KandidattestenEU-valg 2024

Anne Sophie Callesen

forRadikale Venstre

35 år

Kandidat-/masteruddannelse

Derfor stiller jeg op

Europa er fremtiden. For mig er det også min familiehistorie og de værdier, jeg er opdraget med: Udsyn, sammenhold og samarbejde. Jeg stiller op til valget, fordi jeg tror på Europa. Og fordi jeg vil kæmpe for, at i morgen bliver bedre end i dag. For klimahandling. Rettigheder. Og fællesskab. Jeg er 35 år, fhv. Folketingsmedlem og Europaordfører og mor til to (snart tre) børn.

Politiske mærkesager

Større sikkerhed: Mindre Putin, mere Europa

EU skal kunne mere sammen. Vi skal styrke vores samarbejde om sikkerhed og bekæmpe kriminelle bander og dem, som truer retsstaten og demokratiet. Det kræver flere redskaber i EU's værktøjskasse. Færre forbehold. Mindre vetoret. Og mere sammenhold. Også om forsvar og sikkerhed.

Dine, mine og vores rettigheder

Kvinder der bliver nægtet abort. LGBT-personer der udråbes som fjender af staten og udsættes for hadforbrydelser. Flygtninge der drukner i Middelhavet. Det er ikke mit Europa. Jeg vil arbejde for at styrke grundlæggende rettigheder for alle borgere i EU. For en stærkere retsstat. Og for retten til at leve frit.

Se Europa med grøn samvittighed

Kloden koger, og klimakrisen kradser. Biodiversiteten lider. Vi skal handle i dag, ikke i morgen. Derfor skal vi gøre det grønne valg nemmere. Jeg vil have bedre og hurtigere tog, grønnere fly og flere elbiler på grøn strøm i EU. Så du kan opleve Europa med grøn samvittighed.

Personlige spørgsmål

Hvilken politisk gruppe i Europa-Parlamentet vil dit parti sidde i?

Gruppen Renew Europe

Nævn en bog, der har gjort særligt indtryk på dig.

'Argumenter imod kvinder' af Birgitte Possing. Det har været en gradvis proces for mig at se den uligestilling og de vilde argumenter, der møder kvinder med ambitioner om mere viden og magt. Det er ikke en opfattelse, jeg er født med - tværtimod troede jeg, at mulighederne var ens for kønnene. Bogen og min egen erfaring fra politik viser mig desværre, at vi stadig er langt fra at være i mål.

Er der en fritidsaktivitet, der er særlig vigtig for dig?

Jeg holder meget af at strikke. Det giver ro og flytter tankerne væk fra hverdagens bekymringer og gøremål - og fingrene væk fra min telefon og computer.

Er der en kunstner eller musiker, du sætter særlig pris på?

Der er mange! Jeg har selv spillet klaver og sunget i kor, så musik betyder meget for mig. Desværre har jeg med to små børn ikke meget tid til at gå til koncerter. Men jeg elsker The Beatles, TV2 og gode singer-songwriters som Tina Dickow, Norah Jones og Joni Mitchell.

Hvilken podcast lytter du altid til?

Her er der jo kun ét rigtigt svar for en supereuropæer som mig, nemlig 'Altinget taler om Europa'. Men jeg lytter også til Genau på Radio4 (om tysk politik) og til DR's nyhedspodcasts som Genstart, Tiden og Slotsholmen. Jeg kan godt høre, at det lyder lidt nørdet. Men det er jeg nok også.

Hvilket andet EU-land rejser du helst til?

Tyskland. Min far er tysk, så alle min barndoms somre blev brugt på hans fødeø Sild i Nordtyskland. Der kommer jeg stadig gerne, og så er jeg også fascineret af Berlin. Men en ferie i Italien med god mad og afslapning er også højt på listen over yndlingsferier.

Sammenlign svar

1

Det er en fordel for Danmark at være med i EU

Uden vores medlemskab af EU havde Danmark stået svagere økonomisk og sikkerhedsmæssigt. I EU kan vi handle, rejse, studere og bosætte os frit på tværs af grænser. Og ikke mindst kan vi løse de store udfordringer, som alle lander står overfor: Klima og sikkerhed.
Anne Sophie Callesen
2

Danmark bør indføre permanent grænsekontrol og dermed træde ud af Schengen-samarbejdet

Den danske grænsekontrol er en utrolig ineffektiv måde at bekæmpe kriminalitet på og samtidigt til stor gene for de lokale pendlere, som bor og arbejder på hver sin side af den dansk-tyske grænse. Menneske- og narkosmuglere kan udmærket finde veje udenom kontrollen. for at bekæmpe dem burde Danmark i stedet være fuldt ud i med i det europæiske politisamarbejde Europol og sløjfe retsforbeholdet.
Anne Sophie Callesen
3

16-årige skal have stemmeret til europaparlamentsvalget

Vi har brug for at inkludere flere i demokratiet - og vi ved, at unge, som stadig bor hjemme i højere grad går ned og stemmer. Derfor synes jeg, at det er en god idé at indføre 16 års valgret som et forsøg til Europa-Parlamentsvalgene.
Anne Sophie Callesen
4

Samfundsnødvendige produkter som medicin og teknologi skal produceres i EU, også selvom de kan fås billigere andre steder i verden

I EU skal vi ikke lukke os om os selv, men fortsat handle med verden. Samtidigt har både corona-krisen og Ukraine-krigen lært os, at vi skal være påpasselige med at blive for afhængige af enkelte lande som leverandører på varer af kritisk betydning - såsom råstoffer, mikrochips og i nogle tilfælde også medicin. Derfor skal vi producere mere selv.
Anne Sophie Callesen
5

Ukraine skal tilbydes medlemskab af EU, når de lever op til de formelle betingelser om blandt andet demokrati og retsstat

Ja - Ukraine hører til i Europa. For at blive medlem af EU skal alle krav naturligvis være opfyldt. Det ønsker Ukraine også selv, og derfor skal vi ikke slække på kravene, men støtte Ukraine i deres vej mod medlemskab, hvor de især er et behov for at tage et opgør med korruptionen i landet.
Anne Sophie Callesen
6

Et enkelt land skal ikke længere have veto-ret til at forhindre, at EU vedtager nye sanktioner mod andre lande

Når Victor Orban i Ungarn bruger vetoretten som våben til fortsat at presse penge ud af EU ved at true med at stemme imod fortsat støtte til Ungarn, så er der brug for nye spilleregler.
Anne Sophie Callesen
7

EU’s landbrugsstøtte skal afskaffes

En grønnere landbrugsproduktionens og et opgør med landbrugets skadelige konsekvenser for vandmiljøet, klimaet og biodiversiteten bør være topprioritet for EU. Ideelt set burde man afskaffe landbrugsstøtten, men mere realistisk bør vi starte med en omlægning, hvor støtten tilgodeser de virksomheder, som producerer de mest bæredygtige produkter – og ikke dem, der har de største produktionsarealer.
Anne Sophie Callesen
8

EU bør fremme brugen af atomkraft som en bæredygtig energikilde

Jeg er ikke principiel modstander af atomkraft, og atomkraft kommer da også til at spille en rolle i EU’s omstilling væk fra fossile brændsler. Nye atomkraftanlæg er imidlertid både en for dyr og langsommelig måde at omstille Europas energiproduktion på. Derfor skal der ikke åbnes for nye anlæg - men jeg vil heller ikke bestemme, om lande med atomkraft skal lukke deres atomkraftværker.
Anne Sophie Callesen
9

EU skal give mere økonomisk støtte til at udbygge togtrafikken på tværs af Europa

Vi skal gøre det grønne valg nemmere og billigere. Derfor skal vi have grønnere og hurtigere tog - så vi fortsat kan opleve Europa med grøn samvittighed. Det kræver investeringer i togtransporten.
Anne Sophie Callesen
10

EU skal nedjustere de grønne ambitioner, så erhvervslivet får længere tid til at omstille sig til EU's grønne krav

Det er fuldstændigt afgørende, at vi når de klimamål, vi har sat i EU. Der skal handling til nu - og vi skal bringe alle gode løsninger og teknologier i spil. Vi skal også huske, at den grønne omstilling ikke alene er en nødvendighed. Den er også en mulighed for erhvervslivet - der kan forbedre konkurrenceevnen og skabe nye grønne eksporteventyr.
Anne Sophie Callesen
11

Danmark skal være fuldt med i EU’s udlændingepolitik, og derfor bør vi afskaffe retsforbeholdet

Flygtningekrisen kræver, at alle lande i EU tager ansvar og går sammen om en løsning. Det handler både om en retfærdig fordeling af mennesker med beskyttelsesbehov og om en mere effektiv kontrol ved de ydre grænser, der samtidigt respekterer konventionerne. Det ansvar bør Danmark selvfølgelig også tage del i.
Anne Sophie Callesen
12

EU's økonomiske støtte til afrikanske lande skal gøres afhængig af, at de medvirker til at bremse migration til Europa

Det lyder jo tillokkende, og jeg forstår godt ønsket - ligesom jeg heller ikke generelt er modstander af at stille krav til gengæld for økonomisk støtte til udviklingslandene. Men det rummer også en meget stor risiko for, at landene tager meget hårdhændede metoder i brug for at få støtten. Og at EU dermed betaler andre for at gøre et beskidt arbejde, mens vi lukker øjnene. Det ønsker jeg ikke.
Anne Sophie Callesen
13

Danmark skal stille soldater til rådighed til en kommende europæisk indsatsstyrke på 5.000 mand

Det er vigtigt at slå fast, at en europæisk indsatsstyrke ikke er en EU-hær, men en styrke, der kan udføre stabilitetsbevarende missioner i EU’s nærområder. Det synes jeg, at Danmark skal bidrage til, hvor det giver mening, så vi kan præge samarbejdet om forsvar og sikkerhed i EU. Samtidigt bør der altid være bred opbakning i Folketinget til de konkrete missioner, så vi undgår en ny Irak-mission.
Anne Sophie Callesen
14

Danmark skal erstatte kronen med euroen

Ved at tage fuldt ud del i samarbejdet om euroen og pengepolitikken i EU vil Danmark have mulighed for at få indflydelse på den førte politik. Allerede i dag følger vi euroen, så jeg ser kun fordele ved at være med - ligesom det også vil gøre hverdagen og ferierne lettere for os danskere, at vi ikke skal veksle penge, når vi krydser over grænsen.
Anne Sophie Callesen
15

EU skal regulere hvilke strategisk vigtige teknologier, medlemslandene må eksportere

EU har en interesse i, at kritiske teknologier ikke forsvinder ud af Europa. Vi lever desværre i en usikker tid, hvor industripolitik også er blevet sikkerhedspolitik, og derfor er vi nødt til - til en vis grad - at regulere området.
Anne Sophie Callesen
16

EU skal ikke optage flere nye medlemslande

Når lande som Moldova, Georgien og Ukraine banker på EU's dør med et brændende ønske om at vælge Europa, demokratiet og retsstaten til, skal vi ikke smække den dør i hovedet på dem. Det er også i vores egen interesse, for sammen kan vi stå stærkere. Og smækker vi døren i, kan landene de facto blive indlemmet i Rusland. Men selvfølgelig skal de først opfylde alle kravene for at blive EU-lande.
Anne Sophie Callesen
17

Tyrkiet skal ikke længere være kandidat til at blive medlem i EU

Der hvor Tyrkiet står i dag, når det gælder demokrati, menneskerettigheder og synet på Europa, er det meget svært at forestille sig, at de skulle blive et EU-medlemsland indenfor en overskuelig tidshorisont. Det er ikke ensbetydende med, at det aldrig kan ske, eller at EU ikke skal handle med og bygge bånd til Tyrkiet. Men det er svært at se perspektivet i en fortsat kandidatstatus her og nu.
Anne Sophie Callesen
18

EU skal stramme reglerne for dyretransporter, så de ikke varer længere end otte timer

Hvert år transporteres 1,6 mia. dyr inden for og ud af EU. Det tal skal bringes ned - især af hensyn til at reducere landbrugets aftryk på klima og miljø. Samtidigt bør produktionen i fremtiden have større fokus på kvalitet, dyrevelfærd og lokal produktion.
Anne Sophie Callesen
19

EU skal vedtage fælles stop for udvinding af fossile brændstoffer senest i 2030

At bremse klimaforandringerne er den absolut vigtigste politiske opgave for et nyt Europa-Parlament. Der er sat masser af mål, men nu er det tid til handling. Det kræver en hastig omstilling væk fra olie, kul og gas.
Anne Sophie Callesen
20

Det samlede landbrugsareal i EU skal mindskes for at gøre plads til mere vild natur

Naturen er ikke bare fantastisk og fascinerende, men afgørende for livet på jorden. Når biodiversiteten lider så meget, som den gør, er det et faresignal om, at vi er ved at overskride de planetære grænser for vores udnyttelse af kloden. Vi skal sadle om nu og give plads til meget mere vild natur og skabe et mere bæredygtigt landbrug i EU.
Anne Sophie Callesen
21

Det er godt, at EU vil ændre reglerne, så det i nogle tilfælde bliver tilladt at jage ulve i Danmark

Ulven er en hjemmehørende, men truet dyreart. Derfor mener jeg ikke, at vi skal tillade jagt på ulve i Danmark - men i stedet beskytte marker m.v. med hegn.
Anne Sophie Callesen
22

Udlændinge skal kunne købe sommerhuse i Danmark

Danskere kan købe sommerhuse i Grækenland og Spanien - så vi bør også tillade andre EU-borgere at have et sommerhus i Danmark. Gør vi det klogt og med respekt for lokale hensyn, natur og bæredygtig turisme, vil det også kunne give et tiltrængt skub på udviklingen i landdistrikterne.
Anne Sophie Callesen
23

EU skal oprette modtagecentre for asylansøgere, som skal ligge uden for Europa

Vi skal forhindre, at mennesker tager ruten over Middelhavet. Det kræver vilje til nye løsninger. Men jeg tror ikke på, at et land som Rwanda kan garantere forhold for flygtninge, som lever op til kravene i flygtningekonventionen. Det er jeg ikke alene om at mene - for det er hvad en række organisationer med viden om emnet siger. Og Storbritannien, som har forladt EU, har måttet erkende det samme.
Anne Sophie Callesen
24

EU skal øge antallet af redningsaktioner i Middelhavet

EU skal ikke se til, mens mennesker drukner foran vores kyster. Det burde være en selvfølge, og derfor skal Frontex også gøre mere end i dag. Samtidigt skal vi bekæmpe de grundlæggende årsager til, at mennesker flygter eller migrerer. Det kræver investeringer i uddannelse og jobs og i at afbøde og begrænse klimaforandringernes påvirkning i Afrika, hvor tørke og oversvømmelser gør jorden ufrugtbar.
Anne Sophie Callesen
25

Det er godt, at EU har fastsat et minimum for øremærket barsel til mænd

Muligheden for at holde barsel og tilbringe tid med sit barn bør være ens for begge forældre. Det handler helt grundlæggende om at anerkende begge forældre som ligeværdige. Det er godt for børnene og for fædrenes mulighed for at spille en aktiv rolle i deres barns opvækst. Og det gør det mindre sandsynligt, at en arbejdsplads vil fravælge en kvindelig ansat i den fødedygtige alder.
Anne Sophie Callesen
26

Lande skal kunne trækkes i EU-støtte, hvis deres lovgivning diskriminerer seksuelle minoriteter

Diskrimination mod seksuelle minoriteter er uacceptabelt. Og det er helt vanvittigt, når det er staten, der står for diskriminationen. Vi ved, at det har virket, når EU har smækket pengekassen i overfor fx Polen, hvor flere regioner havde valgt at være såkaldt 'LGBT-frie zoner'. Det værktøj skal vi bruge langt mere konsekvent overfor de lande, som ikke respekterer borgernes basale rettigheder.
Anne Sophie Callesen
27

EU skal kunne gribe ind i landenes håndtering af pandemier eller andre grænseoverskridende sundhedstrusler

EU skal have et større fokus på, hvordan vi i fællesskab kan forhindre sundhedskriser i at eskalere. Det handler først og fremmest om bedre koordination og om at lære af hinanden og af erfaringerne fra Covid-19. Men også om et fælles kriseberedskab med fokus på værnemidler, lægemidler og vacciner, hvor det giver mening.
Anne Sophie Callesen
28

Vi skal fokusere mere på EU end USA som udenrigs- og sikkerhedspolitisk allieret

Vi må vænne os til, at USA er på vej væk fra Europa - og på vej et ukendt sted hen. Det betyder ikke, at vi skal kappe båndene Washington, men at vi i Danmark skal øge vores fokus på Bruxelles, Berlin og Paris. Og at EU skal kunne mere sammen, når det drejer sig om forsvar og sikkerhed.
Anne Sophie Callesen
29

EU bør have en ny traktat for at gøre samarbejdet mere effektivt

EU står overfor en udvidelse med en række nye lande. Når unionen vokser, kræver det også nye værktøjer. Samtidigt har vi set, at et land som Ungarn udnytter vetoretten i udenrigspolitikken til at afpresse resten af unionen for penge for at få sin vilje. Det er helt uholdbart. Derfor bør vi starte diskussionen om traktatændringer, så vi bliver rustet til fremtiden.
Anne Sophie Callesen
30

Det er godt, at EU lovgiver om kønskvoter i virksomheders bestyrelser

Kvoter er ikke et mål i sig selv. Men når ligestillingen går så langsomt, som den gør, er der et behov for, at vi tør tage et nyt redskab i brug. Samtidigt er det en myte, at kvoter vil gå udover bundlinjen eller betyde, at man vælger de mest kvalificerede fra. Tværtimod ved vi, at medlemmerne af en bestyrelse peger på andre, der minder om dem selv - og at diversitet styrker bundlinjen.
Anne Sophie Callesen
31

EU skal fremme, at der i offentlige udbud stilles krav om ordentlige arbejdsvilkår

Der skal selvfølgelig være ordentlige vilkår for arbejdstagerne, når der laves offentlige udbud. De konkrete detaljer mener jeg bør aftales i de enkelte landes arbejdsmarkedsmodeller, men jeg støtter op om en fælles ramme og bund. Af samme grund støttede Radikale Venstre også - som det eneste parti i Danmark - op om en fælleseuropæisk ramme for mindsteløn.
Anne Sophie Callesen
32

EU skal forbyde TikTok

Jeg er meget bekymret over TikToks indflydelse på vores børn og unge og over platformens (mis)brug af brugernes data. Jeg er dog ikke overbevist om, at et forbud er vejen frem, da det nemt vil kunne omgås. Men der er ingen tvivl om, at vi har brug for en strammere lovgivning overfor techgiganterne, hvor hensynet til brugernes digitale rettigheder og mentale sundhed vejer tungere end i dag.
Anne Sophie Callesen
33

EU's budget bør vokse yderligere

EU har potentialet til at håndtere de store udfordringer, vi står overfor. Klimakrisen og sikkerhedskrisen løser vi bedst i fællesskab og over grænser. Derfor er jeg også åben overfor at lade EU's budget vokse. Men pengene skal selvfølgelig passe, og derfor kræver det også en vilje til at flytte opgaver fra medlemsstaterne og til EU, så det ikke bliver dyrere at være europæer - tværtimod.
Anne Sophie Callesen
34

EU skal anerkende Palæstina som stat

Palæstinenserne har ret til deres egen stat, akkurat ligesom Israel har ret til at eksistere. Lige nu ligger en to-statsløsning meget langt væk. Ikke desto mindre er det dét mål, EU, FN og partnere selv bør arbejde hen imod. I den proces ønsker jeg, at EU spiller en langt mere aktiv rolle og tør tale med én stemme. Herunder anerkende Palæstina.
Anne Sophie Callesen
35

Det skal være sværere for studerende fra andre EU-lande at få adgang til SU, når de studerer i Danmark

Muligheden for at studere på kryds og tværs af landegrænser i EU er en kæmpe fordel for danske unge. Ligesom det er en stor fordel for Danmark, at unge fra resten af EU kommer hertil for at studere og senere arbejde. Kort sagt: Den fri bevægelighed er en stor fordel - og den medfører selvfølgelig, at vi skal give studerende fra andre EU-lande samme rettigheder som danske studerende.
Anne Sophie Callesen
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024