2023 er ikke god timing for Mette Frederiksens Stauningske arbejdsmoral

”I vores samfund har der siden anden verdenskrig været en kontrakt. Ikke en af dem på papir med tinglysning og den slags. Men mellem os danskere. Kontrakten den hedder: Alle der kan arbejde, skal arbejde. Selvfølgelig kan man blive syg undervejs. Eller på anden måde blive ramt af udfordringer igennem livet. Men ellers skal man bidrage. Det er ligningen i al sin enkelthed.

Det her er selvfølgelig ikke en kritik af de mange børnefamilier, der kan have svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. På ingen måde. Og selvfølgelig skal alle arbejdspladser være med til at sikre en ordentlig sammenhæng mellem arbejde og familie. Alligevel lyder det hårdt. Og det er det også. Men hvis ikke vi holder fast i vores stærke arbejdsmoral. Ja, så holder vores velfærdsmodel ikke”, sagde hun i opsangen til partifællerne.

Mange af de yngre familier på arbejdsmarkedet kigger efter coronaen på deres forbrug og vælger at skære ned på det til fordel for mere fritid og tid med børnene og mindre pres på arbejdsengagementet

Lisbeth Knudsen

Rent faktisk rettede hun der en kritik af de offentligt ansatte på deltid i velfærdsområderne, som skriger på arbejdskraft. Der er et stort potentiale for at øge arbejdsudbuddet i den offentlige sektor ved at løfte ansatte fra deltid til fuldtid.

I september 2021 var det kun hver fjerde SOSU-hjælper i det offentlige, der arbejdede fuldtid, mens kun 40 procent af SOSU-assistenterne arbejdede fuldtid. For sygeplejersker og pædagoger er fuldtidsandelen lidt højere med henholdsvis 57 og 48 procent. Til sammenligning arbejder 73 procent af alle privatansatte fuldtid.

På bare 20 år er den ugentlige arbejdstid faldet med 1,5 time, da vi i gennemsnit arbejdede 30,7 timer per uge i 2021 mod 32,3 i 2000, når man tager højde for ferie og feriedage og derfor regner ud fra, at vi i gennemsnit arbejder 44 uger om året. Faldet udgør på årsbasis 70 timer, da vi er gået fra 1.421 timer til 1.351 timer om året i perioden. Det viser en analyse fra Momentum foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Danmark er et af de lande i Europa, hvor flest arbejder på deltid. 26 procent af de beskæftigede, viser den seneste opgørelse fra Eurostat, og dermed ligger kun Holland, Tyskland og Østrig over os i statistikken. Derudover har Danmark en af de korteste gennemsnitlige arbejdsuger i verden, viser tal fra blandt andet OECD, som til gengæld også skal ses i sammenhæng med, at en meget stor andel af befolkningen er beskæftiget.

Alligevel er der et udtalt politisk ønske om, at vi skal arbejde mere. Det har der været i mange år. Vi skal have finansieret velfærdssamfundet, og mindre arbejdstid og mere deltid betyder færre skatteindtægter og lige nu færre hænder på arbejdsmarkedet.

Mette Frederiksens forgænger, Helle Thorning-Schmidt (S), prøvede med 12 minutter mere om dagen og en time ekstra om ugen. Det faldt totalt til jorden og mødte massiv modstand. Senere prøvede daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen sig med et lignende forslag om at øge arbejdstiden med en time om ugen for at løse et offentlige finansieringsbehov, som dengang lød på 14 milliarder kroner. Den gik heller ikke. Og  den netop besluttede afskaffelse af Store Bededag gik jo heller ikke lige frem stille af.

Prøv lige at sætte Mette Frederiksens Thorvald Stauning-citat over for citatet fra den unge akademiker, Julie Bessmann, der forleden blev interviewet til Akademikerbladet.

Thorvald Stauning: ”Uvirksomhed og dovenskab er menneskenes fjender. Ved flid og arbejde kommer de enkelte frem. Og hver enkelt er med til at skabe et samfund, der kan yde en god tilværelse både under arbejdet. Og når livsaftenen melder sig. ”

Der har i mange år været et udtalt politisk ønske om, at vi skal arbejde mere. Mindre arbejdstid og mere deltid betyder færre skatteindtægter og lige nu færre hænder på arbejdsmarkedet.

Lisbeth Knudsen

Og her er 28-årige Julie Bessmanns syn på tingene: ”Jeg vil være andet og mere end mit arbejde. Min generation har kæmpet med udbredt stress og dårlig trivsel. Jeg tror, vi simpelthen har nået en grænse for, hvor meget pres, vi kan holde til. Opgøret med arbejdet som identitetsmarkør udspringer af vores behov for at sætte nogle grænser”, vurderer hun.

Arbejdet har mistet betydning for hver fjerde akademiker inden for de sidste fem år, viser ny undersøgelse. Det skyldes et øget fokus på mental trivsel blandt unge, mener Julie Bessmann, der er ny i sit første job. ”Jeg prøver på at gå hjem i ordentlig tid og bruge mine fritimer på mine egne interesser og på at være sammen med mine venner. Jeg vil være mere end mit arbejde, og sådan har langt de flest det i min omgangskreds. Det er et stort samtaleemne i min vennegruppe, at et job bare er et job”, siger Julie Bessmann.

Ifølge en ny kandidatundersøgelse fra Konsulenthuset Ballisager betyder arbejdet i dag mindre for 25 procent af akademikerne, end det gjorde for fem år siden. Faktisk er akademikerne den gruppe, der hyppigst angiver, at arbejdet har mistet betydning. I den brede befolkning gælder det for 22 procent.

Et øget fokus på mental sundhed er en væsentlig årsag til, at yngre akademikere er blevet mere optaget af work/life balance, er det klare budskab, som Julie Bessmann sender. Og hun er ikke alene om budskabet.

Der er opbrud i nogle af de værdier, som i årtier har kendetegnet arbejdsmarkedet for akademikere. Sådan lyder analysen fra Morten Ballisager i Akademikerbladet. Han er direktør i konsulenthuset Ballisager og ansvarlig for den årlige såkaldte kandidatundersøgelse, der tager øjeblikstemperaturen på arbejdsmarkedet.

”Det er tydeligt, at de unge ikke længere køber fortællingen om, at ’du er, hvad du laver’. At så mange akademikere vender en halvkold skulder til arbejdsmarkedet, skyldes dels, at de reflekterer kritisk over livet, og dels, at de oftere har midlerne til at tænke i jobalternativer”, siger Morten Ballisager.

Med corona blev der stillet mange spørgsmål rundt omkring i familierne og blandt kolleger: Hvad er det gode liv for mig? Hamsterhjulet stod stille, og folk fik øje på, at der var forhold uden for arbejdslivet, som havde en kæmpestor værdi i ens liv.

Med corona blev det lettere at stå af toget. Vi fik en påmindelse om, hvad der betyder noget, og nu har vi på en ny måde fået et sprog for vores behov og et sprog til at italesætte, hvad der førhen var et tabu. Samtidig har det stigende fokus på stress og udbrændthed i samfundet også påvirket tendensen. Ifølge sundhedsstyrelsen var 34 procent af kvinderne udsat for et højt stressniveau i 2021, mens det samme gjaldt for 25 procent af mændene.

Med corona blev det lettere at stå af toget. Vi fik en påmindelse om, hvad der betyder noget, og nu har vi på en ny måde fået et sprog for vores behov og et sprog til at italesætte, hvad der førhen var et tabu

Lisbeth Knudsen

Den erkendelse kombineret med, at flere offentlige skikkelser stiller sig frem med udbrændthed og stress, har påvirket danskernes fokus på, hvad der er vigtigt. Det hele puster til et mere udbredt ønske om at arbejde mindre. Til at vurdere om vores work/life balance står rigtigt. Mange har fået ondt i arbejdslivet, og når vi ser statistikkerne for mentalt helbred, bliver vi mindet om, hvad arbejdet kan risikere at gøre ved os helbredsmæssigt. Det er jo ikke uden en baggrund, at flere kommuner og virksomheder efter coronaen eksperimenterer med 4-dages arbejdsuge for at give medarbejderne mere fleksibilitet i arbejdslivet.

Der er et stort potentiale for at øge arbejdsudbuddet i den offentlige sektor ved at løfte ansatte fra deltid til fuldtid. På den baggrund er regeringens fokus på deltid og skæve vagter helt logisk.

Det er på sin vis modigt af statsminister Mette Frederiksen og regeringen at italesætte, at en temmelig stor del af danskerne ikke leverer i henhold til Thorvald Staunings arbejdsmoralske model, men kun bidrager i mindre grad til samfundskontrakten. Betalingen for de velfærdsydelser, som samfundet stiller til rådighed for alle – både dem på deltid og på fuldtid. Men timingen for at ændre på det med pisk eller gulerod er bare den dårligst tænkelige.

Derfor bliver det næppe regeringens tre milliarder kroner, der får de mange deltidsansætte op i tid. Hvis det overhovedet skal lykkes, så er det nok både pengene og ændrede vilkår for at kunne udføre arbejdet med den ønskede faglighed og kvalitet. Med flere kolleger om opgaverne. Med større indflydelse for de ansatte på jobbets udførelse og fleksibel arbejdstid i forhold til tilrettelæggelsen af arbejdet.

Det er tillid og anerkendelse. Hvis der skal gøres noget ved deltidskulturen, og det er vi nødt til at gøre, så er det alle de steder, der skal sættes ind.