Miljøstyrelsen finder ny vicedirektør i ministerium
Miljøstyrelsens nye vicedirektør, Isabelle Navarro Vinten, forlader Miljø- og Fødevareministeriet.
Rasmus Straka Skjødt
DebatredaktørMiljøstyrelsen har ansat Isabelle Navarro Vinten som ny vicedirektør. Det bekræfter styrelsen over for Altinget.
Isabelle Navarro Vinten kommer fra Miljø- og Fødevareministeriets departement, hvor hun som kontorchef har haft ansvar for politikudvikling og ministerbetjening indenfor den miljømæssige regulering af husdyrbrug, akvakultur og industri.
Som ny vicedirektør får hun ifølge styrelsen ansvaret for vand-, pesticid- og biocidområdet og personaleansvar for 11 kontorchefer og omkring 270 medarbejdere. Hun skal også have ansvaret for tre decentrale enheder, som overvåger vandmiljøet på Fyn, i Østjylland og i Nordjylland.
"Det er på alle måder et drømmejob for mig, og jeg er meget stolt over at blive del af det hold, der i fællesskab skal videreudvikle Miljøstyrelsen både fagligt og som en attraktiv arbejdsplads," skriver hun på Linkedin.
Det sidste årti har Isabelle Navarro Vinten haft flere ledende stillinger i embedsværket og blandt andet været kontorchef for Miljøstyrelsens kemikalieenhed gennem fem år.
Stillingen som vicedirektør i styrelsen blev ledig i januar, hvor Dragør Kommune ansatte Mads Leth-Petersen som ny direktør.
Ud over Isabelle Navarro Vinten består Miljøstyrelsens direktion af direktør Lars Hindkjær samt vicedirektørerne Anne-Marie Vægter Rasmussen, Christian Bruhn Rieper og Lars Møller Christiansen.
Isabelle Navarro Vinten tiltrådte 16. marts.