Dyb ansvarsfølelse fik dronning Margrethe til at abdicere

Der er ingen tvivl om, at dronningen længe og ægte har levet i den overbevisning, at hun skulle være dronning for livet. Hvorfor døden nødvendigvis måtte være skæringspunktet, der udløste et regentskifte. Sådan har det også været for slægtens mænd, der først sluttede deres tid som konger, når døden indhentede dem.

Når det er sagt, er dronningen også en realist. Og hun har selvfølgelig været klar over, at ingen er herre over sit helbred. End ikke en dronning.

I årenes løb har hun derfor også sagt gentagne gange, at hvis hendes helbred en dag ville blive så dårligt, at hun ikke ville være i stand til at løfte opgaven, ja, så ville hun trække sig.

Ingen har et bedre kendskabet til Danmark og rigsfællesskabet end dronning Margrethe

Thomas Larsen

I løbet af 2023 nåede hun frem til, at hun ikke kunne fortsætte, fordi helbredet for alvor begyndte at svigte, og fra det punkt begyndte hun målrettet, men i dybeste hemmelighed at planlægge sin abdikation.

Ingen ved, hvornår hun præcis traf sin beslutning. Men 22. februar sidste år gennemgik hun en langvarig rygoperation på Rigshospitalet.

Kongehuset kommunikerede dengang åbent om, at dronningen skulle opereres, og huset fortalte bagefter, at operationen var forløbet planmæssigt, og at dronningen efter omstændighederne havde det godt. På baggrund af den opmuntrende nyhed lagde de færreste mærke til, at operationen blev betegnet som "omfattende". Men netop dette ord indikerede alvoren.

Efter en intensiv genoptræning fik dronningen kæmpet sig tilbage, og set i tilbageblikket har hendes indsats derfra formet sig som en afskedsturné: Hun kom i så god form, at hun kunne tage på togt med Dannebrog og befæste sit bånd til danskerne, sådan som hun har gjort det i sine mere end 50 år på tronen.

Ingen – eller kun ganske få – har et bedre kendskab til Danmark og rigsfællesskabet end dronning Margrethe.

I sensommeren nåede hun også at møde præsident Zelenskyj fra det belejrede Ukraine. Hun støtter ubetinget ukrainernes frihedskamp mod Putins Rusland, ligesom hun i hele sin levetid har næret en afsky overfor totalitære regimer og båret på et dybfølt ønske om, at folk skal kunne leve i frihed. En overbevisning, som går helt tilbage til hendes opvækst under Anden Verdenskrig og hendes ungdom i skyggen af Den Kolde Krig.

Sammen med kronprinsparret kom hun også til Sverige for at fejre Kong Carl Gustav 50-års jubilæum på tronen. Hun modtog kong Harald og dronning Sonja i København. Og dermed blev ringen sluttet i forhold til to kongelige familier, som hun føler sig tæt knyttet til, og som hun deler blod med.

I sommers blev en særlig meddelelse uden varsel opslået på kongehusets hjemmeside. Heraf fremgik det, at dronningen i midten af juli ville være den længst siddende, regerende monark i Danmarkshistorien.

Hidtil havde Christian 4. nydt den særstatus. Han var kun knap 11 år, da han ved sin fars død i 1588 blev udvalgt til konge. Men da han ikke var myndig, blev der indsat en formynderregering til at lede landet. Først i august 1596 blev han indsat som konge, og den position holdt han i 51 år og seks måneder frem til sin død i februar 1648. En rekord, som dronningen nu ville slå.

Endelig stod dronningen i spidsen for prins Christians 18-års helt igennem vellykkede fødselsdag, og hun var igen med, da han blev introduceret til statsrådet.

Selv om ingen vidste, at dronningens abdikation ventede, kunne alle se, at kongehusets fremtid var sikret i flere generationer frem. Det var da også det signal, som dronningen sendte til offentligheden, da hun i sin tale til prins Christian sagde:

I de seneste år har dronningen tydeligt søgt at bane vejen for kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, der nu skal efterfølge hende

Thomas Larsen

"Din livsbane er allerede fastlagt, for en dag skal du efterfølge din far, sådan som han en dag også vil følge efter mig. Du bliver et led i den lange historiske kæde, som igennem århundreder har bundet vort land sammen."

Skridt for skridt har hun gjort alting klar. Med rettidig omhu har hun også truffet svære beslutninger. Hun sansede for flere år siden, at der umuligt ville være nok opgaver til alle børnebørnene, og derfor blev det besluttet, at kun prins Christian skulle have apanage.

Hun ønskede at gøre det klart, at kronprinsfamilien skal stå i spidsen for fremtidens kongehus, og derfor tog hun kontroversielt titlerne som prinser og prinsesser fra prins Joachims børn. Beslutningerne smertede hende at tage som mor og farmor, men som regent vidste hun, at de var nødvendige.

I de seneste år har dronningen tydeligt søgt at bane vejen for kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, der nu skal efterfølge hende.

Hun har tillid til, at de er parate, og at de vil løfte opgaven. Men hun ved også, hvor hurtigt ting kan gå galt, og hun ved fra to af de mænd, hun har elsket højest i sit liv – sin far kong Frederik og sin mand prins Henrik – at også medlemmer af kongefamilien kun er mennesker, og at mennesker begår fejl.

Hun har utvivlsomt noteret mediernes omtale af kronprins Frederiks overnatning i Madrid, men hun har tiltro til, at han kommer videre, og hun har kunnet se, at danskerne ikke har ændret syn på kronprinsen – for hans popularitet er stor og usvækket.

Dronning Margrethe kunne have fortsat en tid endnu, men hun valgte at abdicere, mens hun stadig kan fungere som en klog rådgiver, som hendes efterfølgere kan trække på, når de vil.

Fra vennekredsen ved hun, at man som gammel hurtigt kan blive svækket, og i prins Henriks sidste år så hun, hvor hurtigt man kan miste sin dømmekraft, hvis man bliver ramt af alvorlig sygdom.

Befolkningen har kunnet mærke, at der for dronningen altid har været noget større på spil end hende selv

Thomas Larsen

Derfor valgte hun at gå, mens hun kunne, og ikke fordi hun skulle.

Den ansvarlighed viser ikke alene hendes styrke som regent. Den føjer også en ekstra facet til et menneske, som aldrig har været folkelig i gængs forstand, men som danskerne ikke desto mindre har taget til sig med en sjælden varme og respekt.

Måske skyldes det, at en stor del af befolkningen netop har kunnet mærke, at der for dronningen altid har været noget større på spil end hende selv.

Hun har først og sidst været til for Danmark, og hun har konstant forsøgt at skabe samling og sammenhæng i tider, der ofte har været præget af polarisering.

I den sidste samtale, som undertegnede havde med dronningen i forbindelse med hendes historiske 50-års jubilæum som monark, talte hun netop om, at danskerne skulle holde sammen:

"Der er rigtig mange ting, der har forandret sig i min levetid og i de sidste 50 år, men dét, at vi hører sammen, skulle meget gerne fortsætte."