever de kanariske øers mangfoldighed. Jeg kan ikke vælge et enkelt land, men jeg elsker sommer og sol. Dog har jeg sjældent tålmodighed til at ligge på stranden eller i en pool i lang tid. Så i min familie prøver vi at rejse til nogle forskellige lande

Sammenlign svar

1

Det er en fordel for Danmark at være med i EU

EU er et fredsprojekt og et værdifællesskab hvor vi sammen værner om demokrati, frihed, og menneskerettigheder. Danmark skal være i hjertet af dette fællesskab. Danmark er et lille land, og vi har brug for EU. Danmarks medlemskab af EU er derudover en stor økonomisk gevinst for Danmark og EU/EF har været vækstmotoren i den stigende velstand, som vi har oplevet de seneste 50 år.
Asser Mortensen
2

Danmark bør indføre permanent grænsekontrol og dermed træde ud af Schengen-samarbejdet

Efter to verdenskrige er det fantastisk, at vi i Europa har opbygget en tillid, der gør, at vi tør afskaffe grænsekontrollerne. Schengen letter samhandel og har stor økonomisk betydning for os. Forudsætningen for samarbejdet er, at vi har styr på de ydre grænser. Det bør være fokus for debatten. Vi skal styrke de ydre grænser og beskytte det fællesskab, vi har bygget op. Ikke nedbryde det.
Asser Mortensen
3

16-årige skal have stemmeret til europaparlamentsvalget

Internettet, hvor mange unge henter deres nyheder, er spækket med misinformation og fake-news. Det kan være svært for voksne at skelne mellem nyheder og propaganda, og jeg er bange for, at det vil være endnu sværere for unge mennesker. Sænkelse af valgretsalderen forudsætter en stærk uddannelsesindsats, og at vi får de store tech-giganter til at tage ansvar for det, der formidles på deres platform
Asser Mortensen
4

Samfundsnødvendige produkter som medicin og teknologi skal produceres i EU, også selvom de kan fås billigere andre steder i verden

Det handler om vores sikkerhed! Hvis vi er afhængige af f.eks. Kina når det handler om kritisk medicin, er vi i Europa sårbare. Hvis vores liv og hverdag går i stå i tilfælde af brist i forsyningskæden, eller hvis vi i Europa er i en situation, hvor fremmede magter kan afpresse os, så er vi ufrie.
Asser Mortensen
5

Ukraine skal tilbydes medlemskab af EU, når de lever op til de formelle betingelser om blandt andet demokrati og retsstat

Ligesom mennesker har lande brug for fællesskaber. Den geopolitiske situation i Europa er sådan, at der er to fællesskaber: Vores demokratiske og frie fællesskab i EU - og Putins brutale og diktatoriske fællesskab. Vi skal give Ukraine og de andre kandidatlande et troværdigt perspektiv om at komme med i vores fællesskab. Giver vi dem ikke det, risikerer vi at skubbe dem lige i armene på Putin.
Asser Mortensen
6

Et enkelt land skal ikke længere have veto-ret til at forhindre, at EU vedtager nye sanktioner mod andre lande

7

EU’s landbrugsstøtte skal afskaffes

På sigt skal landbrugsstøtten udfases. Det vil give mere retfærdige konkurrencevilkår. I første omgang skal vi omlægge landbrugsstøtten således, at det bliver en støtte til at producere på en mere klima- og miljøvenlig måde. Vi skal dog også passe på, at vi ikke afvikler vores landbrug. Vi skal beskytte arbejdspladserne og sikre, at hele landsdele ikke bliver affolket.
Asser Mortensen
8

EU bør fremme brugen af atomkraft som en bæredygtig energikilde

Den stigende støtte til kernekraft synes at stamme fra en tro på, at atomkraftteknologi kan forbedres i den nærmeste fremtid. Den reelle situation matcher ikke disse optimistiske forventninger. Lige nu er A-kraft ikke grøn, men derimod forbundet med radioaktivt affald og sikkerhedstrusler. Måske ser det anderledes ud i fremtiden, men vi bliver nødt til at lave politik baseret på nutiden.
Asser Mortensen
9

EU skal give mere økonomisk støtte til at udbygge togtrafikken på tværs af Europa

Togtransport er en af de grønneste transportformer og det skal vi udnytte, og de eksisterende jernbanestrækninger skal elektrificeres. Herhjemme er vi godt i gang fra Helsingør til Aalborg. Desværre er vi ikke i mål. Jernbanerne til Hirtshals og Frederikshavn er ikke blevet elektrificerede, og det er en vigtig transportåre.
Asser Mortensen
10

EU skal nedjustere de grønne ambitioner, så erhvervslivet får længere tid til at omstille sig til EU's grønne krav

Vi har ikke den tid! Klimakrisen er virkelig og akut, og der er brug for handling straks. Klimakrisen er ikke en potentiel trussel, vi står midt i den. Temperaturstigninger skaber allerede tørke og mangel på drikkevand. Klimakristen vil medføre hidtil usete flygtningestrømme og pres på Europas grænser. Vi kan ikke udsætte den grønne omstilling, tiden er allerede ved at rinde ud.
Asser Mortensen
11

Danmark skal være fuldt med i EU’s udlændingepolitik, og derfor bør vi afskaffe retsforbeholdet

Jeg ser gerne en afskaffelse af retsforbeholdet, men jeg erkender også, at det ikke skal være nu. Danskerne stemte nej i 2015, og det resultat anerkender jeg.
Asser Mortensen
12

EU's økonomiske støtte til afrikanske lande skal gøres afhængig af, at de medvirker til at bremse migration til Europa

Med EU's udviklingsbistand varetager vi mange interesser. Opbremsning af flygtningestrømme og bekæmpelse af menneskesmuglere er meget vigtige. Vores udviklingsbistand skal dog også skabe økonomisk vækst, der forbygger flygtningestrømme, skabe miljø og klimaløsninger, fremme demokrati og menneskerettigheder samt give udviklingslande et attraktivt alternativ til investeringer fra Kina.
Asser Mortensen
13

Danmark skal stille soldater til rådighed til en kommende europæisk indsatsstyrke på 5.000 mand

Alle verdens lande har et medansvar for at beskytte civilbefolkninger. En europæisk indsatsstyrke kan være et middel til hurtigt at reagere på trusler mod civile eller imod europæiske interesser, der opstår ude i verden. Vi skal i Danmark løfte vores del af ansvaret, men det skal på et hvert tidspunkt være op til Folketinget, hvis danskere skal sendes i krig.
Asser Mortensen
14

Danmark skal erstatte kronen med euroen

Jeg vil ikke udelukke, at det kan være en fordel på et tidspunkt. Danskerne stemte i 2000 imod at afskaffe dette forbehold, og den afstemning skal respekteres. Skal forbeholdet på et tidspunkt revideres, skal det til folkeafstemning.
Asser Mortensen
15

EU skal regulere hvilke strategisk vigtige teknologier, medlemslandene må eksportere

Det handler om sikkerhed. Vores sikkerhed afhænger af, at vi kan bevare vores teknologiske forspring og undgå lækager af vore virksomheders hemmeligheder. Meget, også på overfladen harmløs teknologi, kan bruges til militære formål. Det er vigtigt, at vi i EU ikke kommer til at eksportere noget, der kan skade os selv, vores allierede eller uskyldige civile.
Asser Mortensen
16

EU skal ikke optage flere nye medlemslande

EU må ikke blive en lukket klub, men skal være åbne for de frie og demokratiske lande i Europa, der lever op til kravene. Ligesom mennesker har lande brug for at indgå i et fællesskab. Vi skal give europæiske lande, der lever op til optagelseskravene, et troværdigt perspektiv om at komme med i vores fællesskab. Gør vi ikke det, risikerer vi at skubbe de lande lige i armene på Putin.
Asser Mortensen
17

Tyrkiet skal ikke længere være kandidat til at blive medlem i EU

Ligesom vi belønner demokrati- og menneskerettighedsreformer med perspektiv om medlemskab, skal vi også melde klart ud til Tyrkiet, at de ikke har nogen fremtid i EU. Tyrkiet har bevæget sig væk fra det, som vi står for i EU og er u-europæiske på så mange måder. Udover problemer med demokrati, menneskerettigheder, mediefrihed og retsstatsprincipper, agerer Tyrkiet internationalt ofte ikke som ven.
Asser Mortensen
18

EU skal stramme reglerne for dyretransporter, så de ikke varer længere end otte timer

Det er afskyeligt, når vi transporterer dyr i op til 24 timer, i stegende varme vogne og uden adgang til vand. Jeg vil gerne kæmpe for at begrænse transporttiden til 8 timer, og også gerne væsentlig mindre. Dyr skal slagtes, hvor de avles. Det er sund fornuft, det er godt for vores miljø, og det skaber danske arbejdspladser.
Asser Mortensen
19

EU skal vedtage fælles stop for udvinding af fossile brændstoffer senest i 2030

EU skal går forrest med at stoppe for udvindingen af fossile brændstoffer i takt med, at vedvarende energi bliver mere konkurrencedygtig. Omstillingen væk fra fossile brændstoffer skal prioriteres højt, således at vi kan stoppe udvinding af fossile brændstoffer uden at gøre os yderligt afhængige af fremmede magter.
Asser Mortensen
20

Det samlede landbrugsareal i EU skal mindskes for at gøre plads til mere vild natur

Biodiversitetskrisen er en lige så stor trussel mod vores klode som klimakrisen. Vild natur er forudsætningen for, at vi kan beskytte den biodiversitet, der er så vigtig for hele vores verden.
Asser Mortensen
21

Det er godt, at EU vil ændre reglerne, så det i nogle tilfælde bliver tilladt at jage ulve i Danmark

Jeg ønsker en stor biodiversitet. Samtidig bliver vi nødt til at erkende, at ulven er blevet en kilde til utryghed i nogle områder. I takt med at bestanden af ulve stiger, vil vi også få flere tilfælde med såkaldte ”problemulve”. Vi bliver derfor nødt til at være åbne over for en regulering.
Asser Mortensen
22

Udlændinge skal kunne købe sommerhuse i Danmark

Når vi i Danmark har en særregel omkring udlændinges adgang til at købe sommerhuse, er det for at beskytte nogle områder i Danmark fra at blive fuldstændigt opkøbt af f.eks. kapitalstærke tyskere. Der er allerede muligheder for at opnå dispensationer. Hvis ”sommerhusreglen” skal lempes, kunne det ske igennem disse dispensationsmuligheder frem for en afskaffelse af vores undtagelse.
Asser Mortensen
23

EU skal oprette modtagecentre for asylansøgere, som skal ligge uden for Europa

Det er ikke humant, at familier lige nu skal optage store lån, lægge deres liv i hænderne på kriminelle menneskesmuglere og krydse Middelhavet i farlige gummibåde. Vi skal oprette modtagecentre uden for Europa, så migranterne kan få prøvet deres sag tæt på hjemlandet. Vi skal selvfølgelig garantere for flygtningenes sikkerhed, og at deres rettigheder bliver respekteret i modtagecentrene.
Asser Mortensen
24

EU skal øge antallet af redningsaktioner i Middelhavet

Det er rent medmenneskeligt. Vi må aldrig se passivt til, mens mennesker dør. Vi må aldrig kigge den anden vej under påskud af, at disse mennesker har bragt sig selv i den situation. Det sagt, så skal vi have en hurtig tilbagesendelse af de mennesker, som vi redder og gerne en asylbehandling udenfor Europas grænser.
Asser Mortensen
25

Det er godt, at EU har fastsat et minimum for øremærket barsel til mænd

Det er godt, at der er en øremærket barsel til mænd. Det skal bare ikke være bestemt af EU. I Danmark har vi verdens bedste arbejdsmarkedsmodel, og jeg vil til en hver tid modsætte mig forslag, der på den ene eller anden måde kan true denne.
Asser Mortensen
26

Lande skal kunne trækkes i EU-støtte, hvis deres lovgivning diskriminerer seksuelle minoriteter

Beskyttelsen af alle minoriteter, herunder seksuelle minoriteter, er en af de grundlæggende værdier, som EU bygger på. Hvis medlemslande ikke respekterer disse værdier og de spilleregler, fællesskabet har opsat, skal de heller ikke nyde godt af fællesskabets goder.
Asser Mortensen
27

EU skal kunne gribe ind i landenes håndtering af pandemier eller andre grænseoverskridende sundhedstrusler

EU skal kunne støtte de enkelte medlemslande og koordinere fælles indkøb. EU skal dog ikke have ret til decideret at gribe ind over for den måde, som de enkelte medlemslande håndterer deres sundhedsudfordringer på.
Asser Mortensen
28

Vi skal fokusere mere på EU end USA som udenrigs- og sikkerhedspolitisk allieret

USA vil også i fremtiden være en vigtig allieret. Vi skal dog i Europa stå stærkere i vores egen ret. Vi skal kunne forsvare os selv og være i stand til at varetage sikkerhedsopgaver i vores eget nærområde. Det er ikke et valg mellem EU og USA. Vi skal tilvælge begge.
Asser Mortensen
29

EU bør have en ny traktat for at gøre samarbejdet mere effektivt

På et eller andet tidspunkt skal traktaterne givetvis revideres, men det er ikke nu. Revidering af traktater er en kæmpe opgave. Lige nu har EU mange andre vigtige opgaver at tumle med, og de problemer vi har i dag, kan sagtens takles inden for de nuværende rammer.
Asser Mortensen
30

Det er godt, at EU lovgiver om kønskvoter i virksomheders bestyrelser

Det vil være en stor fordel, hvis der kommer flere kvinder ind i bestyrelserne for virksomhederne. Det skal altid være de mest kompetente kandidater, der optager pladserne i bestyrelserne. Køn er ikke en selvstændig kompetence, men en mere ligelig fordeling mellem kvinder og mænd i en bestyrelse kan give en mere kompetent bestyrelse.
Asser Mortensen
31

EU skal fremme, at der i offentlige udbud stilles krav om ordentlige arbejdsvilkår

Når fællesskabet bruger penge, skal vores fælles spilleregler også overholdes. Det er ikke til at bære, at der i offentligt byggeri eksisterer social dumping og udnyttelse af arbejdere.
Asser Mortensen
32

EU skal forbyde TikTok

TikTok skal forbydes, ikke fordi de er TikTok, men fordi vi ikke kan få beviser for, at de ikke udgør en sikkerhedsmæssig trussel. Så længe vi ikke kan få afkræftet, om virksomheden deler data med kinesiske myndigheder som et redskab til at begå spionage, så bør vi ikke tillade TikTok i Europa.
Asser Mortensen
33

EU's budget bør vokse yderligere

EU’s budget kan sagtens udnyttes bedre og midlerne omfordeles. Der er behov for, at EU investerer mere inden for nogle områder, mens andre områder kan beskæres tilsvarende.
Asser Mortensen
34

EU skal anerkende Palæstina som stat

Jeg kan ikke se andre løsninger på konflikten end en to-statsløsning. Det vil indebære, at vi på et tidspunkt skal anerkende Palæstina som en selvstændig stat. For at vi kan anerkende Palæstina kræver det dog, at Hamas er udryddet, og at der er et demokratisk og legitimt styre i Palæstina.
Asser Mortensen
35

Det skal være sværere for studerende fra andre EU-lande at få adgang til SU, når de studerer i Danmark

For at kunne få SU i Danmark skal udenlandske studerende arbejde mindst 10 timer om ugen. Overordnet set er det en rigtig god forretning for Danmark at skabe attraktive vilkår for udenlandske studerende. Vi tiltrækker den arbejdskraft, som vi har behov for, og vi skal ikke glemme, at de studerende også betaler skat, både af deres SU og af deres arbejdsindtægt, mens de studerer.
Asser Mortensen
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024