Dødsfald: Redaktør og lederskribent ved JP Gerhardt Eriksen (92)
Tidligere journalist og redaktør på Jyllands-Posten Gerhardt Eriksen, Risskov er død, 92 år. Den alsidige historiker og forfatter var skrivende til det sidste. Bisættelse 5. august 2023.
Redaktionen
Redaktør og forfatter, cand.phil. i historie Gerhardt Eriksen var en åndsfrisk, skrivende journalist på 92 år helt til det sidste. Men nu er han død. Det skriver hans avis gennem årtier, Jyllands-Posten.
For den mangeårige skribent blev de sidste år i den mere lokale genre som skribent ved Fortegårdsnyt, lokalbladet for plejecentret Fortegården i Risskov, hvor han boede.
"Og her fik han mindst lige så meget respons fra læserne, som da han skrev i Jyllands-Posten, for læserne var jo helt tæt på," oplyser hans søn, komponist Søren Siegumfeldt med et smil.
Gerhardt Eriksens navn er tæt forbundet til Jyllands-Posten, hvor han udfyldte poster som både arkivleder, reporter, kronikredaktør, lederskribent, historiker, boganmelder og navnemedarbejder.
Til de mange titler kan tilføjes ”forfatter”, for Gerhardt Eriksen skrev bl. a. bøgerne ”Sider af avisens historie” og ”Hvis De vil vide mere”, der begge dykker ned i Jyllands-Postens historie.
Gerhardt Eriksen var gift med Kirsten Siegumfeldt frem til hendes død i 2019. Parret fik børnene Dorte Eriksen, der er tale- og hørekonsulent, og Søren Siegumfeldt, der er saxofonist, komponist og matematiklærer. Familien tæller desuden fem børnebørn og to oldebørn.
Bisættelsen finder sted fra Vejlby Kirke 5. august 2023 kl. 11.