Sophie Løhde får ny politisk rådgiver fra Landbrug & Fødevarer
Rune Slot er ny politisk rådgiver for tidligere innovationsminister Sophie Løhde (V). Han kommer fra en stilling som public affairs-rådgiver i Landbrug & Fødevarer.
Benedicte Gjerding Dahlberg
RedaktionsassistentFra 17. februar skal Rune Slot bistå Venstres Sophie Løhde med politisk sparring og håndtering af pressehenvendelser.
Han tiltræder nemlig som ny politisk rådgiver for den tidligere innovationsminister.
Det skriver Rune Slot på Twitter.
Rune Slot kommer fra en stilling som public affairs-rådgiver i Landbrug & Fødevarer, hvor han har været ansat siden 2017.
Arbejdet i Venstre er dog ikke helt ukendt for Rune Slot. Fra 2011 til 2017 var han nemlig ansat i flere forskellige stillinger i partiet, blandt andet som politisk konsulent og kontorleder.
D 17. februar vender jeg tilbage til Venstre. Og jeg glæder mig mindst lige så meget som Sophie! 😀#dkpol #dkmedier https://t.co/eVRX2An7j4
— Rune Slot (@runeslot) January 21, 2020
Rune Slot er uddannet cand.soc. fra RUC.