Profile
Log ind
WAYF login
Log på med SSOGlemt adgangskode?
Bliv abonnent

"Vi tager vores egen medicin": Her er fem centrale nedslag i regeringens finanslovsforslag

Penge til tryghed, en håndværkerrabat og grønne indsatser står centralt i SVM-regeringens udspil til finansloven for 2025, som blev præsenteret fredag. Altinget giver dig fem nedslag fra udspillet.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) får blandt andet tilført knap 800 millioner kroner over de kommende tre år. Hvad de midler skal gå til, ville finansminister Nicolai Wammen ikke gå nærmere ind i.
Politiets Efterretningstjeneste (PET) får blandt andet tilført knap 800 millioner kroner over de kommende tre år. Hvad de midler skal gå til, ville finansminister Nicolai Wammen ikke gå nærmere ind i.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

En finanslov, der er målrettet det, der er allervigtigst for danskerne, nemlig den nære velfærd, den grønne omstilling og tryghed og sikkerhed. 

Sådan beskrev finansminister Nicolai Wammen (S) regeringens udspil til en finanslov for 2025, som han fredag præsenterede på et pressemøde i Finansministeriet sammen med økonomi- og indenrigsminister Stephanie Lose (V) og fungerende kulturminister Christina Egelund (M). 

Det er en velfærd, som er under pres, som er slidt ude i kommunerne. Derfor er det i 2025 den nære velfærd, der er den allerstørste satsning.

Nicolai Wammen
Finansminister (S)
Ifølge finansministeren kommer udspillet på et tidspunkt, hvor det går rigtig godt i dansk økonomi, og hvor Danmark står på et sikkert grundlag.

Beskæftigelsen er høj, og inflationen er faldende. Og derfor er der nu mulighed for at lette foden lidt fra bremsen, lød det fra Nicolai Wammen. 

Altinget giver her overblik over fem centrale initiativer i finanslovsudspillet for 2025.

Du kan også se Altingets overblik over de konkrete initiativer her.

Fyringer i staten 

Regeringen har allerede nu bedt både kommuner og regioner om at spare på deres administration. Og nu vil regeringen gøre det samme i den statslige administration for at frigøre penge til den nære velfærd. 

"Vi tager vores egen medicin," som Nicolai Wammen udtrykte det. 

Regeringen lægger op til at fjerne, hvad der svarer til 1000 årsværk inden for især administration, tilsyn og kontrol. 

"Vi er meget klar over, at hvis vi bare siger til 1000 medarbejdere, at de nu ikke skal være her længere, uden at der også er opgaver, der falder væk, så får dem, der er tilbage, bare mere travlt. Derfor handler det her om, at vi fjerner opgaver svarende til 1000 årsværk," sagde finansministeren. 

Men det er "kun første skridt på vejen", fortsatte han:  

"Vi ønsker et højere tal i de kommende år."

Læs også

Penge til at realisere den grønne trepart 

I denne uge besluttede regeringen at oprette Ministeriet for Grøn Trepart med Jeppe Bruus (S) som ansvarlig minister for at implementere den grønne trepartsaftale, der landede før sommerferien. Og det er også en prioritet på finansloven.

Regeringen afsætter nu cirka to milliarder kroner til den grønne omstilling i 2025, hvoraf størstedelen ifølge Nicolai Wammen skal gøre den grønne trepart til virkelighed. 

"Vi kommer til at forandre Danmarkskortet, og vi sætter en mere bæredygtig retning for fremtidens danske landbrug. Det er en aftale, der viser rækkevidden af det brede samarbejde, og hvad vi kan i Danmark. Alle tog ansvaret, alle bøjede sig mod hinanden, og alle fandt et kompromis," sagde finansministeren. 

Nær velfærd og milliardhjælp 

Med kommuneaftalen for 2025, der blev indgået i foråret 2024, blev der afsat 3,4 milliarder kroner til kommunernes serviceramme, som blandt andet inkluderer midler til social- og velfærdsområdet. 

Men ifølge Nicolai Wammen har det vist sig, at flere kommuner ønsker at bruge flere penge på velfærd, men ikke har økonomiske midler til at gøre det. 

Derfor vil regeringen give et milliardtilskud til kommuner, der oplever likviditetsproblemer – en såkaldt ekstraordinær likviditetsoverførsel på i alt 2,5 milliarder kroner. 

"Det er en velfærd, som er under pres, som er slidt ude i kommunerne," sagde Nicolai Wammen og fortsatte: 

"Derfor er det i 2025 den nære velfærd, der er den allerstørste satsning." 

Læs også

Penge til politi og PET 

Regeringen vil afsætte 500 millioner kroner til en såkaldt "tryghedsramme", som skal fordeles udover årene 2025-2028. 

"Vi har set, at svenske børn er blevet hyret til at begå mord i Danmark. Det er skræmmende. Det er ikke det Danmark, vi kender. Det vil vi ikke acceptere. Og det vil vi slå hårdt ned på," sagde Wammen. 

Samtidig får Politiets Efterretningstjeneste (PET) tilført knap 800 millioner kroner over de kommende tre år. Hvad de midler skal gå til, ville finansminister Nicolai Wammen ikke gå nærmere ind i. Men det handler ifølge finansministeren grundlæggende om, at PET skal ”kunne beskytte Danmark bedst muligt over for de trusler, som de skal beskytte os mod”. 

Genindfører omstridt håndværkerfradrag 

I 2022 var Socialdemokratiet med til at afskaffe håndværkerfradraget for at undgå en overophedning i byggebranchen.  

Men nu vil SVM-regeringen have det omdiskuterede fradrag genindført.  

For med finanslovsforslaget vil regeringen afsætte 400 millioner kroner årligt fra 2025 til 2028 til boligjobordningen. 300 millioner kroner skal gå til indførelse af et nyt håndværkerfradrag med blandt andet et særligt grønt fokus, og 100 millioner kroner til yderligere servicefradrag. 

"Der er rigtig mange almindelige danskere, der fik store energiregninger sidste år, hvor inflationen var på sit højeste. Danskerne mærker i stigende grad konsekvenserne af det ekstreme vejr, og der er mange, der gerne vil sikre deres hjem imod vand, både oppefra og nedefra," sagde økonomi- og indenrigsminister Stephanie Lose: 

"Nogle af dem kan vi nu give en økonomisk håndsrækning, hvis de vil energirenovere eller klimasikre deres hjem," fortsatte hun. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nicolai Wammen

Finansminister, MF (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001)

Christina Egelund

Uddannelses- og forskningsminister (M), fhv. MF og gruppeformand (LA) 2015-19
studier i moderne litteratur (Sorbonne, Paris 2000-03)

Stephanie Lose

Økonomiminister (V), næstformand for Venstre
cand.oecon. (Syddansk Uni. 2006)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024