Hvad i alverden mener Pia Kjærsgaard med skibidi toilet, rizz og sigma? Find svaret her
De folkevalgte har fået øjnene op for den yngre generations slang, og politikerne bruger ordene i flæng på de sociale medier. Men det er langt fra indlysende, hvad det hele betyder. Altinget guider dig til de nye ord i dansk politik.
Line Høvik Søby
Journalist"Girlypop, den der girl dinner is giving main character energy. Very mindful, very demure. Slay".
Hvor ordene måske ikke giver mening for personer over 40 år, er det en ganske sammenhængende sætning for en yngre person med en TikTok-konto.
Og måske skal vi vænne os til at høre ord som "rizz" og "vibe" fra politikerne på Christiansborg, efter en video fra Dansk Folkeparti gik viralt på TikTok og andre sociale medier.
Videoen viser tidligere partiformand Pia Kjærsgaard (DF) bruge blandt andet ovenstående engelske slangs i en slags rundvisning på Christiansborg. Du kan se videoen i bunden af artiklen.
Pia Kjærsgaard er dog ikke den eneste politiker, der bruger de nye udtryk i videoer på sociale medier. Andre tæller Alternativets Torsten Gejl og Enhedslistens Jette Gotleib.
Men hvad i alverden betyder de umiddelbart uforståelige ord, som de folkevalgte er begyndt at bruge?
Altinget guider dig her
- Girlypop: En kærlig måde at tiltale sine venner og veninder.
- Rizz: Forkortelse for karisma. Signalerer stærk udstråling, men uden at man forsøger.
- Alpha: Typen der kan træne klokken 04:00 om morgen, arbejde 12 timer, have en fræk Tinder-date og stadig lave sund aftensmad. Går ikke så meget op i ligestilling mellem kønnene og er i toppen af sociale sammenhænge (ifølge dem selv, i hvert fald).
- Sigma: Som udgangspunkt det modsatte af alpha, men en sigma kan have episoder med rizz.
- Vibe: En stemning eller fornemmelse. Kan både omfatte personligheder, kemi og sociale sammenhænge.
- Brat summer: Afledt af hyperpop-musikeren Charli XCX's seneste album "Brat". Bruges om sommeren 2024, hvor mange unge var glade for neongrøn, festede meget, nød livet og ikke tænkte så meget på morgendagens (eventuelt moralske) tømmermænd. Gjaldt udelukkende for sommeren 2024.
- Era: En periode, hvor man afgiver en særlig vibe eller opfører sig på en bestemt måde. Eksempelvis kan du være i en lyserød-era, hvor alt dit tøj og tilbehør skal være lyserødt.
- Girl: Det bruges i starten af en sætning, hvis man tiltaler en kvinde, fordi man tvivler på hendes udsagn. Venskabeligt.
- Girl dinner: En aftensmad bestående af elementer, der ikke normalt bruges i en middag. Kan beskrives som en "tøm køleskabet"-tapas.
- Hits different: Bedre end de andre/det andet.
- Slay (queen): Ultimativt kompliment. Du/det er det bedste. Hvis der tilføjes "queen" er du helt usammenligneligt bedre end alle andre.
- It's giving...: Det minder om... eller det får mig til at føle...
- Ick: Ulækkert og/eller giver myrekryb.
- Understood the assignment: Man gør det godt og leverer et godt produkt, fordi man forstod opgaven.
- Ballin': Kører derud af. Millenials vil kende udtrykker som "swag", Gen X som "svedigt" og Boomers som "groovy".
- Main character energy: Din udstråling signalerer, at du er hovedpersonen lige nu.
- Ate (and left no crumbs): Ordet beskriver at vinde eller være sejrsherre i en situation. Tilføjes "... and left no crumbs", er man ultimativt den bedste.
- For real: Jeg mener det.
- Sus: Forkortelse fra "suspicious". Sus bruges om noget, der er suspekt eller mistænkeligt.
- Lit: Det er godt, sjovt, oppe at køre, festligt eller bare helt vildt fedt.
- Very cutesy, very mindful, very demure: Det er godt, men på den underspillede måde.
- No cap: Jeg mener det.
- Brain rot: Underholdning, der er så dumt eller intetsigende, at det nærmest forrådner din hjerne og fjerner hjernerceller.
- Skibidi toilet: Ultimativt brain rot. Bruges i sætninger for at beskrive, at sætningens eller samtalens indhold er dumt. Opstået som følge af YouTube-serien af samme navn, hvor menneske-toiletter forsøger at udrydde menneskeheden i en dystopisk fremtid. Beskrives af Urban Dictionary som "Satans f*cking værk".
Udtrykket bruges mest af børn, som stadig har håndtag på deres iPad. - Who dat?: Jeg ved, hvem du er, men jeg anerkender dig ikke.
- Yap: At snakke.
- Aura: Udstråling.
- Iconic: Ikonisk.
- Living rent free: Man kan ikke lade være med at tænke på en bestemt ting, der "bor gratis" i ens hoved.
- Majestic: Storslået.
- G.O.A.T. (greatest of all time): Den bedste nogensinde.
- Ohio: Beskriver noget mærkeligt, underligt eller kikset.
Herved bør du have fået lidt indsigt i de nye ord, politikerne er begyndt at slynge om sig på de sociale medier – om end der muligvis går lidt tid, før vi hører statsministeren sige "skibidi toilet" fra Folketingets talerstol.
Men der er jo naturligvis også en åbningsdebat næste år, hvor chancen kan byde sig.