Ældreudspil er et kompromis mellem pragmatik og politiske kæpheste

På pressemødet slog Venstres formand Troels Lund Poulsen da også til lyds for, at udspillet er et bevis på, at "ideologien er taget ud af vores ældrepolitik".

Alligevel afspejler de dybere balancer i udspillet, at det langt fra kun er rent praktiske overvejelser, regeringen har brugt de seneste mange måneder på at diskutere med hinanden.

Med Socialdemokratiet ved roret bliver der ikke sået nogen tvivl om, at det fortsat er det offentlige, som har og skal have hovedansvaret for at levere ældrepleje til danskerne.

På samme måde er der med Venstre som medafsender ingen tvivl om, at en omlægning af ældreplejen heller ikke må ske på bekostning af private leverandørers adgang til tilbyde pleje til danskerne.

Tværtimod er der kommet mindre udvidelser med, som Venstre længe har haft på ønskesedlen.

Oven i det kommer Lars Løkke Rasmussens og Moderaternes tredje vej. Her handler det mindre om offentlig eller privat og mere om at udvikles nye typer af institutioner, som er afkoblet fra den traditionelle styringskæde. Konkret afspejlet i forslaget om nye såkaldte lokalplejehjem.

De djævelske detaljer mangler

Regeringens udspil indeholder punkter, der spænder lige fra en ekstra milliard kroner og en ny national strategi for velfærdsteknologi til en større omlægning af tilsynene på ældreområdet.

Men de enkelte elementer er kun på skitsestadiet og stort set blottet for de ofte djævelske detaljer, som kan få afgørende betydning for, om det vil lykkes at gå fra politiske paroler til virkelige forandring.

Hvilke krav skal der for eksempel stilles til det faste hold af medarbejdere, som skal til at træffe langt flere afgørelser om hjælpen til den enkelte ældre? Hvor mange skal de være? Hvilke kvalifikationer er nødvendige? Og hvornår må de egentlig sige nej til borgernes ønsker?

Hvordan vil man indrette de nye tilsyn? Hvordan undgår man mere bureaukrati, når man får et helt nyt lovkompleks? Og hvad er det egentlig for opgaver, civilsamfundet skal løse?

Fraværet af detaljer betyder, at udspillet fortsat kan trækkes i forskellige retninger, inden det skal omsættes til lovgivning for så at blive implementeret i de enkelte kommuner. I hele den lange proces, der venter, vil der skulle træffes mange og også afgørende politiske valg. Både nationalt og sidenhen lokalt.

New public mangement, nu med tillid

Mens ældreminister Mette Kierkgaard har omtalt reformen som en ’styringsreform’, så kaldte statsminister Mette Frederiksen den på tirsdagens pressemøde mere bombastisk for et opgør med new public management.

Reformudspillet kan føre til væsentlige forandringer af den måde, ældreplejen leveres på. Men der er lang vej, og det vil ikke være ensbetydende med, at man har installeret et helt nyt styresystem.

Tværtimod bygger regeringens reformønsker videre på NPM-logikker om at sætte borgeren i centrum, som en kritisk og kvalificeret bruger af offentlige service kombineret med markedslignende mekanismer, der skal sikre konkurrence og effektivitet.

Professor i offentlig ledelse Kurt Klaudi Klausen har tidligere på Altinget beskrevet, hvordan new public management-styringen igennem årene har skabt større produktivitet i det offentlige, men efterhånden er svinget for langt i retning af kontrol.

Han peger på, at udviklingen i disse år trækker i retning af at supplere med mere tillid, hvor man netop i højere grad ”delegere ansvaret til de menige og professionelle medarbejdere, når det drejer sig om at træffe borgernære beslutninger”.

Ny virkelighed kræver nye løsninger

Set i det lys fortsætter reformforslaget en langstrakt udvikling, hvor man fra både lokal og national side har taget en række skridt for at tilpasse ældreplejen en virkelighed under forandring.

Introduktionen af NPM-idéerne i midt 1990’erne handlede ikke mindst om at øge produktiviteten i den offentlige sektor. Det samme argument blev brugt om 00’ernes fritvalgslovgivning.

I kølvandet på finanskrisen oplevede særligt kommunerne et årti med økonomisk smalhals samtidig med, at antallet af ældre så småt begyndte at stige. I de år har kortsigtede hensyn til budgetoverholdelse holdt kommunernes evne og mulighed for at gennemføre grundlæggende forandringer i skak.

Her hvor vi står nu, bliver behovet for ændringer stadig mere presserende i takt med, at antallet af ældre stiger hurtigere de kommende år.

Et springende punkt bliver derfor, hvor meget pres regeringen og Folketinget vil lægge på de lokale politikere, embedsfolk og ledere for at få gennemført de ønskede forandringer. Og i den forbindelse hvor mange gange der skal stå ’skal’ eller ’kan’ i den nye lovgivning.

For målet om selvbestemmelse, frihed og tillid er alle enige i. Det svære er som altid midlerne til at nå derhen.