Anden behandling af forslag til lov om ændring af lov om spil og lov om afgifter af spil (L 27).
Med lovforslaget udmøntes aftalen 'Enklere regler for lotterier og banko', der blev indgået 20. marts 2024 mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet.
Formålet med aftalen er at gøre reglerne for almennyttige lotterier mere enkle og at gøre det muligt for bingoforeninger at afholde bingo, hvor det er spillet og det sociale samvær, der er i centrum.
Det foreslås, at kravene til de almennyttige lotterier skal afhænge af den årlige salgssum, sådan at kravene gradvist øges i takt med, at salgssummen stiger. Det foreslås i den forbindelse også, at der indføres en bagatelgrænse for udbud af landbaseret lotteri, hvorefter der ikke kræves tilladelse eller stilles krav, hvis den årlige salgssum ikke overstiger 15.000 kroner. Samtidig foreslås det, at almennyttige lotterier fritages for at betale gevinstafgift, så flere penge i stedet går til almennyttige formål.
Ligeledes foreslås det, at det skal være muligt at afholde landbaseret bingo på det liberaliserede marked, så det bliver muligt at udbyde bingo uden at skulle leve op til kravene til almennyttigt lotteri. Herved vil der kunne gives tilladelse til at udbyde landbaseret bingo på lige fod med andre liberaliserede spil på det landbaserede marked. Spillet vil blive omfattet den samme afgiftssats som gevinstgivende spilleautomater. Afgiftssatsen på 41procent indfases gradvist over tre år.
Det foreslås også, at politiske partier, som er opstillingsberettigede til Folketinget, fremover får mulighed for at udbyde lotteri til fordel for partiet selv.
Det foreslås, at lovforslaget skal træde i kraft 21. november 2024, så der er mulighed for at ansøge og opnå en tilladelse til udbud af spil efter de nye regler fra 1. januar 2025.
Forslaget er fremsat af skatteminister Rasmus Stoklund (S).