Nyhedsvært bliver erhvervsredaktør på Berlingske
Vært på TV-Avisen, Nina Munch-Perrin, er ny erhvervsredaktør på Berlingske.
Agnes Weber Cortzen
RedaktionsassistentSiden Simon Bendtsen i maj forlod Berlingske, for at blive chefredaktør på erhvervsmediet Finans, har det været uvist hvem, der skulle overtage som erhvervsredaktør.
Berlingske har nu meldt ud, at nyhedsværten Nina Munch-Perrin, bliver dagbladets nye erhvervsredaktør.
Nina Munch-Perrin, der i dag er vært på TV-Avisen hos DR, er ikke fremmed indenfor erhvervsstof.
Hun har tidligere været finansvært på TV 2 News, samt kommunikationsdirektør i Finans Danmark og journalist på Dagbladet Børsen.
"Med hende får Business-redaktionen ikke blot en førsteklasses erhvervsjournalistisk kapacitet ved roret. Berlingske bliver også styrket med en bærende profil, som på en lang række fronter kan bidrage til, at Berlingske står endnu tydeligere som medie," udtaler Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen.
Nina Munch-Perrin skal, udover at være erhvervsredaktør, også stå i spidsen for Berlingskes live-arrangementer, "hvilket hun som en markant profil i offentligheden er oplagt til", i følge Tom Jensen.
Nina Munch-Perrin tiltræder som Berlingskes erhvervsredaktør 1. august.