Nuanceret koldkrigs-moppedreng har nyt at bidrage med

Af Andreas Krog
Forsvarsredaktør på Altinget

Den, der ikke kender historien, risikerer at gentage dens mønstre. Det er historieprofessor Poul Villaumes primære begrundelse for at have kastet sig ud i at afdække Den Kolde Krigs faser og centrale begivenheder. Han er startet med den første fase frem til Cuba-krisen i 1961. Og det er han sluppet ganske hæderligt fra.

Poul Villaume inddrager sovjetisk, østeuropæisk, kinesisk, vietnamesisk og nyt vestligt arkivmateriale, som først er blevet frigivet i nyere tid. Det giver et rigtig godt indblik i, hvad man tænkte og gjorde i blandt andet Moskva og Beijing. Eksempelvis har Poul Villaume fundet arkivmateriale fra 1940'erne og 1950'erne, som viser, at den sovjetiske militærstrategi i den periode var entydigt defensiv. Der er ingen tegn på planlægning af uprovokerede angreb på Vesteuropa.

Således har sovjetiske kilder, som først er blevet tilgængelige længe efter Den Kolde Krigs afslutning, vist, at de sovjetiske styrker i Tyskland i årene efter Anden Verdenskrig var indrettet til defensive operationer. Ligesom Den Røde Hærs landstyrker frem til 1948 blev demobiliseret i større omfang, end det amerikanske forsvarsministerium havde forventet.

Men det valgte man at ignorere i Washington. Her satte et telegram i 1946 gang i en worst case-tolkning af Kremls hensigter og handlinger. En tolkning, som vandt indpas og blev forstærket gennem årene. Og som det ifølge Poul Villaume var svært at afvige fra. 

Selvbærende faktor
Den Kolde Krigs første årtier var derfor præget af en spiraludvikling, hvor både Sovjetunionen og Vesten med USA i spidsen anså sine egne handlinger og hensigter som defensive og godgørende. Mens man så den anden part som offensiv og truende. En adfærd, man var nødt til at reagere på.

Denne frygtens logik var ifølge Poul Villaume svær at bryde og blev op gennem 1950'erne ”en mere eller mindre selvbærende politisk-psykologisk faktor, som var med til at sikre indre sammenhængskraft i både øst- og vestblokken”.

Det blev yderligere kompliceret af, at der under den fysiske og synlige konflikt lå en ideologisk konflikt mellem markedskapitalismen og planøkonomien.

Desuden blev fortællingen om et offensivt indstillet og hastigt oprustende Sovjetunionen brugt af de vestlige regeringer til over for befolkningerne at italesætte, hvorfor det var nødvendigt at etablere den transatlantiske forsvarsalliance Nato, som så dagens lys i 1949.

Ned i materien
Forfatteren ønsker at nuancere historien om Den Kolde Krig, men han er godt klar over, at bogen ikke nødvendigvis vækker begejstring hos alle. Han peger selv på dem, der ”mere betragter historieskrivningen om Den Kolde Krig som en del af en aktuel værdikamp”. Han bruger da også tid på ærligt at beskrive, hvor han selv stod politisk under Den Kolde Krig. En værdsat varedeklarering. Og det lykkes Poul Villaume på ganske overbevisende vis at holde balancen og give en nuanceret fremlægning med afsæt i et omfattende kildemateriale.

Det er ikke overraskende især det nyere kildemateriale fra ”den anden side”, som gør 'Frygtens logik' værd at læse, og som tilfører noget nyt til afdækningen af det, som Poul Villaume kalder ”den alvorligste konfliktperiode i menneskehedens historie.”

'Frygtens logik' er dog langtfra den første bog om Den Kolde Krig på dansk. Poul Villaume var sågar selv redaktør og medforfatter til Gads leksikon 'Den kolde krig og Danmark' fra 2011. Men ifølge bogens bagsidetekst er der her tale om ”det hidtil mest dybtgående oversigtsværk på dansk om Den Kolde Krig og dens betydning”.

Uden at have læst alt dansk kold krigs-litteratur, så står det i hvert fald klart, at Poul Villaume kommer rigtig dybt ned i materien, og denne 528 siders moppedreng dækker da også kun perioden frem til 1961. Andet bind om perioden frem til 1989 forventes at udkomme i 2022.