Debat

Generalkonsul: Genforeningen i 1920 blev et værn mod isolering og populisme

KRONIK: I et ustabilt Europa er en velfundamenteret grænse som den dansk-tyske en stærk forsikring mod national isolering og egoistiske og populistiske tendenser, skriver generalkonsul, fhv. MF Kim Andersen.

Unge sønderjyder bærer det gamle Dannebrog mod kongen, Christian X, der her står på Dybbøl banke i forbindelse med fejringen af Geforeningen.<br>
Unge sønderjyder bærer det gamle Dannebrog mod kongen, Christian X, der her står på Dybbøl banke i forbindelse med fejringen af Geforeningen.
Foto: Thorvald Larsen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kim Andersen
Generalkonsul i Flensborg, fhv. MF (V)

Her i 100 året for Sønderjyllands genforening med Danmark og fastlæggelsen af den dansk-tyske grænse står vi nu overfor to historiske afstemningsdage - i dag, 10. februar og 14. marts.

Hvad var det egentlig for dage, og hvad der skete der dengang?

Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg, hvor den danske konge var hertug, var efter krigen i 1864 blevet indlemmet i Prøjsen. I Sønderjylland,  et andet navn for Slesvig, følte en stor del af befolkningen sig imidlertid dansk og havde længe ønsket sig igen at komme under dansk styre. Da det tyske nederlag i 1. Verdenskrig i 1918 begyndte at aftegne sig, fremførte den amerikanske præsident Woodrow Wilson 14 punkter for en fredsordning i Europa efter krigen. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Et nyt og kendetegnende princip i disse punkter var folkenes selvbestemmelsesret.

Det var det princip, som skulle komme til at gøre sig gældende ved fastlæggelsen af en ny og holdbar dansk-tysk grænse. Det princip havde lektor H.V. Clausen fra Frederiksborg Gymnasium muligvis set komme, for omkring 1890 havde han på egen hånd ude i marken undersøgt, hvortil dansk sprog og kultur strakte sig i Slesvig, På grundlag af sit feltarbejde havde Clausen udarbejdet et kort med en linje ned til, hvor dansk sprog og kultur dominerede. Syd for linjen dominerede tysk sprog og kultur.

Den realistiske tilgang til grænsedragningen i 1920 med dens nationalt velafbalancerede forløb skabte forudsætningerne for, at det dansk-tyske forhold kan kendetegnes ved i første omgang gensidig respekt og i dag af et dybfølt venskab.

Kim Andersen
Generalkonsul i Flensborg

Grænser efter befolkningens ønsker
Sønderjydernes danske rigsdagsmand i Rigsdagen i Berlin, H.P. Hanssen fra den Nordslesvigske Vælgerforening, anså i efteråret 1918 tiden for at være kommet til at rejse spørgsmålet om en genforening af dele af Slesvig med Danmark.

Den 23. oktober 1918 fremførte han så sit synspunkt om en dansk-tysk grænse på grundlag af folkenes selvbestemmelsesret i Rigsdagen i Berlin. Den nye tyske udenrigsminister og andre tyske politikere var ikke afvisende overfor idéen, og udenrigsministeren gav sit tilsagn 14. november. 

Udviklingen overraskede den danske udenrigsminister Erik Scavenius noget, men han var snart med på idéen.

Ideen om folkenes selvbestemmelsesret var at skabe grænser, der var i overensstemmelse med de lokale befolkningers ønske. Netop det at fastlægge grænsen i henhold til befolkningens ønske skulle også skabe en grænse, som der kunne være en fælles accept af og respekt omkring. Dermed skulle sådan en grænse kunne blive langtidsholdbar.

Det giver i nogen grad en association til Hørups tænkning, hvor han i forbindelse med politiseringen af den danske befolkning sagde: Del jer efter anskuelser. Her gjaldt det så blot det nationale sindelag.

En holdbar løsning
Den Nordslesvigske Vælgerforening, der var de dansksindede sønderjyders politiske parti, vedtog på H.P. Hanssens tilskyndelse den 17. november 1918 den såkaldte Aabenraa-resolution, der talte for en samlet afstemning om grænsedragningen i hele det nordslesvigske område under ét. 

Sydgrænsen for Nordslesvig fastlagde man, efter Clausens linje, nord om Flensborg og syd om Tønder. Desuden skulle områder i Mellemslesvig, og herunder Flensborg, kunne stemme særskilt i hvert sogn og derved kunne tilslutte sig Nordslesvig. 

Den danske regering meddelte herefter de allierede magters samt Sveriges og Norges gesandter et ønske om, at nordslesvigerne skulle have lov til at bestemme over deres fremtidige tilhørsforhold i henhold til folkenes selvbestemmelsesret.

Der var imidlertid også andre opfattelser. Chefredaktør Ernst Christiansen, Flensborg Avis, blev ved sin hjemkomst fra fronten oprørt over vælgerforeningens forslag til grænsedragning nord om Flensborg. Sammen med en lille stærkt national gruppe startede han Dannevirkebevægelsen, som holdt fast på Danmarks historiske ret og agiterede for en grænsedragning fra Tønning til Dannevirke og Slien – uanset befolkningens ønsker i området.

I den danske regering ønskede man en holdbar grænse, som ikke kunne give den tyske side argumenter for en senere revision. Man ønskede ikke et stort tysk mindretal indenfor Danmarks grænser. Den danske gesandt i Paris blev således instrueret om at repræsentere den danske regerings holdning i Slesvig-spørgsmålet overfor de allierede. 

Holdningen lå i store træk på linje med den, der kom til udtryk i den Nordslesvigske Vælgerforenings Aabenraa-resolution. Det vil sige en samlet afstemning i Nordslesvig ned til en linje nord om Flensborg og syd om Tønder, samt distriktsvis afstemning i et område i Mellemslesvig, hvor regeringen vurderede, at der var en væsentlig dansk befolkningsgruppe.

Den hektiske valgkamp
Som led i Versailles-freden blev der i maj 1919 så fremsat et fredsforslag, der forudså tre zoner.

Den første zone omfattede Nordslesvig som oprindeligt ønsket af Nordslesvigs Vælgerforening. Den anden zone omfattede Flensborg og en række landdistrikter i Mellemslesvig. Den tredje zone omfattede det resterende Slesvig ned til en linje fra Tønning i vest over Slesvig til Slien. Den tredje zone skabte uenighed på dansk side. 

Den radikale regering Th. Zahle ønskede at protestere, men slutteligt enedes man om en erklæring om, at en afstemning i tredje zone ikke var i Danmarks interesse.

28. juni 1919 blev Versaillestraktaten underskrevet og trådte i kraft i januar 1920. Tysk militær rømmede herefter afstemningszonerne, og et korps af franske alpejægere rykkede ind for at holde ro og orden og bevogte grænsen. Administrationen og styret i afstemningszonerne blev overtaget af en international kommission, CIS. 

Den bestod af en britisk formand, samt en fransk, en svensk og en norsk repræsentant samt en britisk sekretær. Kommissionen havde sæde på Hotel Flensburger Hof, der i dag huser politigården i Flensborg.

Fra CIS' ankomst til afstemningsområderne startede en hektisk valgkamp, som de mange valgplakater, der både kører på følelsesmæssige, historiske og økonomisk velfærdsorienterede elementer, er et meget sigende billede på. Men også på gader og stræder agiteredes der med danske og tyske og slesvig-holstenske faner. Det vidner mange samtidige fotografier om. Valgberettigede var alle, der var født i det pågældende område før 1900, eller som havde boet der siden 1900.

Læs også

Påskekrisen
Afstemningen i første zone fandt sted i hele området under ét 10. februar 1920. Her var der cirka 75 procent stemmer for Danmark. Lokalt var der små tyske flertal i købstæderne Sønderborg, Tønder og Aabenraa og nogle enkelte landdistrikter på Tinglev- og Tønderkanten.

Afstemningen i anden zone fandt sted 14. marts, idet man var klar over, at situationen var mest tilspidset i anden zone. Der ville på den måde være en yderligere måneds tid til at føre valgkamp i. 

Ved afstemningen var der tysk flertal i samtlige afstemningsdistrikter i anden zone. Henved 80 procent af vælgerne i anden zone stemte tysk. I Danmark var der stor skuffelse over resultatet. Man havde nok frygtet for, at det ville knibe med et dansk flertal i Flensborg, men at det kun blev til omkring 25 procent danske stemmer overraskede alligevel. 

Både på dansk og på tysk side var der tilrejst et stort antal vælgere fra Danmark og Tyskland, og det kan tænkes at have fortegnet det subjektive indtryk forud for afstemningerne. I alt var omkring hver femte vælger tilrejst fra Danmark eller Tyskland.

I nationale kredse i Danmark mente man, at man burde gøre noget for Flensborg og prøve at få byen med alligevel. Kong Christian X sluttede op om idéen. Regeringen Zahle holdt fast i, at afstemningsresultatet skulle respekteres og være gældende.

Kongen afskedigede derefter regeringen, som han efter grundloven mente at kunne og udløste dermed det, der i eftertiden er blevet kendt som påskekrisen. 

Realistisk grænsedragning
Det blev sidste gang, at en dansk monark blandede sig aktivt i politiske forhold.

Kort efter blev der udskrevet valg og derefter dannet en ny regering. Resultatet blev, at den ny regering Neergaard også respekterede afstemningsresultatet. Grænsen blev herefter trukket mellem første  og anden zone.

Fra 15. juni 1920 kom første zone under dansk suverænitet og anden zone tilsvarende igen under tysk suverænitet. Den dato står således i dag indhugget i de fælles dansk-tyske grænsesten, som markerer grænsen fra Vadehavet over til Flensborg Fjord.

Set i bagklogskabens klare lys kan man i dag konstatere, at den danske regering handlede særdeles klogt. Man fik lagt en grænse med kun forholdsvis små danske henholdsvis tyske mindretal på den anden side af grænseforløbet. 

Den ny grænse viste både før, under og efter den 2. verdenskrig, at den formåede at modstå endog særdeles stærke nationale vinde fra begge sider. Havde den ikke haft det forløb, den fik, kunne vi nemt have haft en løbende grænsestrid.

Netop den realistiske tilgang til grænsedragningen i 1920 med dens nationalt velafbalancerede forløb skabte forudsætningerne for, at det dansk-tyske forhold kan kendetegnes ved i første omgang gensidig respekt og i dag af et dybfølt venskab. 

Landet fulgte folket
Datidens kloge beslutninger skabte således fundamentet for vore dages fredelige og venskabelige forhold, som åbner mulighed for et øget samarbejde – ikke blot henover grænsen, men også mellem Danmark og Tyskland.

Både det danske og det tyske mindretal har på hver deres side af grænsen fundet fred med deres rolle som mindretal og bidrager i dag hver især til at berige flertalssamfundet, hvor de betragtes som et naturligt element.

I disse ustabile tider i Europa er en så velfundamenteret grænse som den dansk-tyske en stærk forsikring mod national isolering og egoistiske og populistiske tendenser. Den giver et lille land mulighed for et nært, venskabeligt forhold til motoren i den europæiske økonomi, Tyskland, samtidig med at vi i Tyskland anses som en respekteret partner og ven.

I sin nytårstale i år nævnte statsministeren, at man i 1920 stod overfor spørgsmålet om, hvor vidt folket skulle følge landet, eller landet skulle følge folket. Man, og det vil i høj grad sige den danske regering, valgte det sidste. Og det viste sig at være en meget klog beslutning, som vi og frem for alt grænselandet i dag nyder godt af.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Andersen

Fhv. generalkonsul, Flensborg
HG (Grenaa Handelsskole 1978), stud.rer.soc. (SDU 1983-84)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024