Debat

Behov for mere ambitiøs udligningsreform

DEBAT: Regeringens udligningslinje er uambitiøs, skriver Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, der vil have udligningsprocenten sat op.
Udligningsprocenten skal sættes op, skriver Kristian Thulesen Dahl.
Udligningsprocenten skal sættes op, skriver Kristian Thulesen Dahl.Foto: Pressebillede, Dansk Folkeparti
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kristian Thulesen Dahl
Gruppeformand for Dansk Folkeparti

For knap tre uger siden indledte Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager forhandlinger om en ny udligningsreform på baggrund af nye anbefalinger fra det såkaldte finansieringsudvalg. Dansk Folkeparti er som forligsparti med i disse forhandlinger, og vi har fra starten meldt ud, at vi ønsker en ambitiøs udligningsreform - en omfordeling i kommunerne - til gavn for hele landet. Økonomisk udsatte kommuner, specielt i yderområderne, må ikke svigtes. De velstillede kommuner må være solidariske over for de kommuner, som kæmper hårdt med at få de økonomiske ender til at nå sammen.

Den melding har vi fortsat i forhandlingerne! I Dansk Folkeparti ønsker vi konkret, at udligningsprocenten skal op. Gerne til 60, 65 eller 70 procent! Lige nu er niveauet på 58 procent.

Vestager har i forhandlingerne - overordnet set - lagt op til en justering til ca. 400 mio. kr., som godt nok sikrer de udsatte kommuner på landsplan et lidt bedre udgangspunkt end tidligere, men når kommunerne på årsplan har driftsudgifter på hele 240 mia. kr., vil modellen langt fra have en afgørende effekt.

Fakta
Bland dig
Vil du også deltage i debatten på Altinget | Kommunal? Send dit indspark til [email protected]

Jeg undrer mig!
Dette undrer mig, for netop Margrethe Vestager og de Radikale har tidligere foreslået en langt mere omfattende og ambitiøs udligningsreform, hvor man bl.a. ønskede at sætte udligningsprocenten betydeligt op. I forbindelse med aftalen om udligning tilbage i 2006 sammen med DF og den tidligere VK-regering, har de Radikale ytret ønske om en udligningsprocent på 70. Regeringskollegaerne fra S og SF havde ligeledes før valget store visioner for udligningsområdet. I forbindelse med et storstilet udspil fra maj 2010 proklamerede partierne bl.a., at det er afgørende, at vi får et mellemkommunalt og statsligt finansieringssystem, som sikrer, at kommunerne er ligestillet. Hvis det ikke sker, vil udkantskommunerne stå i en rigtig dårlig konkurrencesituation, hvilket vil få indflydelse på arbejdspladser, lød det bl.a. fra SF.

Jeg håber inderligt, at regeringspartierne i de kommende - afgørende forhandlinger om udligningsreformen vil løfte ambitionsniveauet, så de vanskeligt stillede kommuner får nogle bedre muligheder for at løse opgaverne på en god måde for borgerne.

I Dansk Folkeparti ønsker vi konkret, at udligningsprocenten skal op. Gerne til 60, 65 eller 70 procent! Lige nu er niveauet på 58 procent.

Kristian Thulesen Dahl
Gruppeformand, Dansk Folkeparti

Mit budskab til regeringen og Margrethe Vestager er derfor: Find jeres oprindelige visioner for udligningsområdet frem igen, og lad os sammen lande en god fordelingspolitisk og retfærdig aftale!

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024