Sådan får vi Touren til Danmark: Borgen skal bades i gult

LOBBYINDSATS: Københavnere og ikoniske bygninger vil være klædt i gult, og Mette Frederiksen lover sin fulde opbakning, hvis hun vinder næste valg. Indsatsen for at få Touren til Danmark kører på højtryk. Kom med bag kulisserne.

Timevis af reklame for Danmark vil følge med at få Tour de France til landet.
Timevis af reklame for Danmark vil følge med at få Tour de France til landet.Foto: Ritzau/AP/Christophe Ena
Henrik Axel Lynge Buchter

En perfekt arena. Testet af millioner.

Med Jørgen Leths velkendte nasale stemmeføring præsenterer han Danmark som startland for Tour de France – til billederne af cyklende danskere i både land og by.

Alt lader til at være på plads i den omfattende danske indsats for at blive startland for Tour de France.

En officiel budbog på 68 sider med idéer til begivenheder før den officielle start er på plads. Amalienborg, Rundetårn og Christiansborg skal blandt andet bades i gult lys. Københavnere vil også være klædt i gult. Og Mette Frederiksen lover tilmed sin fulde opbakning, hvis hun i mellemtiden skulle have indtaget Statsministeriet.

Jeg kommer hjem med fornyet energi. Vi skal fortsætte lobbyindsatsen ved at være tilstede og være i kontakt med A.S.O. på mange niveauer, og så håber jeg, at vi sikrer os muligheden for at være startby.

Troels Lund Poulsen (V)
Beskæftigelsesminister

En præsentationsfilm med speak fra Jørgen Leth på dansk, fransk og engelsk er færdigklippet - se den i bunden af artiklen.

Tre etaper ligger fast. Prolog med 10 kilometers enkeltstart i København, 180 kilometer fra Roskilde til Odense over Storebæltsbroen og slutteligt 160 kilometer fra Vejle til Sønderborg.

Et interessentselskab, der har fået opbakning fra alle partier på nær Enhedslisten, ligger i dvale, så det er klar til at vågne, så snart den eventuelle udnævnelse er på plads, så arbejdet hurtigt kan igangsættes.

Det eneste, der mangler, er, at A.S.O. (selskabet bag Tour de France) bider på krogen og udnævner København som startby for den franske rundtur – enten i år 2020 eller 2021.

En mindre detalje.

Netop den detalje var beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i Düsseldorf i weekenden for at fiske efter.

Her blev det til samtaler med blandt andre Christian Prudhomme, direktøren for A.S.O., der er manden, der skal overbevises. Efter besøget er ministeren ved godt mod.

"Jeg kommer hjem med fornyet energi. Vi skal fortsætte lobbyindsatsen ved at være tilstede og være i kontakt med A.S.O. på mange niveauer, og så håber jeg, at vi sikrer os muligheden for at være startland," siger beskæftigelsesministeren.

"Jeg har det sådan nu, at alt det praktiske ved at afholde Tour de France, det vil vi godt kunne klare. Så dét kan ikke komme i vejen for, om vi bliver valgt," lyder det fra Troels Lund Poulsen, der vendte hjem fra sit Tour-besøg søndag aften.


Christian Prudhomme, til højre, er manden, der skal overbevises for at få Tour de France til Danmark. Foto: Ritzau/AP/Daniel Karmann

Reklamesøjle for Danmark

At det var Troels Lund Poulsen, som var spydspids for den danske lobby-indsats i Düsseldorf, skyldes, at han i sin tid som erhvervs- og vækstminister var med til at søsætte indsatsen for at skaffe Touren til Danmark.

Derudover var Sophie Hæstorp Andersen (S), regionsrådsformand i Region Hovedstaden, og borgmestrene fra Vejle og Sønderborg også med i delegationen, mens Odense var repræsenteret på embedsmandsniveau.

"På den måde markerer vi, at det er en prioritet for Danmark at skaffe Tour de France til landet. Der er personlige aktier i det for mig – jeg er ikke længere erhvervsminister, men jeg var der alligevel – og resten af landet er også med," lyder det fra Troels Lund Poulsen.

Hvis Danmark lykkes med at tiltrække Touren til landet, peger beskæftigelsesministeren særligt på de mange timers reklame, der vil blive sendt ud til alverdens seere som en væsentlig årsag til, at det er pengene værd at få Tour de France til landet.

Koster 90 millioner kroner
Hvis den mission lykkes, koster det 79,5 millioner kroner.

Af de millioner lægger kommunerne 55 af dem, fordelt på fem millioner kroner hver til Roskilde og Vejle, ti millioner til Odense og Sønderborg, mens Københavns Kommune bidrager med 25 millioner. Staten - hvilket i denne ombæring betegnes som Erhvervsministeriet og Sport Event Danmark - smider 17 millioner kroner.

Bidragydere mio. kr.
Stat 17
Regioner 15
Kommuner 55
Andre bidrag og indtægter 3
I alt 90

Selvom budgettet viser 79,5 millioner kroner, arbejder man ud fra en finansieringsramme på 90 millioner, så der er lidt elastik til uforudsete udgifter.

Buddet er næsten udelukkende strikket sammen på baggrund af offentlige midler, men der er ifølge erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) meget smalle rammer for privat medfinansiering i form af sponsorering, eftersom kun A.S.O. har mulighed for at sælge kommercielle rettigheder.

Men det er uanset penge, der er værd at bruge for staten, hvis man skal tro Brian Mikkelsen.

"Vi har lavet et rigtig godt setup i et tæt og forbilledligt samarbejde mellem stat, regioner og kommuner, hvor alle i fællesskab bidrager til finansieringen – og i sidste ende høster gevinsten – hvilket jeg synes er en rigtig god model," skriver ministeren i et skriftligt svar til Altinget.

Han henviser til, at de tidligere erfaringer fra cykelbegivenheder som Giro d'Italia i 2012 og VM i 2011 viser, at investeringerne er gode. Derudover har COWI i en beregning for Wonderful Copenhagen anslået, at turismeomsætningen alene vil generere omkring 112 millioner kroner., hvis Tour de France kommer til Danmark.

"Dertil kommer markedsføringsværdien af den massive eksponering, som Danmark vil opnå via den danske Tour-start. Det er jo noget, som har betydning for turismen og også for dansk erhvervsliv langt ud i fremtiden," skriver ministeren.

Budget for et dansk bud på Tour de France mio. kr.
Budinvestering 1,0
A.S.O.-fee 37,5
Accomodation og transport 6,0
Succes-/signon fee 1,5
Markedsføring 4,4
Organisation og sekretariat 10,9
Oprydning og rengøring 5,0
VIP-arrangementer 2,9
Sideevents inkl. præsentation 3,7
Assistance fra frivillige 1,6
Diverse 5,0
I alt 79,5

Dansk overraskelse i vente på Champs Élysées
Selvom den første delegation er taget hjem fra Tour de France for denne omgang, så er det ikke det sidste, Tour de France-arrangørerne kommer til at se til Danmark i år.

Overborgmester Frank Jensen tilknytter sig det omvandrende cykelløb senere i den franske rundtur, og Danmark arbejder ligeledes på at lave en lobbyindsats, som verdens seere kan følge med i undervejs i løbet.

"Vi arbejder på, at når feltet kører igennem Paris og ud på Champs Élysées, skal Det Danske Hus, som ligger på avenuen, gøre opmærksom på Danmarks interesse i at være værtsland for Tour de France," siger Troels Lund Poulsen.

"Vi kommer derudover til at fortsætte den løbende lobbyindsats. Men vi er ikke længere herre over, om det bliver os, de vælger. Men jeg ved, at vi sagtens kan klare at arrangere det," tilføjer han

Se den officielle video speaket af Jørgen Leth, der skal forsøge at tiltrække Tour de France til Danmark, her:

Dokumentation

Tre danske etaper

I den såkaldte budbog, som Danmark har indleveret til Tour de France-selskabet A.S.O, foreslås Tourens tre første etaper afholdt i Danmark i enten 2020 eller 2021.

1. etape: København centrum, 10 km. enkeltstart

2. etape: Roskilde-Odense, 180 km.

3. etape: Vejle-Sønderborg, 160 km.  


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Brian Mikkelsen

Adm. direktør, Dansk Erhverv, bestyrelsesformand, Nationalmuseets Museumsråd, bestyrelsesnæstformand, Kraks Fond, bestyrelsesnæstformand, Ove K investfond, formand, Ordrupgaard Advisory board, bestyrelsesmedlem, ATP, bestyrelsesmedlem, Pension Danmark
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Troels Lund Poulsen

Vicestatsminister, forsvarsminister, partiformand, MF (V)
Student (Tørring Amtsgymnasium 1995)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024