Løkkegaard: Udfordringer med Facebook kræver EU-muskler

Af Morten Løkkegaard
MEP, Venstre

Jeg betragter politik som arbejdet med at skabe ordentlige rammer for os alle. Og de rammer kan i dag kun skabes, hvis vi har en løbende dialog med dem, der sidder på data, viden og distribution - og dermed også pengene og magten. Og den dialog er ikke på plads i dag.

Morten Løkkegaard
MEP, Venstre

At tage hul på en debat om Facebook er som at stikke en pind i et hvepsebo: Man skal være parat til at tage imod nogle stik fra den sværm af aggressive aktører, som fylder rummet blot sekunder efter. Især yngre mænd synes svært opsatte på at forsvare og forklare deres absolutte frihed på nettet. Det præger tonen.

Ikke desto mindre: Tiden må være moden. I et samfund, hvor vi alle er blevet SoMe'ere, hvor de såkaldt sociale medier på godt og ondt fylder vores hverdag - ja, der må vi alle som minimum gøre os selv bevidste om, hvilke konsekvenser den nye virkelighed får.

Dertil hvem fremtidens magthavere i virkeligheden er, og hvilke rammer og spilleregler, der skal sættes op, for at vi alle får gavn af teknologispringet.

Har længe været aktuelt
Måske er det lidt forkert at tale om, at tiden er moden nu. Strengt taget har problemet været aktuelt længe. Det samme har behovet for ordentlige svar. Og at hovedaktørerne kommer ud af busken.

Men trods den åbenlyse mangel på reelt nyt, er det alligevel som om, at offentligheden i dag er mere sporet ind på at kræve forandringer.

Jeg blev revet med i debatten allerede for nogle år siden, da forfatteren Peter Øvig Knudsen kontaktede mig i Europa-Parlamentet med et problem.

Bryst-effekten
Apples e-boghandel havde fjernet hans Hippie-bøger med henvisning til et par bare bryster på et sort-hvidt, grynet foto fra Thy-lejren fire årtier tilbage.

Snart udviklede sagen sig eksplosivt, fordi Øvig Knudsen slog sagen op på sin Facebook-væg - og derpå endnu engang blev censureret.

Øvig Knudsen opnåede nærmest ikonstatus, da han med sans for iscenesættelse og provokation satte røde æbler på Hippie-pigernes brystvorter - og dermed "fjernede" Facebooks automat-indvending - men i virkeligheden blot forstærkede bryst-effekten.

Europæiske muskler
Den danske forfatter henvendte sig i Bruxelles på råd fra den daværende danske kulturminister Marianne Jelved, som var klar i mælet: De store amerikanere lyttede ikke til lille Danmark. Der måtte større muskler til. Og de muskler var og er europæiske.

Hans henvendelse til Europa-Parlamentet understregede en vigtig pointe: Udfordringen for os alle er global. I den globale landsby er med- og modspillere så store og dominerende, at modsvaret må have tilsvarende tyngde.

Fint med nationale debatter, som vi har om de sociale mediers indflydelse. Men hvis vi ønsker at spille med - være reelle aktører - så må vi finde sammen med ligesindede. Og her er det europæiske, politiske samarbejde det eneste seriøse bud.

Hvad kan man så gøre? Og skal man overhovedet gøre noget?

Lad os begynde med "skal"-spørgsmålet: Holdningsforskellene præger foreløbig Altingets debattørkorps. Fra filosoffen, der mener, at Facebook som privat aktør ikke har til opgave at stimulere demokratiet, over SoMe-eksperten og den digitale redaktør, som mener, at problemet ligger hos os - brugerne - selv, til udgivere og journalister, som er bange for ytringsfriheden og Facebooks dominerende stilling som global Editor-in-chief.

Ros til Margrethe Vestager
Jeg synes, at Nikolai Thyssen fra Føljeton rammer plet, når han i sit indlæg skriver, at "Facebook er blevet en metafor for de problemer, vi møder i vores moderne og globaliserede fælleskab [...] hvor den store og lille offentlighed er smeltet sammen", og at der ikke er "nogen grund til at lade som om, det er nemt at regulere, hvordan de nye giganter skal fungere i vores fælles offentlighed".

Men samtidig anerkender Thyssen, at "det er afgørende at skabe rammer i Europa, der gør, at Facebook, Google og Apple ikke misbruger deres monopoler, ignorerer lokal lovgivning, undlader at betale skat i de lande, hvor de skaber værdi, og ikke flygter fra deres ansvar".

I den forbindelse roser han - med rette - den danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, for hendes indsats.

Adel forpligter
Dette udgangspunkt er også mit: Når en spiller på et marked bliver så stor som de amerikanske globalgiganter, kan man som samfund med rette forvente, at der også tages ansvar. Ikke bare for kontante bidrag til den fælles husholdning, men også for at leve op til spillereglerne og normerne.

Ja, mere end det: Også at vise lederskab, være med til at forme spillereglerne og være i konstant dialog med de brugere, som også er borgere.

Det er nemlig her, at kæden falder af for Facebook med flere: De godt 1,5 milliarder brugere, som Facebook har på hele kloden, heraf 3 millioner danskere, er jo også borgere.

Og når nye generationer vokser op med Facebook som deres daglige nyhedskilde nummer 1 - ja, så giver det særlige privilegier, men også særlige forpligtelser. Og så nytter det ikke at blive ved at betragte os alle alene som "kunder i butikken". Adel forpligter.

Ingen statslig sindelagskontrol
Misforstå mig ikke: Selvfølgelig skal vi alle selv tage ansvar for vores liv og måden, vi orienterer og meddeler os på.

Og selvfølgelig skal staten ikke til at udøve "sindelagskontrol" og forhindre private virksomheder i at udvikle forretningsmodeller, der anvender Big Data. Slet ikke.

Men hvis det overhovedet skal give mening at bedrive politik på borgenes vegne i det 21. århundrede, bliver man nødt til at starte med at erkende virkeligheden og sige tingene, som de er.

Og virkeligheden er, at en efterhånden meget lille gruppe af virksomheder i dag sidder på distribution og bearbejdning af personlige oplysninger og data - og dermed også viden om og samtale mellem - mennesker på denne klode.

Jeg betragter politik som arbejdet med at skabe ordentlige rammer for os alle, og de rammer kan i dag kun skabes, hvis vi har en løbende dialog med dem, der sidder på data, viden og distribution - og dermed også pengene og magten. Og den dialog er ikke på plads i dag.