Miljøkonsulenter: Private virksomheder skal have en rolle, hvis vi skal have fart i udtagning af lavbundsjorder

Samtidig med, at landbrugsdriften på lavbundsarealerne opgives, så arealerne udvikler sig til natur. Enten under landmandens nuværende ejerskab eller ved at sælge dem til nye ejere, der gerne vil eje naturarealer.

Pointen er, at erstatningsarealerne giver landmanden mulighed for at fortsætte landbrugsdriften som hidtil, blot på andre - og helst bedre beliggende og mere robuste – arealer.

Erstatningsarealer vil ofte være vigtige for at skabe interesse hos lodsejere til at forhandle om at stille andre arealer til rådighed for naturprojekter.

Den største pengepung vinder kampen om arealerne

Så vidt så godt. Men ekspertgruppen mangler at forholde sig til jordpriserne.

Det er efterhånden velkendt, at landmændenes udsigt til markant højere priser for arealer til solceller kan få den konsekvens, at der ikke kommer arealer i spil til naturprojekter, hvormed de går i stå.

Risikoen er særligt til stede, når projekterne kæmper om de samme arealer.

Hvis vi kaster et blik på de gennemsnitlige jordpriser, er det let at forstå, hvorfor det er mere attraktivt for lodsejere at sælge arealer ind til et solcelleprojekt end til et lavbundsprojekt:

Staten køber landbrugsjorder ind, som efterfølgende kan tilbydes som erstatningsarealer for 200.000 kroner for hver hektar.

Men hvad nu, hvis en energiudvikler har planer om et solcelleprojekt i området og tilbyder landmanden 400.000 kroner for de samme arealer, som staten kan betale 200.000 kroner for?

Så sælger landmanden naturligvis til energiselskabet. Konsekvensen bliver, at der ikke kommer jord i spil til lavbundsprojektet, som går i stå.

Målrettet opkøb af 100 hektars til opstilling af solceller, koster med ovenstående jordpriser energiudvikleren 40 millioner kroner.

Arealkampen kan afløses af multifunktionelle projekter

Hvis arealet til solceller skulle modsvares af et areal til et lavbundsprojekt med tilsvarende størrelse, så måtte energiudvikleren nu i stedet for opkøbe 200 hektar.

Energiudviklerens opkøb af 200 hektar landbrugsjord til multifunktionelle arealprojekter koster – ligeledes med ovenstående jordpriser – også 40 millioner kroner.

Landmændenes udsigt til markant højere priser for arealer til solceller kan få den konsekvens, at der ikke kommer arealer i spil til naturprojekter, hvormed de går i stå.

Helga Grønnegaard og Claus Bo Andreasen
Hhv. projektchef for strategisk udvikling, Urland og chefkonsulent, DCA

Der skal nu lægges et puslespil, hvor 100 hektar skal bruges til solceller, og de øvrige 100 hektar sælges fra som erstatningsarealer til lodsejere, der ønsker at bidrage med arealer til etablering af 100 hektar natur.

Erstatningsarealerne sælges videre til markedsprisen for landbrugsarealer, det vil sige 200.000 kroner per hektar. Dermed får energiudvikleren 20 millioner kroner igen for de arealer, der har været i selskabets midlertidige ejerskab.

På den måde ender energiudvikleren med kun at have brugt et halvt så stort beløb på arealer, sammenlignet med projektet, hvor der udelukkende købes projektjord til solceller.

Konceptet kræver blot at kommunen prioriterer multifunktionelle projekter. 

Alle involverede landmænd, både de, der sælger 200 hektar til energiselskabet, og de, som er købere af erstatningsarealer, sikres handler til en markedspris for landbrugsjorder.

Igen skal det understreges, at landmandens mulighed for at købe erstatningsarealer ofte vil være en forudsætning for at afgive andre arealer til samfundsønskede projekter.

Brug for finansieringsmodeller med offentlige og private kasser

Det kunne også være en naturfond, der stod bag opkøb af 200 hektar landbrugsjord.

I det tilfælde kunne de arealer, der sælges til energiselskabet være pålagt bestemmelser om, at arealerne skal overgå til natur, når solcellerne er udtjente.

Efter 30 år med solceller og uden tilførsel af gødning og pesticider vil arealerne nemlig være i en meget bedre naturtilstand end fra start.

Naturfonden ville dermed ende med at have realiseret alle 400 hektar til natur gennem smarte og langsigtede finansieringsmodeller, der i mellemtiden har bidraget med grøn strøm til klimaomstillingen.   

Uanset hvem, der står bag et sådan multifunktionelt arealprojekt, så vil det være et eksempel på en finansieringsmodel med en klog kombination af private og offentlige midler, som under alle omstændigheder finder vej i det åbne land.

Det er samtidigt en måde til at sætte tempo i udtagningen af lavbundsarealer – og en hel del flere af de arealinitiativer, som skal bidrage til at løse de store klima- og biodiversitetsudfordringer.