Cordua: Derfor maler Mette Frederiksen sig grøn i ny reklameoffensiv

Den standende diskussion blandt iagttagere om et muligt forårsvalg har fået lidt ekstra næring i vinterferie-ugen, efter statsminister Mette Frederiksen søndag i en kronik i Politiken foretog et af de politiske strategiske herresving, hvor hun igen flytter sit parti et nyt sted hen.

Nu vil Socialdemokratiet ikke længere være røde, før de er grønne, bedyrer hun. Formentlig sker skiftet, fordi statsministeren har ladet sig overbevise om, at en mere markant klimapolitik er vejen frem. Men mon ikke skiftet også er hjulpet på vej af de sivende meningsmålinger? Og ud fra en kold kalkule hos S-strategerne om, at der findes en vej til flere vælgere for Liste A, hvis Mette Frederiksen mere overbevisende end tidligere omfavner venstrefløjens og de radikales mere restriktive klimapolitik?

Det ligner lette point, som Mette Frederiksen forsøger at vinde på de Facebook-reklamer, der lige nu rammer yngre vælgere mellem 18-45 år, som bor i hovedstadsområdet og interesserer sig for økologi og litteratur.

Det bliver næppe de borgerlige, der under en valgkamp vil bruge kræfter på at kritisere hende for dette skifte, og skulle det alligevel ske, vil det kun galvanisere Socialdemokraterne som klimakampens forkæmpere.

Jarl Cordua

For hvorfor ikke indrømme, som hun gør i reklamefilmen, at hun var lidt skeptisk over for alt det grønne halløj, som kunne presse arbejdspladserne ud af landet?  Regeringen har jo alligevel iværksat store mængder grøn klimapolitik dikteret af den 70 procents målsætning, som venstrefløjen og Uffe Elbæk i sin tid foreslog. Og som blev nedfældet i forståelsespapiret i sommeren 2019, som blev den politiske håndfæstning, S- regeringen måtte acceptere.

Her to og et halvt år senere efter forståelsespapiret blev nedfældet, kan regeringen vel lige så godt tage ejerskab for resultaterne og dermed sin del af æren for de mange grønne aftaler, som regeringen har indgået med især sit parlamentariske grundlag. Det er der ligeud nul politisk risiko i at gøre. Tværtimod er der kun gevinster at hente med Frederiksens fuldtonede omvendelse til klimasagen – nu uden tidligere tiders tøven. Det bliver næppe de borgerlige, der under en valgkamp vil bruge kræfter på at kritisere hende for dette skifte. Og skulle det alligevel ske, vil det kun galvanisere Socialdemokraterne som klimakampens forkæmpere.

Problemet for Socialdemokraterne er, om reklamefremstødet får nogle af disse vælgere til at flytte deres stemme, fordi Frederiksen nu bedyrer, at hun prioriterer det grønne højere end før? For hvorfor skulle de mange klimabevidste vælgere ikke forblive hos de partier, der i første omgang har presset hende til at levere på den grønne politik?

Man kan også se fremstødet som Socialdemokratiets forsøg på at vinde de ganske mange storbyvælgere hjem, som man tabte ved kommunalvalget i november.  Det går jo ikke ligefrem forrygende med at gøre sig til over for yngre vælgere i København.

Enhedslisten er for nyligt rendt fra den brede aftale om udflytning af uddannelsespladser til provinsen. En aftale, som Radikale, LA, Alternativet og De Frie Grønne også står udenfor. Vælgerne i hovedstaden kommer næppe igen, blot fordi Frederiksen pludselig maler sig selv grøn.

Det ville kræve, at regeringen udskifter Kaare Dybvad som chefideolog og fjerner ham som indenrigsminister. Og dermed afmonterer hele tankesættet om, at regeringen skal føre en permanent decentraliseringspolitik, hvor det er jyske og sjællandske stationsbyer, der hver eneste gang står som vinderne, mens hovedstaden og de store byer omvendt skal levere ressourcer og uddannelsespladser og offentlige jobs. Absolut intet tyder på, at det vil ske.

Hvorfor skulle de mange klimabevidste vælgere ikke forblive hos de partier, der i første omgang har presset hende til at levere på den grønne politik?

Måske er meldingen også lidt dårligt nyt til fagbevægelsen om, at tiden ikke længere er til flere store politiske indrømmelser til dem. Regeringen har som bekendt leveret på Arne-pension og et forhøjet fradrag for fagforeningskontingent. Og hvis man vil have aftalen om højere dagpenge, må man mobilisere medlemmerne, så de med en stemme på aftalepartierne sikrer, at denne del ikke bliver forhindret, efter et valg.

Her kunne man også bemærke, at Socialdemokraterne ikke længere skal forholde sig til fagbevægelsens hidtil mest effektive lobbyist, nemlig 3F’s mangeårige formand Per Christensen, der for nyligt – på mere spektakulær vis end normalt set - faldt fra tinderne.

Endelig er Frederiksens grønne offensiv en glimrende anledning til at ”prime”, det vil sige forberede vælgerne på, hvad der bliver regeringens position forud for forhandlingerne om en grøn CO2-afgift. Her skal den forholde sig til tre forslag, som et ekspertudvalg udkom med i forrige uge.

Man må forstå på Frederiksens meldinger de seneste dage, at regeringen sammen med de røde partier vil lægge sig på et af de mere restriktive forslag, som vil pålægge virksomhederne en høj CO2-udgift med relativt få undtagelser for udsatte virksomheder, mens det så kan overlades til de blå partier at trække i modsat retning. 

Under alle omstændigheder vil vedtagelsen af en CO2-afgift ende som en triumf for regeringen, og statsministeren er allerede ude at tage æren for, at den med meget stor sandsynlighed vil komme i hus. Det kan hun jo lige så godt først som sidst, og det vil bidrage til hele fortællingen om Socialdemokratiets strategiske skifte fra et rødt parti til et parti, hvor man ligesom Enhedslisten og SF har gjort i mange år, kalder sig for ”rød-grønne”. 

Om regeringens grønne reklameoffensiv for sig selv ender i et forårsvalg senere på sæsonen, er stadig mere end tvivlsomt. Det vil i al fald kræve, at Socialdemokraternes opbakning hæver sig over det nuværende niveau. Og der skal man nok se disse seneste bestræbelser i sammenhæng med statsministerens peptalk til sine ministre i forrige uge på Marienborg om at komme ud af starthullerne og være synlige og allestedsnærværende i de standende debatter i medierne med videre. Om det hjælper, kan kun tiden vise.