VedvarendeEnergi: Energiaftalen skal belønne klimabevidst forbrug

Af Jonathan Ries
Bestyrelsesmedlem, VedvarendeEnergi

I det kommende forår skal Folketingets politikere genforhandle Danmarks grønne omstillingsmål.

Denne gang skal der skabes enighed om, hvor meget vedvarende energi vi skal have i vores energisystem i 2030. 100 procent, 80 procent – eller bare 50 procent, som er regeringens mål?

Klimakampen skal gøres håndgribelig
Forhandlingerne er ikke kun relevante for Danmarks klimaansvar. Efterhånden er virksomheder, der producerer vindmøller, isolering og energieffektiviseringsudstyr, blevet store og vigtige arbejdsgivere i Danmark.

Vi burde altså alle interessere os for disse forhandlinger. Men jeg vil påstå, at der ikke er mange borgere, der:

1. forstår de forskellige klimamål.

Hvis de kommende tiltag skal batte, skal vi have mere håndgribelige, socialt retfærdige og ambitiøse grønne omstillingsmål.

Jonathan Ries
Bestyrelsesmedlem, VedvarendeEnergi

2. kan følge med i udviklingen på de forskellige grønne omstillingsområder: energisektor, transport, landbrug og boliger.

3. forstår begreber som "ikke-kvotesektor" eller "ambitionsmekanismer".

Hvorfor ser vi ikke flere udspil og diskussioner i den brede offentlighed, der er mere håndgribelige og forståelige for almindelige borgere?

Især nu, hvor den globale opvarmning sætter nye rekorder, og Danmarks CO₂-udledning igen stiger, er det vigtigt, at vi sætter et mere ambitiøst mål end bare 50 procent vedvarende energi.

Flere arbejdspladser, mindre CO₂
Helt overordnet skal vi have en større bevidsthed om vores personlige CO₂-aftryk og tage større klimaansvar. Indregner man alle de varer, som vi importerer til vores daglige forbrug, ferierejser med fly med mere, har vi i Danmark et CO₂-aftryk på 14-19 tons per person (afhængigt af, hvilket studie man kigger på).

På længere sigt skal vi mere eller mindre have afviklet drivhusgasudledningerne, og det lykkes kun, hvis vi allerede nu sætter mere ambitiøse mål på nationalt niveau.

Socialdemokratiets Jens Joel påpegede desuden 28. februar i Politiken, at vi skal sikre en hurtig grøn omstilling, "uden at der skabes ulighed og nye sociale skel". Hvis vi skal sikre opbakning – og det skal vi – så er en bedre forståelse og et bredere ejerskab til den grønne omstilling i befolkningen helt afgørende.

Sønderborgs og Københavns Kommune er gode eksempler på, hvordan man kan udvikle konkrete omstillingsinitiativer, som både sætter ambitiøse mål, men også bliver brugt til at fremme innovation og skabe nye arbejdspladser.

Sønderborg skriver blandt andet om deres 'ProjectZero', at målet for 2020 er at reducere udledningen med 50 procent i forhold til 2007 og skabe over 900 nye arbejdspladser.

Tre veje til ansvarligt forbrug
Det kommende energiforlig skal derfor støtte et mere ansvarligt forbrug uden at skabe nye sociale skel:

1. Vi skal spare på energien og energirenovere vores boliger.

I mange tilfælde betales en investering i bedre isolering eller varmepumper hjem i løbet af nogle år. Gør det nemmere for folk at forstå de positive incitamenter. Giv gratis rådgivning. Hjælp med indsatser til leje- og andelsboliger, hvor det er sværere at få tilbagebetalt energispareindsatser.

Og støt energibesparelser i yderområder for eksempel med lånegarantier.

2. Vi skal tale om vores transportvaner.

For at reducere klimabelastningen, skal flere af os bruge den kollektive transport. Gør den billigere og gør det nemmere at skifte mellem bil, tog og cykel.

I storbyerne skal vi sikre en bedre fremkomst med cykler, busser, letbaner og S-tog. I mindre befolkede områder er den kollektive trafik ofte ikke et alternativ til bilen. Her skal biltransporten gradvist omstilles til el.

Man kunne eksempelvis indføre en særligt høj skrotningspræmie for at skrotte en benzin- eller dieselbil, hvis man samtidig indregistrerer en ny elbil.

3. Del omstillingsambitionerne op mellem regionerne.

Hvor meget skal der investeres på Falster, hvor mange arbejdspladser bringer omstillingen i Nordjylland? Ligesom med regeringens ind- og udflytningsplaner kunne et regionalt grønt omstillingsfokus mindske uligheden mellem regionerne.

Målrettede investeringer kan skabe nye arbejdspladser i struktursvage regioner. Regionale ambitioner kan være en jobmotor især i yderområder.

Og når der forhandles om 100 procent vedvarende energi i løbet af 2030'erne for at nå Paris-aftalens klimamål, så forklar befolkningen målene på en let forståelig og håndgribelig måde, i stedet for kun at tale i antal megawatt, der skal omstilles.

Bliver energiaftalen et paradigmeskifte?
Meget af vores forbrug er socialt betinget. Det betyder, at hvis vores naboer og venner ændrer deres forbrugsvaner, er sandsynligheden større for, at vi også vil gøre det.

Derfor skal vi have flere tiltag på politisk niveau, der motiverer flere af os til at spare på energien, bruge den kollektive transport, skifte til el-biler og sætte solceller op. Samtidig skal omstillingsindsatserne ikke kun være for dem, der ejer hus og bil i forvejen.

Også dem, der ikke har råd til de store investeringer, bor til leje og har brug for en god kollektiv transport, skal have mulighed for at være med.

Hvis de kommende tiltag skal batte, skal vi have mere håndgribelige, socialt retfærdige og ambitiøse grønne omstillingsmål.

Forhåbentlig ser vi et paradigmeskift ved de næste forhandlinger, hvor vi tager et større klimaansvar for os selv, men også for kommende generationer.

Jeg kan kun opfordre til, at det kommende energiforlig ikke begrænser sig til et fokus på omstillingen til vedvarende energi.

Hvis det skal have en reel effekt, skal energiforliget også sætte fokus på energibesparelser, klimavenligt forbrug og en hurtigere elektrificering, ikke mindst af vores transport.