Debat

RGO og Dansk Erhverv: Treparten overser ét vigtigt hensyn

Målet om at firdoble vedvarende energi på land frem mod 2030 bliver overset i den grønne trepart. Vi bør tænke grøn energi sammen med de mange andre hensyn i treparten, skriver Rådet for Grøn Omstilling og Dansk Erhverv.

Når så meget landbrugsjord skal tages ud af drift, er det afgørende, at vedvarende energi tænkes ind i implementeringen af den grønne trepart, skriver Bjarke Møller og Ulrich Bang.
Når så meget landbrugsjord skal tages ud af drift, er det afgørende, at vedvarende energi tænkes ind i implementeringen af den grønne trepart, skriver Bjarke Møller og Ulrich Bang.Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Bjarke Møller
Ulrich Bang
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den grønne trepartsaftale markerer en omfattende ændring af vores landskab, hvor mindst 390.000 hektar landbrugsjord tages ud af drift.

Med ændring i den skala, er det afgørende, at alle hensyn tænkes med, hvilket aftalen også et stykke af vejen bærer præg af.

Men treparten overser et vigtigt hensyn i arealanvendelsen i det åbne land, nemlig målet om at firdoble vedvarende energi (VE) på land frem mod 2030.

Det er ikke blot en national målsætning, men også et spørgsmål om optimal arealanvendelse.

Bjarke Møller og Ulrich Bang
Hhv. direktør, Rådet for Grøn Omstilling og underdirektør, Klima, energi og miljø, Dansk Erhverv

Solceller og vindmøller opføres ofte på landbrugsjord.

Når så meget landbrugsjord skal tages ud af drift, er det afgørende, at vedvarende energi tænkes ind i implementeringen af den grønne trepart.

Dette er ikke blot en national målsætning, men også et spørgsmål om optimal arealanvendelse.

VE-udbygningen skal ikke blive en hæmsko for implementeringen af aftalen, ligesom implementeringen af aftalen heller ikke må hæmme VE-udbygningen.

Dobbelt gevinst

Faktisk kan udbygningen af grøn strøm skabe bedre incitamenter for landmændene til at søge de frivillige ordninger i aftalen om grøn trepart.

Hvis landmanden kan tjene på at leje udtagen lavbundsjord eller jord, hvor der skal vokse skov op til opstillere af grøn energi, kan det hjælpe både klima, natur og landmandens pengepung.

Læs også

Fremover kommer efterspørgslen efter grøn strøm til at vokse dramatisk. Og udbygningen af grøn energi i Danmark går den forkerte vej lige nu.

Derfor skal vi fremme sameksistens mellem natur og vedvarende energi, så vi får dobbelt klimagevinst ved udtagning af landbrugsjord gennem grøn trepart.

Udledninger fra landbrugsjorden bremses, samtidigt med at jorden bruges til at erstatte fossil energi med grøn energi.

Vindmøller over trætoppe

Hvordan gør vi så det?

For det første er der store muligheder for at kombinere udtagningen af 250.000 hektar jord til ny skov med opstillingen af grøn strøm.

Vindmøllerne kan snurre, mens små skud bliver til store egetræer.

Bjarke Møller og Ulrich Bang
Hhv. direktør, Rådet for Grøn Omstilling og underdirektør, Klima, energi og miljø, Dansk Erhverv

Vindmøller har en levetid, der cirka svarer til, hvor lang tid det tager for et træ at vokse op. Derfor kan vindmøllerne snurre, mens små skud bliver til store egetræer.

Der er endda mulighed for at lade vindmøllerne snurre over trætoppene i den nye skov – som de gør det i Sverige.

Det kræver så ændringer i dele af den danske lovgivning, der i dag forhindrer opsætning af vindmøller i skove, selvfølgelig under den nødvendige hensyntagen til natur, flagermus og friluftsliv.

Ingen grøn strøm på lavbundsjorde

For det andet bør vi udnytte det fulde potentiale for at kombinere solceller med udtagning af lavbundsjorde.

Det sker allerede i dag, men de støtteordninger, herunder KlimaLavbundsordningen, som styrkes med grøn trepart, muliggør ikke etablering af grøn strøm på de udtagne arealer.

Det bør vi lave om.

Læs også

Derfor håber vi, at du, Jeppe Bruus (S), og partierne i Folketinget vil lytte ikke bare til os, men til regeringens egen Nationale Energikrisestab, der anbefaler at planlægge efter multifunktionel arealanvendelse for at få alle hensyn til at gå op.

Det kan ikke lade sig gøre alle steder.

Men de steder, det kan, skal Folketingets partier i forhandlingerne og implementeringen af grøn trepart sikre de nødvendige rammer, der fremmer synergien mellem mere natur og vedvarende energi, så vi sikrer et grønnere Danmark hele vejen rundt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024