Mindeord om arkitekt Jørgen Rasmussen (93) af professor Christoffer Harlang
Arkitekt og opfinder af Kevi-hjulet Jørgen Rasmussen, Virum, er død, 93 år, og arkitekt, professor Christoffer Harlang skriver mindeord.
Christoffer Harlang
Professor, arkitekt maa, Harlang + Stephensen ArchitectsNyd nu livet, søde venner, sagde Jørgen Rasmussen indskærpende fra sin seng på Hvidovre Hospital, inden han døde tidligt om morgenen 23. oktober.
Det havde han selv gjort, især ved sin ubevægelige kærlighed til huse med sjæl og til alt det gode, vi putter i dem.
Jørgen Rasmussen kunne se, og han elskede al skønhed og det, der skaber den. Han vidste, hvad der får ting til at føje sig smukt sammen i en skikkelse, et rum, en konstruktion eller et materiale. Som få beherskede han ubesværet at sammenfatte konstruktion og brugskrav med en kunstnerisk nerve i de mange huse, han tegnede med sin tvillingebror Ib og i sine Kevi-stole.
Hans dømmekraft svigtede ham aldrig, og i hans arbejder lever den stræben efter det skønne, som var hans drivkraft gennem hele livet.
Jørgen Rasmussen var en dygtig tegner, og i hans skitser kan man følge, hvordan han formgiver i samklang med teknikkens bindinger. Han var myreflittig og brugte sit tegnetalent til at fæstne inspirerende indtryk fra sine talrige rejser over hele kloden. Asien, især Indien, Nepal og Japan, Mellemøsten, Frankrig, Italien, Marokko og naturligvis Grækenland. Han rejste hyppigt og altid letfodet, brød sig ikke om luksus.
Øverst i stablen af bøger på klapbordet i stuen ligger Berhard Rudofskys legendariske bog, "Architecture Without Architects", som en påmindelse om Jørgens fascination af poesien i den anonyme bygningskultur i landene omkring Middelhavet.
I Danmark, Frankrig, Grækenland, Irland og Sverige havde han skaffet sig en håndfuld huse, som han selv kaldte ruiner, og som han med kundskab og kærlighed byggede videre på. Når han var i Danmark, boede han i Spurveskjul, det landsted, som hans åndsfælle, arkitekten og billedhuggeren Nicolai Abildgaard, opførte i en æblelund i Sorgenfri i 1805.
Her havde digteren Christian Winther og maleren Vilhelm Hammershøi logeret, og i mange år var det i Jørgens køkken på de umagelige shaker-stole eller omkring Saarinen-bordet i stuen, at han samlede sine venner, som til enhver tid var velkomne. Venners børn, børnebørn og oldebørn knyttede sig til ham. Der var trygt omkring ham.
Jørgens hænder var varme, smidige og stærke. Med dem kunne han som ingen anden forvandle en stendynge eller en brændestabel til et sted med stor poesi, nærvær og skønhed, holde blidt om en kvinde, han holdt af, eller med en sigende gestus i rummet fortælle os andre, hvad der var godt, og hvad der var skidt. Han var aldrig til fals.
Med sit fynske lune behøvede han ikke at hæve stemmen, for med en bevægelse med hånden eller med et løftet øjenbryn var ingen i tvivl om, hvad Jørgen mente. "Min mon dieu dog", kunne han føje til. Han klædte sig som den arkitekt, han var, i hør, uld og tweed, syet eller fundet på rejser.
Vi, som var omkring ham, troede, at alderen helt måtte have glemt ham, for han forblev stærk, virksom og jævnaldrende med alle generationerne omkring sig til det sidste.
Jørgen Rasmussen gik fuldkommen levende ind i døden, og det er svært at forstå, at han ikke er her mere. Vi savner ham enormt.