Overblik: Her er hovedpunkterne i Radikales nye 2030-plan

Radikale vil investere 53,2 milliarder kroner i blandt andet grøn omstilling og uddannelse frem mod 2030. Det er særligt det øgede økonomiske råderum og en udfasning af Arne-pensionen, som skal finansiere forslagene. 

Politisk leder Martin Lidegaard og næstformand for folketingsgruppen Samira Nawa fra Radikale Venstre holder pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde på Egelund Slot i Fredensborg, mandag den 19. august 2024
Politisk leder Martin Lidegaard og næstformand for folketingsgruppen Samira Nawa fra Radikale Venstre holder pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppemøde på Egelund Slot i Fredensborg, mandag den 19. august 2024Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Øgede afgifter på klimabelastende varer, flere SU-klip og forhøjet klimabistand. 

Det er nogle af Radikales prioriteringer i partiets nye 2030-plan, der blev præsenteret mandag. 

I alt vil Radikale afsætte 53,2 milliarder kroner i 2030 til initiativerne. Finansieringen skal blandt andet komme fra en udfasning af efterlønnen, afskaffelse af Arne-pensionen og en forhøjet flyafgift. 

Få et overblik over 2030-planen her: 

Grønnere fremtid

  • Radikale vil have gennemført en "fuld grøn omstilling" inden for fem år. Partiet vil i alt afsætte 9,5 milliarder kroner til dette. 
  • Vedvarende energi og energieffektivitet skal gøre Danmark fri af fossile brændsler inden for få år.
  • Der skal investeres mere i natur og miljø. Radikale mener, at der er et behov for en større reform af dansk landbrug og landbrugsstøtten, eksempelvis ved lavere kvælstofnormer og en højere og hurtigere CO2e-afgift på landbruget.
  • Radikale vil indføre et reduktionsmål for udledninger udenfor Danmarks grænser på 60 procent inden 2030. Det skal gennemføres ved at indføre afgifter på de mest klimabelastende varer. Samtidig vil partiet sænke skatten i bunden, så klimavenlig adfærd belønnes. 
  • Partiet vil sikre, at billetpriser i den kollektive trafik bliver mere konkurrencedygtige, hvilket skal tilskynde flere til at vælge offentlig transport frem for at tage bilen. 

Bedre børneliv og velfærd

  • Radikale vil lancere et "historisk børneløft". Selve udspillet er ikke blevet præsenteret endnu, men der vil være fokus på bedre daginstitutioner, folkeskoler og fritidsliv for børn. Partiet har afsat 15 milliarder kroner om året til dette. 
  • Partiet vil prioritere tiårsplanen for psykiatrien og afsætte de nødvendige midler.
  • Radikale vil bremse regeringens generelle besparelser i kommunerne på to milliarder kroner.
  • Partiet vil også afsætte 1,8 milliarder kroner til sundhedsområdet med fokus på forebyggelse.
  • Partiet ønsker at hæve tobaksafgifterne. 
  • Derudover vil partiet investere én milliard kroner i indsatsen for at få flere af de 43.000 unge, som ikke er i job eller uddannelse, "med i fællesskabet"

Bedre uddannelser for alle 

  • Radikale vil ligestille adgangskrav til gymnasier og erhvervsuddannelser. Partiet vil investere i nye campusmiljøer, hvor alle ungdomsuddannelser lægges under samme tag. Videreuddannelse skal være mere tilgængeligt, så voksne i hele livet kan læse videre. 
  • Centrale dele af universitetsreformen fra 2023 skal tilbagerulles, herunder sektordimensioneringen og lukningen af toårige kandidatuddannelser. Reformens bevillinger til humaniora og samfundsvidenskab, nye pladser til internationale studerende og den ændrede studiestart fastholdes.
  • SU-aftalen fra 2023, der fjernede det sjette SU-år, skal rulles tilbage.
  • Radikale vil øge de offentlige forskningsinvesteringer med tre milliarder kroner udover det nuværende niveau på én procent af BNP. På længere sigt skal det offentlige forskningsbudget hæves til 1,5 procent af BNP. 
  • Radikale vil hæve fradraget for investeringer i forskning og udvikling for virksomheder til 130 procent permanent.  

Frihed til at være den du er 

  • LGBT+-personers rettigheder, sundhed og trivsel skal styrkes. Partiet vil mindske køns betydning for, hvor langt man kan komme i livet. 
  • Partiet vil investere i integrationsindsatsen og blandt andet give øget støtte til civilsamfundsorganisationer, der arbejder mod parallelsamfund, negativ social kontrol, vold og intolerance
  • Radikale vil gennemføre kriminalitetsforebyggende indsatser i særligt udsatte områder, gentænke ungdomskriminalitetsnævnet og sætte nyt fokus på blandt andet resocialisering og digitale indsatser
  • Der skal investeres betydeligt i dansk kulturliv. Her nævner partiet særligt investeringer i scenekunstområdet, musikområdet samt vedtagelse af en dansk litteratur- og billedkunstpolitik.  

En mere sikker og retfærdig verden

  • Radikale ønsker, at Danmark fra 2030 giver 3 milliarder kroner ekstra i klimabistand hvert år. 
  • Danmarks ulandsbistand skal øges fra 0,7 til én procent af BNI. Den øgede udviklingsbistand skal understøtte opbygningen af samfundsinstitutioner og sociale velfærdsprogrammer i udviklingslande.

Person- og erhvervsbeskatning

  • Der skal indføreres skattelettelser i bunden, som skal kompensere for forhøjede klimaafgifter. Til dette formål har partiet afsat 10 milliarder kroner.
  • Der skal indføreres forbrugsafgifter på de mest klimabelastende varer, en forhøjet flyafgift og en omlægning af bil- og elafgiften. 

Finansiering 

  • Samlet set vil Radikales afsætte 53,2 milliarder kroner til 2030-planen.
  • 25,6 milliarder kroner skal komme fra det økonomiske råderum efter reservationer, demografisk træk og korrigeret for indgåede aftaler frem mod 2030. To milliarder kroner kommer fra det udspionerede råderum i "Grøn fond" i 2030.
  • Radikale vil udfase efterlønnen og tilbagerulle Arne-pensionen. I alt vil partiet hente 14,8 milliarder kroner fra pensions- og arbejdsmarkedsreformer.
  • 11,2 milliarder kroner skal komme fra forbrugsafgifter på klimabelastende varer og en forhøjet flyafgift.  
  • 1,6 milliarder kroner vil partiet sikre ved at annullere forhøjelsen af ældrechecken i aftalen om grøn luftfart og ved en omprioritering af lærermilliarden.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024