Ældrereformen varsler flere frie valg, men det kommer ikke alle ældre til gode

Derfor har der også været knyttet så store forventninger til både regeringens ældreform, ændringerne i folkeskolen og de kommende ændringer på sundhedsområdet, når Sundhedsstrukturkommissionen kommer med sine anbefalinger. Den afgørende forudsætning for, at store reformer lykkes, er tillid. Tillid til, at det, politikerne stiller os i udsigt, rent faktisk holder og kan gennemføres.

Når vi bliver stillet i udsigt, at den nye helhedspleje på ældreområdet vil betyde større valgfrihed for de ældre i et enten offentligt eller privat leveret servicekatalog, er det så rent faktisk det, der kommer til at ske? Når fastaftalte enkeltydelser afløses af helhedspakker med frit valg.

Hvis fru Hansen i stedet for nu at være visiteret til 15 minutters rengøring hver tredje uge selv kan vælge inden for en helhedsplejepakke, hvad hun har lyst til, der skal ske på dagen, er det så stadig 15 minutter i den nye helhedsplejemodel til i stedet for rengøring at gå en tur ned i parken, gå på indkøb efter det snart berømte pandekagemel eller prioritere en god snak over en kop kaffe med SOSU’en? Eller betyder den mere fleksible visitation også flere minutter oven i helhedsplejepakken den ene dag og måske mindre den næste? Ligger der et status quo service i tid til den ældre eller mere tid?

Nogen skal stadig styre, at omkostningerne til området ikke går amok, når de frie valg slippes løs, og alle gerne vil gøre deres allerbedste for at opfylde de ældres ønsker

Lisbeth Knudsen

Det er ikke svært at forestille sig, at det ikke bliver helt nemt at styre hverken økonomisk, logistisk eller mandskabsmæssigt. Og lige præcis her lyser alle lamper rødt hos de forvaltningschefer og ledere, der skal sørge for at gennemføre den øgede selvbestemmelse til de ældre og frisættelsen af medarbejderne.

Hvad de ældre måtte aftale med hjemmehjælpen at få leveret af ydelse på dagen, har jo en direkte sammenhæng med tid, økonomi og helt lavpraktisk kørelister og tilstedeværelse. Er der tale om, at de ældre vælger en privat leverandør i stedet for kommunen, så skal også sådanne leverandører jo også have nogle faste rammer at prissætte efter.

Nogen skal stadig styre, at omkostningerne til området ikke går amok, når de frie valg slippes løs, og alle gerne vil gøre deres allerbedste for at opfylde de ældres ønsker. Hvornår er godt nok så godt nok?

Nogen skal sørge for, at de private firmaer, som i større udstrækning skal have lov til at levere forskellige former for pleje til de ældre, lever op til nogle standarder og soliditetskrav, hvis ikke de ældre skal risikere at blive snydt eller pludselig efterlades uden hjælp. Nogen skal løse konflikterne, når nu den ældre vælger noget andet end det, børnene eller familien i øvrigt synes er bedst og de mest påtrængende behov.

Jeg tror desværre, mange hører regeringens udspil sådan, at nu er minuttyranniet væk – og fleksibiliteten, selvbestemmelsen og de ældres egne frie valg i højsædet. Men det bliver bare ikke det, der kommer til at ske, hvis kommunerne fortsat skal kunne styre udgifterne bare nogenlunde rimeligt.

Og nok så meget ny ældrelov tryller jo ikke de 15.000 manglende SOSU’er eller andre eftertragtede faggrupper i det offentlige frem.

Spørgsmålet er, om regeringens løfter om bedre løn, bedre arbejdsvilkår og bedre uddannelse og mere udenlandsk rekruttering alt sammen bidrager nok til at løse udfordringen. Statsminister Mette Frederiksen sagde faktisk meget ærligt ved lanceringen af ældrereformen forleden, at det kan regeringen ikke love, men at man håber, at forskellige initiativer vil kunne skaffe flere medarbejdere til velfærdssektoren. Hvis altså kommunerne har råd til at betale for dem.

Jeg tror desværre, mange hører regeringens udspil sådan, at nu er minuttyranniet væk – og fleksibiliteten og de ældres egne frie valg i højsædet

Lisbeth Knudsen

Vi har taget ideologien ud af ældrepolitikken, konstaterede Venstres formand, forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, med tilfredshed i forbindelse med præsentationen af regeringens ældreudspil.

Men der er faktisk ret meget ideologi i det nye ældreudspil. En luns til hver af regeringspartierne vel at mærke. Og det helt afgørende bliver nu, hvordan kommunerne kommer til at implementere reformen. Og hvor langt ned i detaljerne den nye ældrelov vil gå ned i at blande sig i kommunalbestyrelsernes arbejde.

Det er ikke hensigtsmæssigt, hvis lovgiverne på Christiansborg vil beslutte, om og hvordan kommunerne skal sammensætte faste, tværfaglige teams, og hvor mange hjemmehjælpere fru Hansen må have på besøg hver uge.

Det fremgår af oplægget, at dokumentationskravene skal væk, og visitationspersonalet skal ud i ældreplejen og ikke længere sidde på kontoret. Men nogen skal jo stadig visitere – blot nu de nye pakker til helhedsplejen. Og det går da helt galt, hvis der ikke dokumenteres, hvad der sidst er gjort med fru Hansens sår på benet, eller hvilke piller hun har fået i løbet af dagen, når aftenvagten skal tage over og følge op på dagvagtens arbejde.

Kommunerne er ikke alene presset på at kunne få den rigtige og kompetente arbejdskraft, men også på højt sygefravær og store personaleomsætning, så der hele tiden er en ikke ubetydelig andel medarbejdere på oplæring.

Der er faktisk ret meget ideologi i det nye ældreudspil. En luns til hver af regeringens partier vel at mærke

Lisbeth Knudsen

Erfaringerne med faste tværfaglige teams er rigtigt gode, og mange kommuner arbejder allerede med det format. Men selv i den bedste af alle verdener, så vil en service 24/7 alle dage i ugen kræve et stort antal medarbejdere, der skal indgå i et fast team.

En milliard kroner oven i kompensationen for den demografiske udvikling med flere ældre og flere børn fordelt på 98 kommuner kommer ikke til at gøre den store forskel i forhold til de voldsomme besparelser på ældreområdet, som er blevet foretaget i de senere år.

Der er en del at indhente allerede. Og indfasningen af ældrereformen står først til fuldt ud at være sket i 2027. Inden da har kommunerne været ud at spare endnu en gang eller to på ældrebudgetterne.

Og så lige en ting mere i den kritiske ende, som flere allerede har nævnt. Regeringens ældrereform melder ikke noget som helst om sammenhængen til sundhedsområdet, sundhedssygeplejen og den nye ældrelovs samspil med sundhedsloven.

Alle de diskussioner udskydes til Sundhedsstrukturkommissionen kommer med sin rapport, men det vil betyde, at kommunerne formentlig må vente måske til efteråret med en politisk afklaring på det spørgsmål.

Indfasningen af ældrereformen står først til fuldt ud at være sket i 2027. Inden da har kommunerne været ud at spare endnu en gang eller to på ældrebudgetterne

Lisbeth Knudsen

I den positive ende er tilsynsforenklingen, som lå lige til højrebenet for regeringen. Spørgsmålet er, om den bliver liggende der, også efter at der er kommet et par nye Else-sager i ældresektoren, hvor alle kan blive forarget over et omsorgssvigt og en rå tone, som et tilsyn burde have opdaget.

Regeringens reform har alle de plus-ord, som vi elsker. Personlig frihed, tryghed, selvbestemmelse, nærvær, tid til relationer frem for kontrol og skærme. Meget af reformens retningsanvisende indhold er kommunerne allerede i gang med at implementere.

Det svære bliver, hvilken kommunal styringsmodel der skal erstatte den forkætrede New Public Management-praksis, om medarbejderne har mod på at påtage sig ansvaret for svære afgørelser og dilemmaer ude i hjemmet hos den ældre, når de pårørende vil have deres far i bad, og faren selv hellere vil spille kort eller noget helt andet.

Om de private leverandører er klar til at imødekomme en øget efterspørgsel og flere krav til fleksibiliteten i ydelserne, og hvordan de nye lokalplejehjem i kommunalt regi, men med helt andre frihedsgrader end et kommunalt ældrecenter, vil klare opgaven med et styre forskellige tilkøbsordninger og få de rigtige mennesker engageret i bestyrelserne for disse plejehjem.

”Du bliver aldrig for gammel til at have det godt”, lyder det slogan, som regeringen gerne vil sætte på ældrereformen. Og det understreges, at de ældre er lige så forskellige, som folk er flest.

Det er jo en banal sandhed. Det er det også, at ældreplejen alt for mange steder halter. Men sandheden er også, at denne ældrereform kommer de ressourcestærke ældre til gavn. Dem, der fysisk og mentalt har kræfterne til at bestemme selv. Ikke mange af dem på plejehjemmene, som for en stor dels vedkommende er for svage eller for demente til selv at få gavn af friheden til at vælge.

Regeringens reform har alle de plus-ord, som vi elsker. Personlig frihed, tryghed, selvbestemmelse, nærvær og tid til relationer frem for kontrol og skærme

Lisbeth Knudsen

Er de overordnede tanker i ældreformen rigtige: at få lavet en ny ældrelov og ryddet op i en masse gamle bestemmelser, kontrol- og dokumentationsprocesser og lovregler? Ja, ubetinget.

Burde den nye ældrelov fra starten være samtænkt med sundhedsområdet? Ja. Helt ubetinget. Det bliver en stor udfordring at koble de to ting efterfølgende. Og bliver de ikke det, er den nye model og de tværfaglige teams ikke meget værd.

Er der brug for at få stadfæstet, at ikke alle ældre er magtesløse væsener uden vilje og lyst til fortsat at beslutte noget i eget liv: Ja, ubetinget.

Er der brug for at give de ældre muligheden for at kunne tilkøbe serviceydelser efter eget valg? Ja, helt bestemt. Men der er virkelig meget signalgivning og værdiord i pakken, som måske ikke kommer til at tåle et realitetstjek i forhold til økonomi og arbejdskraftressourcer. Og vi skal se med åbne øjne ind i en ny velfærdsmodel, der er på vej her, og som vil øge uligheden.