Konservative: Engang handlede politik om befolkningens åndelige udvikling

Af Nikolaj Bøgh og Ali Aminali
Konservative folketingskandidater, Frederiksberg og Aarhus

Kommer kulturpolitik til at spille en rolle ved det kommende folketingsvalg?

Indtil videre er der ikke meget, der tyder på det.

Vanen tro domineres debatten af udlændinge- og fordelingspolitik indimellem suppleret af noget klimapolitik.

Det er bestemt vigtige emner, men der skal også være plads til at diskutere kulturpolitik, for kultur betyder ekstremt meget for vores land, og for at vi kan blive ved med at have et Danmark, der hænger godt sammen.

I en tid med globalisering og stadig større flodbølger af engelsksproget underholdning og migration, har vi brug for at kende til og have muligheder for at udvikle vores egen kultur.

Kulturen skal være det fundament, der skaber grundlag for, at vi med sindsro kan bevæge os ind i fremtiden.

Nikolaj Bøgh og Ali Aminali
Konservative folketingskandidater

Kultur er givende
Det er her, især vores arv og historie spiller en vigtig rolle. Den er nemlig med til at oplyse og give en fælles indsigt i vores kulturarv.

Hvis vi bruger kulturen rigtigt, kan den potentielt være en af de stærkeste piller imod den identitets- og integrationsproblematik, som vi oplever både nationalt og internationalt.

Vi står på skuldrene af de mange generationer, der har bygget landet op før os.

Det er gennem den historiske arv og den kultur, som er blevet resultat af århundreders opbygning af det danske samfund, at vi lærer os selv at kende og kan udvikle os i fællesskab.

En tur på Det Kongelige Teater eller en oplevelse på et kunstmuseum er givende, men at gå gennem de brostensbelagte gader i Den Gamle By i Aarhus sammen med ens børn eller tage en tur på Kastellet er lige så vigtigt.

Man kan også diskutere, om det ene er mere givende end det andet, men det er i grunden ligegyldigt. For det at opleve og få indsigt i vores kulturarv er og skal være en del af vores ”grundpakke” i dannelsesprocessen og i den danske fællesskabsidentitet, som bør være en naturlig del af det at vokse op i Danmark.

Hvis vores børn eller unge ikke har mulighed for at blive en del af vores fælles kulturarv, så bliver de rodløse og står svagere funderet, når det stormer ude fra den store verden. Kulturen skal være det fundament, der skaber grundlag for, at vi med sindsro kan bevæge os ind i fremtiden. For hvordan kan man gå fremad, hvis man ikke ved, hvad man står på?

Kultur nedprioriteres
Desværre bliver det nok svært at gøre kulturpolitik og kulturens betydning til et vigtigt tema under valgkampen, for gennem de sidste par årtier er kulturpolitikken blevet stadig mere nedprioriteret på Christiansborg, og i dag hører den virkelig til nichebeskæftigelserne blandt vores folketingspolitikere.

I årtierne efter Anden Verdenskrig kunne man ellers meget ofte opleve danske politikere – også på topplan – der mente, at kultur i virkeligheden var politiks egentlige mål, forstået på den måde, at det var befolkningens åndelige udvikling, det hele i virkeligheden handlede om, og ikke at vi skulle få det materielt bedre.

I dag er det mildt sagt anderledes.

Det er først og fremmest materiel velstand, det handler om, og hele den offentlige sektor er underlagt en økonomistisk tankegang, hvor alt skal måles, vejes og evalueres, for at vi hele tiden ved, om vi får nok for pengene.

Der kommer kulturen ofte til kort, for hvad er værdien af at høre en Carl Nielsen-symfoni eller besøge Kongernes Jelling? Det er svært at sige, for kulturelt udbytte kan meget vanskeligt måles i kroner og øre.

Måske giver noget af det lidt på turisme- og hotelkontoen, men selv det kan være svært at måle med nogen form for sikkerhed. Nej, kultur måles med hjertet.

På den livsglæde, den giver den enkelte, og på den sammenhængskraft, den skaber mellem mennesker. Det er en målestok, der er meget svær at putte ind i Finansministeriets regnemodeller, men derfor er den alligevel meget vigtig.

Konservative resultater på kulturområdet
Det er trist for os som to konservative at opleve, hvor lidt kulturpolitik fylder i dagens Danmark.

Uden en fælles kultur er der intet nationalt fællesskab – intet grundlag for at bevare og videreudvikle Danmark, hvilket er og bliver kerneopgaven for al konservativ politik.

Vores land er ikke bare en tilfældig plet på kloden, men skal og må være et sted, der er dybt forankret i en fælles hovedkultur, der skaber grobund for et sammenhængende og stabilt samfund, hvor borgerne har noget at sige hinanden.

Netop fordi den forståelse er fremtrædende i konservativ politik, har kulturministerposten traditionelt været besat med en konservativ, når der har været en borgerlig regering.

Væsentlige kulturelle profiler som Brian Mikkelsen og Per Stig Møller har i årenes løb sat kulturen på dagsordenen og sikret væsentlige kulturpolitiske resultater.

Brian Mikkelsen stod blandt andet bag den fri entré til de store statslige museer og kulturkanonen, og Per Stig Møller stod blandt andet bag oprettelsen af Radio24syv som et meget væsentligt indholds- og kvalitetsmæssigt supplement til DR’s P1.

Det er desværre sigende for de senere års kulturelle nedprioritering, at disse konservative resultater i dag er så godt som afskaffet igen, eller – for Radio24syvs vedkommende – går en meget usikker fremtid i møde.
 
Kan besparelser sparke liv i debatten?
Det er, som om der igen er kommet en vis grøde i kulturdebatten på det seneste. Dog på den triste baggrund, at statens årlige toprocentsbesparelser for alvor begynder at skære i kvaliteten på kulturinstitutionerne.

Kulturpolitik handler ikke kun om penge, men også om opmærksomhed og retning.

Måske kan konsekvenserne af besparelserne alligevel blive den murbrækker, der igen sætter kulturen på dagsordenen til det kommende folketingsvalg, for det fortjener den, og det fortjener det danske samfund.

Det har vi i hvert fald besluttet os at gøre.

Vi vil have kulturen på dagsordenen og tale den op.