Eksperter: Finanslovsmilliard til velfærd lukker ikke hullet i kommunernes økonomi
Kommunerne er ifølge eksperter så presset af inflation og stigende udgifter, at der selv med ekstra penge i regerings finanslovsudspil er behov for besparelser på velfærden i 2024. Finansminister erkender, at det ser svært ud.
Kim Rosenkilde
RedaktørDansk økonomi er “bomstærk,” og regeringens pengekasse vokser og vokser. Samtidig står lokalpolitikere på tværs af landet over for nedskæringer på velfærden.
I Esbjerg er skolelukninger på spareprogrammet. På Bornholm er ensomhedsindsatser i ældreplejen i skudlinjen. Og i Fredericia kan der være udsigt til noget færre pædagoger i SFO’erne.
Det er bare enkelte eksempler fra en meget lang liste af spareforslag i de konkrete kommuner, som de lokale politikere kan være nødt til at gennemføre for at få budgettet for 2024 til at hænge sammen. I et stort antal af landets øvrige kommuner, sidder man netop nu og gransker tilsvarende ’sparekataloger’.